Sanctuary, Faster Stage, Wacken Open Air, d. 4/8-17

Kultbandet Sanctuary fejlede grumt på dette års Wacken Open Air på trods af et ellers dygtigt og velspillende band.

Kvart over et skulle Sanctuary, et band, som jeg startede med at følge p.g.a. min kærlighed for progthrash/powe bandet Nevermore, spille. Sanctuary er nemlig Nevermore sangeren Warrel Dane samt bassisten Jim Sheppards oprindelige band fra Seattle USA, og de spiller en god omgang old school heavy/speedmetal. Bandet har tre virkelig fede plader på bagen, hvor den seneste, The Year The Sun Died, er den første, siden bandet i sin tid gik i opløsning og blev afløst af Nevermore. Bandet blev aldrig super populært i sin tid, men både debutten, Refuge Denied, og opfølgeren, Into The Mirror Black, har opnået kultstatus.

Sanctuary gik på Faster Stage 13.15, hvilket på en festival som Wacken virkelig ikke er et godt tidspunkt, da langt de fleste på dette tidspunkt sidder i deres lejre og opbygger sig en ny brandert ovenpå den gamle. Der var derfor ikke mødt en særlig stor flok op til Sanctuary. De, der ikke var mødt op, missede helt ærligt heller ikke noget særligt. For mit vedkommende var dette i høj grad en sørgelig oplevelse. Sanctuary laver nemlig virkelig fed musik, og jeg havde en fed oplevelse til Nevermore på Wacken i 2009. Warrel Dane er en forrygende sanger! Rettelse: Det plejer han, men det var han så overhovedet ikke denne dag. Vokalen sad på ingen måde i skabet, den lød anstrengt og ramte sjældent de rette toner og de rigtige fraseringer. Warrel Dane er nok ved at være for gammel til at bruge sin falset. Det lød hæsligt på Wacken Open Air. Måske vokalen stadig lå godt i hans mellemtone, men i Sanctuary bliver der benyttet ret meget falset eller fullrange vokal i de høje tonelejer, og det virkede overhovedet ikke Wacken-koncerten.

Performancen var blandt noget af det kedeligste, jeg nogensinde har oplevet, der var ingen entusiasme at spore i bandets fremførelse af musikken. Det mindede om den kedeligste autopilot nogensinde. Bandet spillede ellers glimrende med god dynamik, lækre riffs og flotte, tekniske soli. Desværre var der bare ikke noget overskud til meget andet end at spille sangene. Der blev bedt om crowdsurfere, en ting, som Warrel Dane ynder at gøre. Problemet med dette var blot, at hele pladsen var et stort mudderhelvede. Det, kombineret med, at der ikke var ret mange mennesker, gjorde det ikke synderligt fristende at skulle bæres – og sandsynligvis tabes. Det var tydeligt at se på bandet, at de heller ikke selv var tilfredse med koncerten. I starten forsøgte de trods alt at få det til at virke, men som showet skred frem, gik det bare ned ad bakke.

Guitarerne havde en tendens til at drukne i trommerne, hvilket er synd, da der er mange virkelig fede guitarriffs i Sanctuarys musik. Tag f.eks hovedriffet i ’’Taste Revenge’’, som er et lækkert klassisk thrash/speedmetal-riff med en lækker progression. Når den slags guldkorn drukner ud, så er det i den grad en skam.

Sanctuary leverede en skuffende koncert der, om end den var glimrende spillet, simpelthen manglede indlevelse i selve fremførelsen, samt havde en vokal, der overhovedet ikke var skarp og on point. Det var idet hele taget en svag koncert fra et band, man havde forventet meget af.

Mærkater: ,