LIVLØS – Into Beyond

Anmeldelse af: LIVLØS – Into Beyond, 02. februar 2018, selvudgivet.

Walk with me into the sun, walk with me into beyond.

LIVLØS’ nye plade, Into Beyond, er en udgivelse, som har lovet mange ting. Jeg har løbende hørt en håndfuld af de nye sange live helt tilbage fra efteråret 2016 af halvandet år før skivens egentlige udgivelse, men finder mig stadig dybt overrasket, nu hvor jeg sidder med det færdige produkt i mine fedtede fingre. Den koncentrerede indsats på de sociale medier til at promovere både skiven, understøttende koncerter og den lille mini-dokumentar der blev udgivet d. 21/12 2017, har helt klart redt en blød seng i mit hjerte, hvor disse 46 minutters helvede får lov til at være i lang tid.

LIVLØS’ æstetik har helt fra starten af fanget både mit blik og mit øre med både det mørke og det melodiske. På deres tidligere EP gjorde de det dog på en facon, som der blegner i forhold til deres nye fuldlængde, der ikke kun udpensler deres styrker som band, men også alle de individuelle præg. Med næsten en time til at slås og bolle gør LIVLØS alt hvad, de kan, og har lært for ikke kun at underholde deres lyttere, men også tage dem med på deres rejse ned i afgrunden.

Det instrumentale

LIVLØS inkluderer en fantastisk melankoli i deres musik og gør det så meget, at jeg endda vil kalde det et definerende træk for bandets lyd. Allerede på deres EP havde de det træk, men den øgede spilletid på den nye plade giver langt mere tid til at suge alle de fabelagtige, storladede riffs og catches til sig. Den førnævnte melankoli er også dyrket til fulde – særdeles i numre som “Into Beyond”, “At The Abyss” og “Noctum”. I deres dokumentar forklarer de også, hvordan det personlige tab hos deres bassist, Søren Frambo, påvirkede hele bandet.
Det bevidner et dedikeret broderskab med ægthed og interesse for hverandres velbefindende. De beskriver et tydeligt skel i musikken fra sange, der er skrevet før og efter dette dødsfald, og det træder også ret godt frem. Alle sange er velskrevne og velovervejede, og de lyder stadig som LIVLØS. Med det sagt, tog jeg dog mig selv i flere gange, da jeg selvfølgelig har skam-hørt EP’en før jeg gik i gang med anmeldelsen, at forvente breakdowns eller andre typiske ting fra EP’en, som det tyder på, at LIVLØS er vokset fra.

Der er en god balance i tempi, som der hjælper mig med at pille de gode århusianere fra alle de andre unge bands fra egnen. Selvom der både er blast beats og rigeligt med duga, så ser jeg stadig LIVLØS som et mid-tempo groove-band. Dette understøttes i høj del af Thomas Dannemand bag trommerne, som der ikke kun evner at følge med i de høje tempi, men brillerer i den langsommere ende, hvor der er plads til at udfolde sig med kreative fills og leg på bækkene. Generelt formår han at tilføje en – ironisk nok – livlig fornemmelse til rytmesektionen, som der understøtter Franz og Kenneths lige så levende guitarspil. Generelt er der på alle fronter kælet for detaljerne på en måde, som der tillader den kræsne kender at vende tilbage og opdage nye nuancer af harmonierne i guitarerne, høre hvad bassen lavede ved siden af, eller hvad trommerne tilføjede af anderledes, mere afdæmpet puls, selvom det er en metaludgivelse.

Produktion

For at tilføje til min i forvejen lange liste af ros til denne CD er den indspillet hos min absolut yndlingsproducer: Jacob Bredahl. Selvfølgelig er han kendt fra Hatesphere, men lige nu spræller han mest i punk/hardcore bandet Smertegrænsens Toldere. Når man indspiller hos Bredahl, har jeg indtrykket af, at man har et ønske om at lyde beskidt. Dette burde i mange tilfælde være en smule hen i vejret i forhold til den præcision og skarphed, der er nødvendig i en metalproduktion. Til gengæld efterlader de bands, der er indenom Dead Rat Studio for at indspille, ofte verden med et loddent, højt og hårdtslående produkt. Det er præcis det samme, der er sket her!

