Anmeldelse af: Earn Your Scars – Earn Your Scars. Udgivelse d. 27. september 2024, selvudgivet.

Der er nok en del, der kender det med at sætte en plade på, og selvom det er en ny plade, så lyder den som noget, man har hørt før. Dette er tilfældet for Earn Your Scars’ nye plade. Pladen, med samme titel, strækker sig over ni korte og hårdtslående sange.

Det, vi har fat i her, er det helt traditionelle og klassiske hardcore. Det er hård vokal, hurtig tempo og korte sange, og det skal lige siges, at der på ingen måde er noget dårligt ved det klassiske og velkendte. Der sker dog bare det, at pladen ender med at gå lidt i sig selv.

Det er ikke fordi, pladen ikke er god, men efter et par numre, der ellers er relative korte, sidder man lidt med en følelse af at høre den samme sang, som man gjorde for fem minutter siden. Det er desværre noget, der trækker lidt ned i pladens helhed. Man ender hurtigt med at sætte hjernen og ørene lidt på auto, og musikken ender med at være lidt i baggrunden, på trods af man sidder og lytter aktivt.

Det er igen ikke, fordi at pladen er dårlig, det er den bestemt ikke, og elsker man den gode gamle form for hardcore, er pladen som skabt til en, det er dog desværre sådan, at den forsvinder lidt i den hardcore, som Danmark ellers har at byde på. Vi har nemlig rigtig mange spændende og anderledes hardcore-bands, som virkeligt leger med genren hardcore og skubber til både deres grænser, men også til musikkens grænser.

Pladen ligger dog rigtigt stræk lyrisk- samt energimæssigt. Det skal ikke gå nogen forbi, at der er smæk på, og ordene, vi både finder på dansk og engelsk, sidder liger i skabet, i forhold til hele den attitude, der både er på pladen, men også fra bandet i helhed. Det giver også pladen en masse liv, for ikke nok med at vi har den kendte energi fra hardcore, så giver måden, hvorpå ordene bliver levet på, også pladen sin helt egen ting, som fungerer rigtigt godt igennem hele pladen.

Alt i alt er det en stræk plade, men det er også en plade, der holder sig til de velkendte hardcore-linjer, hvilket der bestemt ikke er noget galt med, men det ville ikke have skadet at inkludere lidt flere prøvede ting og skubbe deres grænser lidt. Dog er det en super fin plade, der på trods af dette binder elementerne i musikken super fint sammen.