Top 10 Metallica-numre

Jeg synes ikke, at min forrige top 10 forargede nok, så nu prøver jeg igen.

Metallica har ry for om nogen at være det mest polariserende metalnavn overhovedet, og holdningerne hos metalfolket kan noget groft deles i fire:

  • Metallica har ikke lavet noget som helst nævneværdigt siden 80’erne.
  • Metallica har ikke lavet noget som helst nævneværdigt siden The Black Album.
  • Metallica er faktisk sluppet nogenlunde ind i det nye årtusinde.
  • Metallica er pivelendige og har altid været det.

De fleste kan dog blive enige om, at Metallica peakede i 80’erne, og at det meste herefter har været en “blandet” fornøjelse. Jeg var selv ganske tilfreds med Death Magnetic, og det er da heller ikke utænkeligt, at jeg med tiden også kommer til at holde af Hardwired[punktum, punktum, punktum] to Self-Destruct.

Det ændrer dog ikke på, at Metallicas bedste dage efterhånden ligger 30 år tilbage i tiden. De tre-fire første udgivelser – alt efter, hvem man spørger – er essentielle for metalgenrens udvikling og popularisering og udgør på hver deres unikke måde et uundværligt ben på Metallica-bordet *indsæt Lulu-joke her*.
Jeg har selv [punktum, punktum, punktum]And Justice for All øverst på listen over Metallica-skiver, da den i mine øjne afspejler kvartetten i dens mest eksperimenterende og udfordrende periode – også selvom produktionen på pladen er helt igennem forfærdelig.

Men hvad så med de 10 bedste Metallica-numre? Hvornår er Lars’ trommespil mindst ringe? Hvornår sidder Hammetts wah-soli mest i skabet? Og hvornår rykker Yeah!’es Hetfield mest på vokalfronten?
Jeg har foruden en fuldstændig subjektiv vurdering af ovenstående spørgsmål også prøvet at tage udgangspunkt i, hvilke numre andre oftest bringer på banen, når diskussionen flyver af sted. I kommer sikkert alligevel til at være helt og aldeles uenige med min top 10, så derfor må I – akkurat som sidst – gerne fortælle mig i kommentarsporet, hvor/hvorfor jeg tager fejl, og hvordan den rigtige top 10 ser ud.

Honourable mentions: Whiplash (fra Kill ‘Em All), Fight Fire With Fire, Creeping Death, Fade to Black, Trapped Under Ice (fra Ride The Lightning), The Thing That Should Not Be (fra Master of Puppets), Enter Sandman, Sad But True, Nothing Else Matters (fra Metallica).

#10 – Welcome Home (Sanitarium) (fra Master of Puppets, 1986)

“Sanitarium” er oftest kriminelt overset, når snakken falder på de fremmeste Metalica-indslag. Bandet beviser her, at de er særdeles gode til at balancere liiiige på den rigtige side af den grænse, hvor det næsten bliver for blødt, og hvor man ender med at kede lytterne mere, end man underholder dem.

Jeg skal være ærlig at indrømme, at tiendepladsen på listen var en skarp konkurrence mellem flere kompetente sange, og at det næsten lige så godt kunne have været et andet nummer, der havde klaret cuttet.

Når det i sidste ende bliver “Sanitarium”, skyldes det i høj grad, at nummeret i perioder udforsker den mere afdæmpede del af Metallicas repertoire på en i forvejen flerfacetteret skive, der med inklusionen af denne mere sofistikerede afstikker kun ender med at stå endnu stærkere.

 

#9 – Hit The Lights (fra Kill ‘Em All, 1983)

Hvilken hæsblæsende debut, hvilken vildskab, hvilken varsling om et nært forestående paradigmeskift i metallandskabet. Den bragende intro er nærmest alt for prætentiøs i forhold til resten af pladen, men det gør Metallica heldigvis op for, lige så snart det første reelle guitarriff skydes af sted. Det var dengang, Hammetts soli var fantastisk upolerede og Hetfield gav pokker i, om han overhovedet kunne synge.

