Bruce Dickinson - Spoken Word

Intet nyt under solen

Volbeat “Seal the Deal and Let’s Boogie”, Universal Music

Det er omkring 10 år siden at hypen omkring det danske metal håb Volbeat, var på sit højeste rundt omkring i det danske land og man må sige at håbet er blevet en succes. Men der er ikke meget metal over Volbeat på det seneste og sjette udspil “Seal the Deal and Let’s Boogie”

Reklamerne på tv vidner til at Volbeat er blevet en eminent størrelse. Ikke kun herhjemme i lille Danmark, men også i det store udland, har det 3/4 danske band og en enkelt amerikaner delt vandene på både godt og ondt. Lige netop det med at dele vandene må man sig at bandet igen gør på deres nye album ”Seal the Deal and Let’s Boogie”, som udkom i fredags.

Volbeat har stemt guitaren op. Drop D er derfor en saga blot på det nye album og forsanger Michael Poulsens karismatiske stemme må derfor følge trop og synge i et højere toneleje end vi tidligere har hørt. Resultatet taler for sig selv. Volbeat lyder blødere end nogensinde før. Kun en lille håndfuld sange kan prale med at have elementer der skriger på et metal band, imens resten sangene har potentiale til at ramme hjertet af den menneskelige mangfoldighed.

Så er du til den hårde del af Volbeat så er der lidt i gemmerne til dig og du kan lige så godt nu begynde at vænne dig til, at der også er noget på denne plade dine forældre vil kunne lide og som dine bedsteforældre vil bryde sig om.

Men Volbeat skal helst være hårdt, de tunge riff skal stå i kø og lead guitarist Rob Caggiano (tidl. Anthrax) skal shredde den ene hjerneblæste guitar solo ud af guitaren efter den anden, imens Michael Poulsen synger om djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. Så hvis man har det på samme måde så er numrene ”The Devils Bleeding Crown”, ”Seal The Deal” og ”The Loa’s Crossroad”, de bedste bud på dette scenarie.

For med ca. 10 års idoldyrkelse af bandet Volbeat, står man virkelig på en skillevej, når man hører de nye sange. På den ene side står djævelen med sit skæve smil: han fortæller dig du skal hade det radiovenlige rock musik fra den nye plade og på den anden side står en engel, hun fortæller dig hårdnakket, at det her jo stadig er bandet som du faldt pladask for i tidernes morgen.

Sangen ”For evigt” feat. Johan Olsen (Magtens Korridorer) er direkte til radioen og med et omkvæd så nemt at du synger det i søvne og hvis man lytter til nummeret ”Mary Jane Kelly”, ja så er introen så tæt op af hinanden at man skulle tro, at disse sange er siamesiske tvillinger. Det er kedeligt og man savner fornyelse. Samt de 2 covernumre ”Rebound” (af Teenage Bottlerocket) og ”Battleships Chains” (af The Georgia Satellites), som ikke gør den store forskel på noget godt. De føles som fyld der sagtens kunne have været undværet. Eller erstattet af nogle covernumre, som var mere musikalsk teknisk udfordrende for den sags skyld.

Men ikke desto mindre er der også sange som gør sig godt og som skiller sig ud af mængden De giver de friske pust man til tider har brug for, med fede melodier som ”Black Rose” feat. Danko Jones og ”Goodbye Forever”, hvor man har samlet et kor til at synge med på nummeret. Det giver positiv varietet på den ellers ensformige trackliste.

Seal the Deal and Let’s Boogie” er langtfra Volbeats stærkeste album. Men det har sine styrker såvel som det har sine svagheder. Michael Poulsens vokal, gør sig stadig stærkt på den nye album. Rob Caggiano er stadig en gave til bandet. Med sine guitarsoli og riffs gør han stadig Volbeat til et helstøbt band og Jon Larsen har godt styr på trommerne og det lyder ikke til at han er særlig udfordret på det nye album, som han ville kunne spille med den ene arm på ryggen uden at få sved på panden. Man ville dog ønske at mange af de nye sange blev spillet i drop D, så de stadig ville have et råt og farligt udtryk og man sidder tilbage med en følelse af at savne tiden, hvor Volbeat stadig gjorde sig gælden som et hard rock/metal band.

 

(“Seal the Deal and Let’s Boogie, kan høres via spotify-playeren i venstre side)