• Amazonica
  • Marilyn Manson
2.5

Anmeldelse af: Marilyn Manson, Kulturværftet, Helsingør, 15. november 2017

Den famøse shock-rocker kørte den hjem på rutinen, men det var dæleme en charmerende rutine!

“There is something rotten in the state of Denmark,” sagde Manson i 2008 fra scenekanten, da jeg så ham sidst, med henvisning til Shakespeares udødelige værk “Hamlet”, der udspiller i Danmark, nærmere betegnet Kronborg.

Her ni år senere skulle hr Manson – der er tour-aktuel med skiven “Heaven Upside Down”, der lægger sig solidt i slipstrømmen efter den fænomenale “The Pale Emperor” fra 2015, hvor der før da havde været lidt tørke med kvaliteten – optræde næsten klods op ad Kronborg i Hal 14 i Helsingør.

Det blev en aften med hits og kommende evergreens. Men først skulle vi have smadret vores øregange – på den dårlige måde.

 

Amazonica
Forud for koncerten havde jeg forsøgt at google bandet Amazonica uden held. Eneste resultat var en britisk DJ. Det var så også, hvad vi fik på scenen klokken 20.00.

Var det så en særpræget, sonisk oplevelse, der etablerede nogle atmosfæriske lydsfærer, der sendte tankerne i retning af en stemning, som ville egne sig som opvarmning til Marilyn Manson?

Niks. Det var DJ-praktikanten, der havde for meget udstyr med for lidt sans for, hvad et rock- og metalpublikum ville have. I løbet af de første ti minutter fik hun maltrakteret Metallica, Sepultura og Nirvana ved at tro, at man kan decimere kult- og mainstreamklassikere ned til baggrundsstøj for ueffen scratch-effekter trakteret med hoppen rundt på scenen.

Mine noter harmeget værre udskæld, end hvad jeg giver udtryk for her. Bevares, fadøls-DK skrålede da med, når de anede “Enter Sandman” i lydinfernoet, men det svarer vel til, at de fleste svarer “Danmark”, når de skal komme på et land, der begynder med bogstavet “d”.

Det går ud over min fatteevne, at Amazonica varmede op, så det er uden for kategori at bedømme, men for syns skyld lander vi på et sjældent rent nul. Det var 29 minutter i helvede, jeg aldrig får igen.

 

Marilyn Manson
Som nævnt, så er det over ni år siden, jeg sidst så Manson, der nok var mest “faretruende” i 90’erne og starten af 00’erne, hvor manden jo nærmest kunne få skylden for selv det dårlige vejr. Men han forstår stadig – tilsigtet og utilsigtet – at skabe opmærksomhed omkring sit band og persona.
For en måneds tid siden brækkede han anklen, fordi han troede, han kunne klatre i scenedekorationerne under en koncert. Den faldt så ned over ham. Han aflyste dog ikke hele siden tour, men fandt erstatning ved enten at sidde i kørestol eller skabe andre fiduser, så han kunne stå op og hvile det dårlige ben samtidig.
Lidt tid efter det stunt blev den mangeårige bassist fyret på grund af sexanklager af ældre dato, og så forstod Manson at udnytte et skyderi i Texas til at lave et mediestunt med et attrapgevær på scenen. Det skete alt sammen i tiden omkring udgivelsen af hans seneste udgivelse. God timing.

Men én ting er at skabe virak om sig selv, men kunne den 48-årige Manson med følge stadig levere varen på scenen?
Ja, det kunne bandet og i særdeleshed Manson sagtens. Det var aldrig overstadigt, men det var nærværende.
Vi fik nogle af mine personlige favoritter i begyndelsen som “mOBSCENE” og “This is the New Shit”, mens Manson holdt balancen via et tredje ben (nej, ikke dét ben), der blev påsat hans knæ, så det dårlige ben kunne hvile bagud. Senere lå han på en båre, og den fik ellers ikke så lidt af en mand med brækket ankel. Respekt.

Vi fik også sange af ret nyere dato som “WE KNOW WHERE YOU FUCKING LIVE” og “Say10” fra den seneste skive. Evergreens som “Sweet Dreams” og den uundgåelige “Beautiful People” fik både fadøls-Danmark, de gamle goth-folk og os garvede rotter til at skråle med. Personligt håber jeg også, at en sang som “Deep Six” er kommet på setlisten for at blive.

Manson har næppe selv tal på, hvor mange gange, han har gjaldet specielt de gamle sange udover et publikum, men når man som denne aften kunne mærke, at han trodsede dårligdom af ren og skær kærlighed til sit publikum for at levere (blandt andet) de sange, som vi er kommet efter, så ved man, at han elsker at være der, hvor han hører hjemme: På scenen.

Han kørte en relativ kort koncert hjem på rutinen, men rutinen var stadig så nærværende og fyldt med lyst, at den smittede af helt ud i efterårskulden i Nordsjælland.