Forventningens glæde…

Anmeldelse af: Solbrud – Vemod. 9/6-17 Indisciplinarian & Vendetta.

Kender i det, hvor man som barn glædede sig så ufatteligt meget til en dag, at man næsten ikke kunne være i sig selv af bare spænding ? Sådan har jeg haft det lidt med Solbrud og deres kommende udspil,  Vemod ”, så det var med forventningens glæde, at jeg fik muligheden for at anmelde deres tredje album.

Nu er Bornholm jo en klippeø, og det tætteste på vi kommer på en ørken er nok at stille sig på Dueodde Strand med ryggen mod vandet. Desværre må jeg erkende, at den lange intro i første nummer på skiven her har følt som en ørkenvandring uden mulighed for at få noget forfriskende, så man kommer helskindet hjem. Med endnu en skive kun bestående af fire skæringer så har jeg det lidt sådan, at man strækker tingene lidt for langt ud for at nå op på en samlet spilletid, som er et album værdigt.

Musikken er jo på ingen måde dårlig, det er godt spillet, lyden er fin, og der er da fede riffs og melodier i alle fire sange, det bliver bare sindsygt langtrukkent. Her er åbningsnummeret, ”Det Sidste Lys”, et godt eksempel, hvor man efter min mening med snilde godt kunne have skåret måske skåret 3 ½ – 4 minutter af introen, samt sluttet sangen efter 9 minutter, hvor der igen, for mig, fyldes op med et forstyrrende, halvandet minuts ligegyldigt arrangement, der igen sender mig væk fra musikken og ud i ørkenen.

På min ørkenvandring finder jeg heldigvis min oase og får min forfriskning på andet nummer, ” Forfald ”, hvor der er gang i den fra start med catchy melodier hele vejen igennem samt et overraskende moment af cleanguitar, som efterfølgende bliver smukt suppleret af el-spaden, der langsomt graver tankerne om ørkensand væk.

Jeg bliver dog banket på plads i sandet igen på tredje skæring, ” Menneskeværk ”, der endnu engang byder på en intro af dimensioner, der får Dueodde Strand til at ligne en sandkasse. Det er skivens længste skærring på omkring 16 ½ minut og det mest rodet af de fire. Igen alt for meget fyld, og her kunne man måske have delt nummeret op i to eller tre, men så igen, Solbrud har jo deres visioner og deres måde at se og gøre tingene på.

Heldigvis finder jeg vej igen gennem min vandring i sandet, om det så er Dueodde Strand eller en ørken, er på sin vis ligegyldigt, men vejviseren kommer gennem det sidste nummer på skiven, ”Besat af Mørke”, som for mig er det klart bedste, igen med fede melodier og et par gode guitarleads til at toppe det af med. Dog starter det ud med for meget gentagelse af samme riff, men nummeret får oparbejdet en fed energi og for mig en fed stemning i den sidste halvdel. Mere af det tak !

Lasse Ballade har lagt studie til samt produceret dette album, og lyden er ganske god og kendetegnede for Solbrud. De forskellige elementer er til at høre, dog synes jeg til tider, at stortrommerne har en tendens til at drukne lidt i det samlede lydbillede. Flemming Rasmussen har i sit Sweet Silence North stået for masteringen af albumet, hvor det har fået en old school-båndmastering for at understrege bandets analoge og organiske lyd.

Når man lægger alle disse ting sammen og min forventnings glæde, så er det for mig en skuffende udgivelse, da jeg har følt det langtrukkent og for lidt afvekslende. Men heldigvis er musik jo en smagssag, og jeg er sikker på, at der er folk, der har anden holdning end jeg.

Mærkater: ,