Her er et band, der hverken vil eller kan holdes nede, og “Hit the Lights” markerer begyndelsen på et smukt had/kærlighedsforhold med metalfolket, der lever i bedste velgående nu på 34. år.

#8 – Ride The Lightning (fra Ride The Lightning, 1984)

Lyden af en dødsdømt mands uundgåelige tur i den elektriske stol og hans ultimative tanker og overvejelser, før han forlader denne verden, er det dystre narrativ, der gennemsyrer titelnummeret på Ride The Lightning.

Det er samtidig første gang siden debuten, at man virkelig mærker, at Metallica er andet end en (omend effektiv) “one-trick pony”, og “Ride The Lightning” føles mest af alt som en skabelon til den udvikling, som bandet kom til at tage i løbet af de efterfølgende tre udgivelser.

Hetfields sangskrivning er blevet bedre, Hammetts soli mere gennemtænkte, og bandets synes at have en langt stærkere synergi og sammenspil, som tidligere blot lod til at sige: “Fra A til B så hurtigt som muligt”.

#7 – For Whom The Bell Tolls (fra Ride The Lightning, 1984)

Metallica har næsten alt at takke Cliff Burton for, når det kommer til “For Whom The Bell Tolls”. Han ejer introen, der stadig står som en af bandets stærkeste. Hyldesten til Hemmingways skildring af den spanske borgerkrig sidder lige i skabet, og den er mit personlige højdepunkt på en Ride The Lightning-skive, som ellers aldrig rigtig har ramt noget i mig på samme måde som Metallicas andre 80’er-udgivelser.

Outroen kan man sagtens synes er for lang, og den overordnede komposition er uden tvivl på det ordinære, men når Hetfield beordrer “Take a look to the sky / Just before you die / It’s the last time you will [indsæt ekko her]”, giver det sgu kuldegysninger på de helt rigtige steder.

Som et yderligere argument for “For Whom…”s placering på listen kan jeg da også tilføje, at når man kan tage sig selv i at spille lufttrommer til Lars Ulrichs ellers redundante og forudsigelige præstationer bag tønderne, har Metallica uden tvivl lykkedes med et eller andet.

 

#6 – Battery (fra Master of Puppets, 1986)

“Battery” er et af de Metallica-numre, der i grunden er svært helt præcist at udpege de sublime sider ved. Det er heavy, tjek. Det går hurtigt, tjek. Og det kickstarter en af de bedste thrash-plader overhovedet, tjek.

Det er en af de Metallica-skæringer, der sidder på rygraden; som alle fans kender til døde, og som er et kærkomment indslag på enhver setliste – også selvom Lars ikke rigtig kan følge med længere.

Master of Puppets er kronjuvelen i Metallica-pladesamlingen, og hvis man starter fra toppen, og “Battery” er ens første møde med den klassiker af et thrash-album, ved man forhåbentlig udmærket, at man er på direkte kollisionskurs med en overdådig musikoplevelse fyldt med udsøgt metal fra øverste hylde.

 

#5 – Blackened (fra …And Justice For All, 1986)

Fjerde og bedste åbningsnummer på en Metallica-skive kommer langsomt snigende ind på én og er faktisk et meget typisk Metallica-nummer på en – på daværende tidspunkt – meget atypisk Metallica-plade.

Det er også en forvarsel til et mere dystert skift i Hetfields lyriske udvikling. Hvor han tidligere havde berørt drab og død på et mere konkret niveau, ryger han på …And Justice for All endnu et trin opad på den abstraktionsstige, som han var begyndt at forcere på den forrige plade. Pludselig forholder han sig til planetens uundgåelig endeligt frem for selve destruktionsøjeblikket og krigens følgevirkninger frem for selve krigen, og det vidner om et mere modent band, der hviler i sig selv og stoler på, at deres tilhængere vil omfavne den nye stil.

Men selvfølgelig bliver man nødt til at starte et velkendt sted, og selvom “Blackened” trækker på Metallicas mest effektive virkemidler, er det – for bandets vedkommende – stadig et lidt for sikkert udspil.

