Anmeldelse af Evergrey + Cyhra, d. 17.08.24, i Pumpehuset, Kbh. 

Knap var Copenhagen Metal Fest overstået, før den næste musikalske oplevelse ventede på mig. Jeg brokker mig bestemt ikke over dette.

Foto: Gabriel Rasmussen

Det er Sverige, der kommer på besøg, og jeg havde glædet mig meget til dette show. Jeg har en del historie med begge bands, så at de har fundet sammen på Emptiness Over Scandinavia-tournéen, er i mine øjne ret fantastisk. 

Jeg gætter på, at vi skal være i den lille sal i Pumpehuset, da der ikke ligefrem er mødt mange op denne aften. Men nej, showet skal foregå ovenpå. Frem med mobil-notesblokken og op foran scenen.

Cyhra

Efter Jesper Strömblad (rytmeguitar) forlod In Flames, var han med til at danne denne melodiske supergruppe, der også består af Jake E. (vokal), Alex Landenburg (trommer), Euge Valovirta (leadguitar) og Marcus Sunesson (guitar). I disse dage spiller Strömblad bass og har ikke optrådt live med Cyhra en del tid, da han har arbejdet meget på sine personlige problemer. Masser af varme tanker sendes herfra til legenden. På bas denne aften har vi i stedet Mr. ASUS.

Cyhra gør sig i den meget melodiske og poppede metal, og lige siden den første single “Karma” fra debutalbummet, Letters To Myself (2017), har jeg været stor fan, da denne form for musik falder lige i min smag. For mig er det ret stort at se dem, mon andre har det på samme måde?

Salen er meget tom, da musikerne træder, og “Ashlight” fra The Vertigo Trigger (2023) bliver spillet. En lidt rolig åbner, ganske vist et flot nummer, men jeg ville måske have valgt noget mere energisk at starte med. 

Jake E er dog under hele koncerten god til at komme helt tæt på de forreste række, og han bemærker da hurtigt, at denne anmelder kan alle ordene til aftenens numre. Der er dog ikke mange, der har stiftet bekendtskab med Cyhra at dømme ud fra responsen på deres sing along-toner. 

“Man of Eternal Rain” fra No Halos In Hell (2019) er et til af de mere stille numre, selvom det indeholder flotte soloer og bestemt har en trist dragende vibe, så får det ikke mere gang i publikum. Men gæsterne klapper og jubler da høfligt alligevel.

Jake E bemærker smilende, at der knækkes guitarstrenge for vores skyld, og at vi meget gerne må komme tættere på. Et par stykker adlyder, og “1.000.000 Fahrenheit” virker til at ruske mere op i stemningen. Sangeren har i aften godt styr på sin stemme og rammer alle de toner, der kræves af hans stemmeregister. Jeg så ham aldrig, da han var en del af Amaranthe, så det her er lidt af en personlig milepæl for mig.

“This is our first time in Denmark, so we will remember you as you left us,” driller Jake. Vi skal kramme personen ved siden af os og huske på at støtte og passe på hinanden. Ingen kan vist være uenig i dette budskab. “Battle From Within” bliver dedikeret til frontmandens bror, der har haft sine egne kampe. Et stærkt nummer og en sympatisk gestus. Vi har også ramt de steder på setlisten, hvor musikken har løftet sig fra at være alt for nede på jorden.

Ofte er Jake helt nede i knæ foran dem, der gerne vil lytte, og det er fedt, at han kommer tæt på os og drager os ekstra ind i musikken. Under den festlige “Ready To Rumble” formår frontmanden at få gæsterne med på det enormt catchy omkvæd.”

Er der noget, Cyhra kan uanset tempoet, så er det at skrive nogle eminente hooks, og da den medrivende intense “Karma” spilles, så virker det faktisk til, at flere og flere er trukket tættere på. Særligt en anden fan står ved siden af mig, og sammen synger vi højlydt ind i mikrofonen, når den bliver rakt til os.

Under “Here To Save You” kæmper Jake en lille smule med stemme, men jeg er så meget inde i teksten, at jeg knapt bemærker dette + den lækre solo gør også sit for at holde mit fokus fastlåst på en af mine favoritnumre.

Lyden er lidt rodet foran, men jeg nænner ikke at gå. “Out Of My Life” er sidste sang, og nu skal mine lunger vist også have en pause. Det var en kamp op ad bakke, men Cyhra tog udfordringen op, og jeg håber, at de kommer tilbage, hvor at vi måske er lidt flere til at støtte op om dem. Jeg gætter dog alligevel på, at de fik lidt flere fans i DK efter i aften.

Evergrey

Da jeg stadig i begyndelsen af mit metal-liv var faret lykkelig vild inden for alle de genrer, metalkultur byder på, så faldt jeg over Torn (2006), og dette blev et af de skelsættende albums, der skulle være med til at forme min smag inden for progressiv powermetal. Siden da har jeg lyttet fast til dem, og den nyeste skive fra i år, Theories of Emptiness, har været lidt af en genistreg fra et band, der i forvejen har et tårnhøjt niveau.

De spillede en meget mudret plads helt op på Wacken Open Air 2023, og jeg har set meget frem til endnu en aften i fordybelse med Henrik Danhage (guitar, backing vokal), Rikard Zander (keyboard, backing vokal), Simen Sandnes (trommer), Johan Niemann (bas, backing vokal) og Tom S. Englund (vokal, guitar).

Da jeg kommer ovenpå i salen efter en smøg og finder mine svenske venner oppe, går det hurtigt op for mig, hvorfor Evergrey skulle bruge den store sal. Udover et banner med artworket fra From Dark Discoveries To Heartless Portraits – A Life In Metal (2023) så er der intet mindre end tre skærme placeret på scenen. 

Trommerne og keyboardet er på hver sit podie placeret henholdsvis i højre og venstre side af scenen. Dette skaber en helt særlig form for symmetri og opbygning af showet, der skal vise sig at være meget effektiv. 

En stemme fortæller os, at der er tre minutter, til koncerten starter, og et ur tæller ned, imens de hvide synapser fra det nye albumcover dukker frem på skærmene. Fra 3 til 2 til 1 minut hopper timeren rundt til alle de interaktive tavler, og frem kommer Evergrey.

Strobelyset går i gang sammen med alskens andre farver, og der åbnes med den emotionelle “Falling From the Sun”. Allerede fra start af viser svenskerne, at de er i deres livsform. De bevæger sig meget rundt på scenen med kæmpe smil og pjatter med hinanden på den bedste måde som livslange venner, og så rammer de med hver eneste solo nye højder for, hvad det kan vrænges ud af en guitar. Tak til Englund og Danhage, de herrer forkæler os i aften.

Forsangeren sender mig et hyggeligt grin under åbningsnummeret, da min stemme allerede nu kommer på overarbejde. “Let me make one thing clear, I am going to speak English,” siger Englund. I aften har han et par livslektioner til os, fortæller han. En af dem er, at hvis du er deprimeret eller har det svært, så start et metalband med nogle af dine bedste venner. Jeg kunne ikke være mere enig! 

Fra “Say” til “Eternal Nocturnal” har Englunds karakteristiske, dramatiske og følsomme vokal fat i os samtidig med, at bandet udfører adskillige stunts ud i, hvor flot musik man kan skrive. Det her er måske lavet for den introverte, men det skal samtidig synges så højt som muligt. På skærmene toner billeder af et islandsk majestætisk landskab frem samt en stjernevrimmel.

Det hele giver en følelse af at være på rejse i en glitrende musikalsk dimension, kun dette band kan skabe. Sandnes stiller sig flere gange op og hamrer på sine trommer med en imponerende energi. Sikke en spillelyst. Englund driller ham med, at han er fra Norge, og at de slet ikke har råd til ham. Vi skal forresten huske ikke at lade vores børn spille trommer, det larmer og er alt for dyrt.

“A Silent Arc” fra The Atlantic (2019) er bevægende, før en af mine favoritsange “Call Out the Dark” fra A Heartless Portrait (The Orphean Testament) (2022) blæser ud imod os, som efterårsblade hen ad en øde, ensom og isoleret vej. Her skal også lyde særlig ros til Zander, hvis keyboard kommer til sin velfortjente ret i netop dette nummer. Han er med til at skabe en stor del af atmosfæren hos Evergrey, og når han ikke spiller, hopper han ned og krammer sine bandkammerater eller headbanger foran os. 

Det er en seance, hvor man står og synger med i sine egne tanker og finder fred for en stund. Vi kunne have været langt flere, men vi, der er tilstede, er fortabt i et ocean af følelser og kunstneriske smukke melodier. “One Heart” inviterer til fællessang, og med teksterne på skærmene løfter vi vores stemmer sammen. 

Så mange følelser har defineret 2024 for mig som en rutsjebanetur ud i prøvelser og trængsler, men også fyldt året med mange vigtige, sjove og gyldne minder. Med Evergrey som soundtrack kan jeg se det hele passere forbi mine øjne, og da den tunge “Weightless” efterfølges af min absolutte favorit, “Where August Mourns”, er min stemme tæt på at knække flere gange, og jeg vidste næsten ikke, at jeg kunne smile så meget i min egen melankoli. 

“Save Us” lukker hovedsættet, og efter kort tid at have forladt scenen kommer bandet naturligvis igen, og imens der afspilles billeder af alle deres album bag dem, får vi “A Touch of Blessing”. Adskillige nede på gulvet er helt opslugt, og triumferende er den kolossale “King Errors” fra Hymns For the Broken (2014) med til at slutte aftenen, troede jeg. 

For det er den betryggende, varme og næsten opløftende “Our Way Through Silence”, der sender os hjem. Jeg er nu helt foran Englund, og jeg føler, at det hele nok skal gå, og at selv med alle de omveje jeg har taget i livet, så skal jeg nok finde lykken og kærligheden. 

Tak, Evergrey! Det her er et af de bands, jeg ville vise til folk, der ikke forstår heavy metal for at få dem til at mærke, hvor meget dybde og kompleksitet, der findes i denne genre, og hvor meget håb og liv det kan give.