Anmeldelse af Kerry King på Hades, Copenhell. D. 21/06-24.
Kerry levede mere på navn end på gavn og reelt indhold, da han spillede på Hades-scenen til årets Copenhell.
Foto: Bastian Madsen.
Endnu engang får Copenhell besøg af en soloartist fra et større band, som kan plaske sit eget navn på årets program. Denne gang er der tale om Slayer-guitaristen Kerry King, og publikum er mødt nogenlunde talstærkt op foran Hades-scenen.
Den står naturligvis på thrash. Det er ikke just fordi Kerry King har noget helt nyt og anderledes gemt i de ærmer, han aldrig går med. Selv numrene fra solo-projektets debutalbum lyder sådan som man kan forvente det. Det er metervare-thrash, sådan som vi desværre ofte har været vant til det fra Kerry Kings side.
At man navngiver et band efter guitaristen virker ligeledes en kende underligt, når denne guitarist på ingen måde forsøger at tale til sit publikum eller agere frontperson. Totalt modsat Tom Morello i går, der var rigtigt god til at tale selv til sit publikum. Man har simpelthen bare valgt et navn der kan sælge.
Bandet kommer ikke synderligt godt ud over scenekanten, ligesom sammenspillet virker en kende tyndt og uinspirerende. På de forreste rækker er der dog sporadisk moshpit, der først udvider sig, når der bliver spillet gamle Slayer-numre. Det er hvad publikum er her for, det er hvad der reklameres for i kraft af navnet, og det ved gruppen også godt. Derfor kommer det absolut heller ikke som en overraskelse, at publikum først rigtigt kommer i gang til numre som “Disciple” og “Raining Blood”.
Lyden er tør og hæftig, sådan som den gerne skal være det til thrash. Dette fungerer absolut, hvilket (desværre) også hjælper en til at kunne høre hvor ofte, der ikke bliver spillet tight, ligesom man bliver blæst igennem af uinteressant soli. Ikke at soloer nogensind har været Kerry Kings force; men stadig.
Kerry King virker i dag mest af alt som et Cash Grab, hvor manden der lægger navn til projektet på ingen måde virker interesseret, i at skulle henvende sig til sit publikum. Lidt fest opstår der til Slayer-numrene, men koncerten ender alligevel ud i at være en gang middelmådig thrash.
“Kerry on my wayward son, there’ll be peace when you are done.”
Arkivfoto: Slayer 2018 af Mathilde Maria Rønshof/mathildemariaroenshof.com
