Alice Cooper
Forside Anmeldelser En my metalcore, en sjat powermetal og en knivspids Eurovision

En my metalcore, en sjat powermetal og en knivspids Eurovision

Author

Date

Category

Anmeldelse af: Amaranthe, m.fl. Pumpehuset, Kbh. 11. februar 2019.

Foto: Mathilde Maria Rønshof

Det er ved at være mange måneder siden, at jeg modtog den sørgelige besked, at Amaranthe alligevel ikke skulle spille til For Evigt Rock i Valby sidste sommer.
Mit hjerte sank ned i mine små fødder, og har ikke kun rejse sig siden – før denne aften!

Endelig skulle de festlige svenskere bringe deres energibombe af musik til Pumpehuset. Med sange fra det nyeste album, Helix, dominerende på setlisten, var Amaranthe klar til at tage Danmark med storm efter en seks år lang pause på den danske scene.
Amaranthe blev denne aften varmet op af to finurlige skandinaviske bands med hang til overdreven udklædning: Warkings og Follow the Cipher.

 

Warkings 
Fastelavn var tydeligvis kommet tidligt i år. De fire bandmedlemmer indtog scenen, fuldt udklædte i krigerisk udstyr, mens triumferende krigsmusik fyldte salen. En rungende stemme annoncerede hvert bandmedlem som: The Crusader, The Viking, The Spartan og The Tribune.

Jeg var noget chokeret over at se noget, der ligner karakterer fra World of Warcraft og Lordi, pludselig kastede sig hovedkulds ud i syngende riffs og tunge beats, suppleret af en gennemtrængende medrivende dyb røst fra frontmanden – som jeg stadig ikke kan finde et rigtigt navn på udover hans scenenavn: The Tribune.

Warkings er et spritnyt powermetalband fra Norge, som blot lige har startet deres musiske karriere sidste år i marts. Bandet har ind til videre kun ét album ude på markedet ved navn Reborn. Med megen lidt erfaring som et band på de skrå brædder er denne tour som opvarmning for Amaranthe noget af en ilddåb.

På trods af dette gav bandet en overraskende rutineret og dygtig performance og fik publikum til at skråle med allerede efter andet nummer. Der var en gennemslående energi fra alle bandmedlemmerne, mens de bragede igennem et håndfuld sange om både nordiske guder, gladiatorer og spartanere. Vi kom igennem hele krigs-spektreret med battlecries på meget få minutter!

Warkings har ikke vildt mange tricks i ærmet, den karikerede humoristiske udklædning og sange om krig og ære kan godt miste sin charme. Når det er sagt, har bandet allerede på dette tidspunkt tidligt i deres karriere en rutineret performance, indøvede tekniske færdigheder og et krigsråb, man vil huske!

 

Follow the Cipher
Fastelavn synes at fortsætte ved aftenens næste akt. En ukoordineret påklædt samling af mennesker rendte på scenen: en pirat, en politikvinde og en maskeret mand, som ved første øjekast lignede en ninja eller nogen fra ISIS – maskeringsforbud er åbenbart ikke håndhævet i Pumpehuset.

Der var en god energi på scenen, mens der blev spillet spændende komponerede riffs. Sangstemmen kom hovedsageligt fra politikvinden i tylskørt, Linda Grahn, og var desværre næsten for stille og spinkel til at kunne overdøve den rå musik.

De svenske Follow the Cipher spiller en blanding af powermetal og hård rock og har på trods af deres fem år i branchen kun udgivet et enkelt album i 2018 ved navn Follow the Cipher. Bandet er oprindeligt formeret af deres leadguitarist, Ken Kängström, som førhen har arbejdet med svenske Sabaton.

Kängströms imponerende tekniske færdigheder og trommeslagerens betagende skills var noget af det eneste bemærkelsesværdige denne aften, resten var mildest talt lidt for kedeligt og lidt for underligt. Vokalen var på ingen måde kraftfuld nok, forsøg på publikumkontakt synes at fejle fuldstændig, og folk, selv på forreste række, var ikke medrevet af stemningen.

Enkelte numre lød som gamle Nightwish-klassikere, men ellers var der ikke mange musiske indslag at råbe hurra for. Energiniveauet var for lavt, og sangene var hverken opløftende eller mindeværdige.

Bandet kastede sig vovende ud i Sabatons “Carlous Rex”, som bød på en fuldkommen fantastisk guitarsolo fra Kängström selv. Men ikke engang denne kunne redde det sørgelige faktum, at Follow the Cipher får mokket sig igennem en af nordens mest storslåede numre med spinkel monoton vokal og fuldkommen amputeret energi.

Jeg er meget forvirret over, hvad Follow the Cipher vil med deres stil og deres musik. Der er tydeligvis et budskab bag den finurlige påklædning, og de har kompetencerne i nogle røvdygtige musikanter, men behøver måske lidt mere tid i tænkeboks og i øvelokalet over et par kolde fra kassen!