Into Beyond er ligesom deres sidste EP indspillet hos Jacob Bredahl, hvilket giver en rigtig dejlig følelse af, at ”vi samler lige op, hvor vi slap den sidst”. Generelt er lyden storladen og tung, hvor specielt guitarerne er meget mørke i forhold til, hvad jeg forventer af en metaludgivelse her i slutningen af 2017 (udgives februar 2018. red). Generelt tager lydbilledet mig en del tilbage i tiden, da det ikke ligefrem lyder moderne og poleret. Lilletrommen er nok noget af det, jeg sætter allerhøjest pris på i det store billede, da Thomas’ mere afdæmpede og groove-baserede spillestil tillader en lavt stemt lilletromme med masser af smæk og efterklang. Det er en rigtig rar afveksling fra den moderne falset-lilletromme, som der bedst egner sig til 260bpm og derover og dermed ikke har noget nosser at skrive hjem om.

Med det øgede tekniske niveau på den nye udgivelse kan jeg også tilføje, at det bestemt er kompetente musikere, der står bag denne væg af lyd. Som tidligere nævnt har Jacob Bredahl en evne til at smide et ældre lydbillede om noget moderne og præsentere det som et knytnæveslag i kæben, som da far var dreng. Dette koster dog en del i studiet, da det kræver præcision at arbejde med disse mere ”brutale” værktøjer. Her er der ikke kun tale om, at du med en mørkere guitarlyd skal kunne spille strammere, men også, at jeg aldrig har mødt en producer med lavere bullshit-tolerence, end hr Bredahl. Jeg har en mørk og kold uge i februar 2015 i frisk erindring, hvor jeg virkelig lærte en ting eller to om, hvor meget man skal have øvet op til en indspilning.

Den korte ”øv”-liste

Jeg vil sige, at det er meget få ting på Into Beyond, som jeg ikke kan lide – langt det meste af det har også noget med subjektiv smag at gøre. I min optik er “Into Beyond” pladens allerstærkeste nummer. Jo, jo, title track og så videre, men det har også bare en anden gejst. Jeg vil endda vove den påstand at sige, at den er en tand mere i stødet på den indspilning end på resten af numrene. Forsanger Simon Olsen strækker i hvert fald stemmen langt længere med et resultat, der lyder meget mere forpint og desperat, som der passer PERFEKT til resten af nummeret. “Into Beyond” er uden tvivl det mørkeste nummer på pladen, men det indeholder også det største ”what the fuck?”-øjeblik for mig. Jo, jeg kan ligesom langt de fleste godt lide vore danske folkehelte i Bersærk, men jeg kan også godt lide LIVLØS. Derfor synes jeg at Casper Popp, som der har en gæsteoptræden på dette nummer, ødelægger broen imellem de to bands, da hans gæsteoptræden består i, at han, den tredje gang omkvædet ryger på, lige synger det… På. Dansk………

Jeg er helt med på, at det er Bersærks ting, men jeg kan ikke gå med til, at en fantastisk sangs sidste omkvæd lige skal være på dansk, bare lige fordi. Jeg skal ikke kunne sige, om det er et diva-krav fra Caspers side, eller om det var drengene i LIVLØS der ville have den version med rød og hvid, men jeg synes godt nok ikke, at det klæder nummeret.

Konklusion:

Jeg synes helt klart, at dette er en tæt på perfekt udgivelse. Min smag for indlevning, dynamik og plads til at alle kan fylde i lydbilledet er opfyldt. Jeg vil sige, at den passer lige godt, om du er på vej på job en onsdag morgen eller sidder torsdag nat med en puls på 140 og angsten løbende ned ad væggene. Den mørke lyd byder dig velkommen og trækker dig med på et eventyr imod det, du ikke endnu kan se.

Mærkater: