Anmeldelse af Flogging Molly, VoxHall, Aarhus d. 29/07-24.

Der var godt gang i dansen, da amerikanske Flogging Molly lagde vejen forbi smilets by, hvor den blev kørt ind med den gode irske charme, som amerikanerne er evigt leveringsdygtige i.

Arkivfoto: Mark Stoumann.

Det er mandag, temperaturen er høj, og der kommer fint besøg fra Los Angeles-gruppen med de keltiske inspirationer: Flogging Molly. Det er blevet tid til at støve sixpencen af og komme ud for at svinge træbenet til en god gang riverdance, når forsanger Dave King i muntert humør spiller op til fest sammen med sit velspillende band. syv-kløveren går på scenen med det fremragende fængende og ikke mindst danse venlige ’Drunken Lullabies’ og så er stemningen ligesom sat for aftenen. Der skal synges og der skal danses til den store guldmedalje, og med sange som ‘Devil’s Dancefloor’, ‘Salty Dog’, ‘Swagger’, og ‘If I Ever Leave This World Alive’ i ens bagkatalog er forholdene bestemt gunstige.

Til trods for at det er mandag, så er der et utroligt godt fremmøde på VoxHall her til aften. Selv balkonen er åben så de fremmødte har mulighed for god udsigt. Luften er tyk af den gode velkendte dunst af humle-bryg, særligt de blomstrede IPA kan mærkes i atmosfæren på det varme spillested. Folk er i fest humør, og musikken spiller i høj grad op til netop denne fest.

Festen er også i top på de forreste rækker, hvor der konstant danses, hoppes og hujes til musikken. King formår på fornuftig og morsom vis at fange aftenens publikum med sin irske charme. Der bliver sågar delt lidt ud af irsk bryg fra scenen. King er i den grad i øjenhøjde med sit publikum, og henvender sig tit til enkeltpersoner, og får dedikeret sange til både crew of tilstedeværende publikummer. Det bliver til tider næsten for meget af det gode, men charmen er der da.

Bandet spiller fremragende, og der er kun yderst sjældent musikalsk slinger i valsen her til aften. Et problem der dog opstår for denne anmelder i forbindelse med musikken, er at den ofte bliver lidt for ensformig. Flogging Molly har sådan ca. to forskellige rytmer de spiller i, og derfra varieres der egentlig bare i tempo. Musikken bliver til tider lidt for ensformig og skabelon-agtig. Formen på de forskellige numre er næsten konsekvent den samme, og man bliver derfor som beskuer aldrig rigtigt overrasket. Man har hele tiden en idé om hvad der kommer om lidt; på både godt og ondt. Musikken er dejligt let spiselig, og denne tilgængelighed og forudsigelighed er helt klart også med til at få publikum lidt op i gear. Når man har en idé om hvad der kommer om lidt, så er man også forberedt til at kunne reagere på forhånd.

Til trods for at der ikke er den store variation i gruppens musik, er det måske netop dette publikum vil have. Flogging Molly har en ret særpræget stil imellem det keltisk/irsk inspirerede folkemusik og den punkede del af rocken. Ikke helt ulig bands som Dropkick Murphys. Hos Flogging Molly virker det irske bare lige lidt mere autentisk, særligt i kraft af Kings dialekt.

Lyden spiller glimrende med den lidt skramlede musik, og til trods for en iboende frygt for at de mere folkelige instrumenter som banjo, harmonika, og fløjter ikke går klart nok igennem mixet, gøres til skamme.

Flogging Molly leverer en fremragende, ja måske endda eksemplarisk koncert i det festlige hjørne denne mandag aften på VoxHall. Ganske vist bliver det musikalsk lidt ufarligt, men gruppens fremtræden og opførelse af musikken bærer en enorm charme, som virkelig får syv-kløveren til at skinne.