 

Amaranthe
Kegler af røg badede scenen, mens bandets seks medlemmer indtog scenen, som alle fik travlt med at komme til scenekanten. “Maximize” blev aftenens første nummer, med skarpe hooks, dynamiske trommer og feisty breakdowns rullede tonerne ud i salen, stærkt bakket op af hele tre forsangere, alle med deres egen lyd og egen karakter. Mest betagende var dog kvinden i fronten, den storsmilende Elize Ryd, som med sin lyse, dog gennemtrængende, vokal gav den hele armen, iført tårnhøje støvler, miniskirt og fem kilometer langt hår.

Amaranthe har sine rødder i Göteborg, Sverige og har siden 2008 leveret fuldkommen enestående original musik, hvis genre er svær at definere. Vi bevæger os rundt i en verden af powermetal, metalcore, dancerock og melodisk død med hints af reggaton fra tid til anden. Fra en uprofessionel synsvinkel lyder musikken som en rockende version af Creamy til Eurovision på syre. Bandets femte og nyeste album, Helix, udkom i 2018 og understreger Amaranthes signaturlyd, som i modsætning til meget andet metal fokuserer på at sprede positiv energi og frigive kærlighed gennem musikken.

Vi blev budt på flere lækre varianter fra Helix denne aften blandt andet “365”, “Dream” og “The Score”, hvilke alle viser Amaranthes heavy lyd med dubstep-inspirerede breakdowns og syngende riffs.

Bandet er kendt for at have hele tre forsangere i fronten, og mens dette fungerer eminent i studiet, var det bekymrende, hvordan de ville få det til at fungere på en livescene. Dog virkede dette ikke på nogen måde forstyrrende, da bandet var velkoordineret og rutineret selv på den sparsomme plads i Pumpehuset. Der blev interageret både bandmedlemmer imellem, men også til et storråbende publikum på gulvet. Bandets nyeste frontmand, Niels Molin, klarer sig særligt godt og udviste store kompetencer, især når hans stemme fik plads og solotid til at bryde frem.

Bandet piskede igennem det ene energispækkede nummer til det andet. Numre som “Invincible” og “GG6” udviste fed energi med et sceneshow, som ikke på noget tidspunkt stod stille. Der blev også plads og tid til ældre og mere rolige klassikere som “Amaranthine” fra bandets første album. Desværre var der af og til en lidt for kraftig playback, som overdøvede det, vi egentlig er her for at høre: en liveperformance i al dens pragt!

Der forekom op til flere kostumeskift, og spildtiden fyldtes ud af en imponerende trommesolo samt en lettere langtrukken klappeleg med publikum. Første del af sættet blev rundet af med klassikeren “Drop Dead Cynical”, som med sin vrede tekst og rockende tempo udbredte energi og entusiasme fra bandet, som blev gengivet af publikum.

Aftenens encore bestod af Amaranthes nye nummer “Countdown”, et heavy dansenummer med fokus på dybe trommer og et catchy omkvæd. Som ekstra flødeskum på den allerede sukkersøde diabetes-fremkaldende lagkage fik vi til slut et sidste smæk af megahittet, “The Nexus”. Brillant!

På trods af at Amaranthe til tider lyder som et resultat af Red Bulls fokusgruppeundersøgelse til lydsporet på deres nyeste annoncekampagne, så er der noget helt særligt over dem! Amaranthe er et band, som emmer af professionalisme, ydeevne, musikalske evner og sangskrivning – de havde det hele, og jeg elskede hver et minut af det.

 

Du kan se et galleri af Amaranthes koncert fra Mathilde Maria Rønshof her:

 

Warkings
Follow the Cipher
Amaranthe

Recent posts

Saint Matthews Day

Anmeldelse af: Dave Matthews Band. Royal Arena, Kbh. 17. marts 2019.   Dave Matthews Band leverede en top professionel koncert, hvor fokus virkelig var på et...

Ikke alle spådomme går i opfyldelse

Anmeldelse af: Pest over Provinsen. Rotationen, Holbæk. 15. marts 2019.   Med en invitation til at afsøge nye kroge af det danske metalland drog to redaktionsmedlemmer...

Øl, fest, og gummiand: Alestorm retur!

Anmeldelse af: Alestorm, m.fl. Amager Bio, Kbh. 15. marts 2019.   Regnvejret i København ville nok være deprimerende for de fleste mennesker der havde ærinder at...

Tung, tungere, Sumac

Anmeldelse af: Sumac. 1000Fryd, Aalborg. 08. marts 2019.   En aften på det hyggelige lille spillested Cafe 1000fryd satte rammerne for en helt særlig oplevelse i...

Lugten af et metallisk freakshow

Anmeldelse af: Avatar. VoxHall, Aarhus. 04. marts 2019.   Svenske Avatar havde lagt i kakkelovnen til en fed fest, da de hev deres cirkus-agtige melodiske dødsmetal...