 

#4 – …And Justice For All (fra …And Justice For All, 1986)

“…And Justice For All” er enten en langgaber eller en genistreg alt efter, hvordan man vælger at se på det. Jeg vælger sidstnævnte, og har faktisk nummeret som min egen personlige favorit, når det kommer til stykket.

Det er her, hvor Metallica for alvor begynder at presse grænserne for, hvad de kan tillade sig – som jeg nævnte i forrige indslag – men her er det med 9 minutter og 47 sekunders udstrakte lækkerier om grådige kapitalister og alskens økonomisk uret.

Det er hverken Hetfield, Hammett, Ulrich eller Newsteds bedste bidrag til Metallicas bagkatalog, men i det mindste tør de, og “…And Justice For All” er et af de mest essentielle og vellykkede bidrag til den mere brogede del af bandets diskografi.

 

#3 – One (fra …And Justice For All, 1986)

“One” er ikke bare på tredjepladsen, fordi den indeholder Kirk Hammetts bedste solo. Den er på tredjepladsen, fordi den er Metallicas mest helstøbte komposition til dato. Punktum.

Den sofistikerede intro med maskingeværssalverne, helikopteren og den udechifrerbare midt-i-en-krigszone-dialog, der brat overtages af det markant nedtonede guitarsamspil, hører til Metallicas mest essentielle øjeblikke. Før Hetfield gør sin entré, og mellem versene er der tilmed nærmest en helt opløftende stemning at spore i musikken, der komplimenterer den deprimerende lyrik om krigens rædsler. Nå ja; og så er der jo selvfølgelig også den sidste halvdel.

Og hold nu op, hvor er det stærk sangskrivning: Hetfield brøler om at miste sine lemmer og være fængslet i mørket, mens resten af instrumentsiden har udviklet sig til et ondt og frådende krigsmonster. Pludselig bryder Hammett ind med sin førnævnte, bedste solo, før bandet i fællesskab vender tilbage til udgangspunktet og brat slutter til et implicit ekko om, at krig sgu er noget lort.

 

#2 – Seek & Destroy (fra Kill ‘Em All, 1983)

Ak ja, ingen Metallica top 10 uden hymnen, sortien, klassikeren, Metallicas “Free Bird” og meget mere. “Seek & Destroy” er Metallica, og så er den næsten ikke længere.

Der er en eller anden lækker genkendelsesglæde ved at stå til en Metallica-koncert og bare vide, hvad det hele ender med. “Searchiiiiiiing… Seek and De-Stroy!” siger man nærmest til sig selv – og så ved man altså, at man har med et vaskeægte “anthem” at gøre.

Akkurat som med Rage Against the Machine, så er der sgu noget forsimplet over “Seek & Destroy”, som simpelthen ikke kan få mig til at placere den øverst på listen. Anerkendelsen over sangen betydning for ikke bare Metallica men for thrash-genren som helhed er dog stadig enorm herfra. Skulle der laves en metalkanon, ville der i hvert fald kun være ét Metallica-nummer, der ville være en mere oplagt kandidat.

 

#1 – Master of Puppets (fra Master of Puppets, 1986)

1986 er det mest suveræne år for metal-genren. Det satte nye standarder for, hvad metal som kunstform kunne, og Master of Puppets er til dato stadig en af de mest gennemførte metalskiver nogensinde.

Titelnummeret er dér, hvor Metallica adskiller sig fra ikke bare The Big Four, men fra stort set alle thrash-konkurrenterne – det fornemmeste eksempel på et metalband i absolut zen, der forener fee’ mædl’ med fængende lyrik, uden at det på noget tidspunkt bliver andet end eminent.

Selvom den næppe er mere genkendeligt blandt den almene befolkning end “Enter Sandman” og “Nothing Else Matters” eller mere ikonisk end “Seek & Destroy”, er “Master of Puppets” dér, hvor flest kan enes om, at Metallica var bedst – om de kan lide prinsessefornærmede Lars, Yeah!mes, Kedelige Kirk og det fjerde medlem eller ej. 30 år efter udgivelsen, står Master of Puppets lige så stærkt som i 1986.

Mærkater: , , , , ,