Anmeldelse af: Terror, i Pumpehuset, Kbh. D. 28 juli 2024.
Alt Terror gør, bliver gjort på den hårde måde, og det viste de med strålende voldsparathed i Pumpehusets lille sal.
Foto: Louise Petersen
Det er ikke længe siden, Terror sidst spillede i Danmark og rev Tøjhuset (i Fredericia) fra hinanden, som var det hardcore direkte fra 90’erne, og nu er de tilbage i Pumpehusets lille sal for at gøre præcis det samme som sidst. Eller bare det, de konsekvent har formået at gøre, siden formationen af bandet i starten af 00’erne.
Lige netop dét er en af årsagerne til, hvorfor jeg synes, Terror er så unægteligt god
hardcore: De var ikke de første til at gøre det, men alligevel har de formået at opnå
legendestatus inden for genren, der gør dem usammenlignelige.
For hardcorens præmisser udfylder Terror alle kravene. Yderligere udfylder de også
kravene for teorien om biologisk udvikling og naturlig selektion. I den forstand, at pitten til deres koncerter vitterligt er betegnelsen på Herbert Spencers udtryk “survival of the fittest”.
Du skal være godt forberedt, før du træder ind i den uafbrudt bevægende kødbunke af
svedige koncertgængere, fordi du kommer til at slå dig. Det er dog uden, det går hen at bliver macho Brian-typer, der skal puffe sig op og spille smarte som et selvtillidsboost. Det pointerer frontmand, Scott Vogel, også med “Today there will be no tough-guy-shit! Respect each other!”
Ren overlevelse
Når svedet flyver, adrenalinen pumper, og guitarriffs og vokalstykker tonser derudaf i et lydbillede tungere end din fitness’ tungeste dumbell, er det fuldstændig umuligt at stå stille.
Det er både grundet spillestedets omstændigheder med utrolig begrænset frirum, men også den bemærkelsesværdige aggression, Terror formår at forvolde i publikum. Terrors numre indeholder nemlig alle de ting, der gør hardcore godt: Hurtige, rå og hæsblæsende passager, men også andre, hvor tempoet bliver sænket, trommerne er i fokus, og folk, der two-stepper, for alvor får muligheden for at vise deres kompetencer, som i nummeret “Overcome”
Terror er ikke nyskabende, når det kommer til hardcore. Du kan ikke kalde dem
epokegørende eller specielt innovative. Derimod kan man holde dem op mod så meget andet hardcore og nøgternt konkludere, hvordan de upartisk er bedre end alternativet – det gælder på plade, men især også live.
Koncerten er alt andet end behersket, og jeg ved ikke, hvornår koncerten rammer dens zenit, når det kommer til publikums energiniveau. Der er lige så mange energiudladninger, armsving og stagedives i starten af koncerten, som der er i slutningen. Eneste forskel er, at mod slut er alle gennemblødte og bange for, at den næste sang er den sidste.
Dog er Terrors korte og koncise sæt noget af det, der gør dem så tiltalende. Hvis man
havde fået et længere Terror-set, kunne det godt gå hen at miste sin charme. Man skal have det i små doser, da det er sådan, det er mest effektivt. Og så findes der heller ikke nogen, der ville kunne holde til meget mere.
Terror kører altid på den hårde måde, og deres shows handler om ren overlevelse. Vi
overlevede i Pumpehuset og håber på, at Terror overlever længe nok til at komme igen. Snart.
Lifesick
Det var ellers planen også at anmelde opvarmningen med Lifesick, men jeg var nødt til at gå kort inden i koncerten og fik ikke set det hele/nok til, jeg ville kunne komme med en ordentlig helhedsbedømmelse.
Se galleriet fra Louise Petersen her:
Terror
