Anmeldelse af 1349 – The Wolf & the King, udgivet via Season of Mist, d. 11/10-2024.

1349 formår ikke at banke rigtigt igennem på deres seneste udspil, The Wolf & the King.

Norske 1349 er tilbage med et nyt udspil, og der er i den grad dømt black metal-galore. Desværre af den mindre interessante og uinspirerende del af genren.

Der lægges klassisk fra start med en lækkert spillet trommeintro på “The God Devourer” og Olav “Ravn” Bergenes hæse og slimede vokal åbenbarer sig hurtigt for lytterens ører. Det lyder som det skal, eller gør det nu også helt det? Der er noget mærkeligt ved den her plade.

Man bemærker hurtigt, at produktionen virker mærkelig og rodet på dette album. Instrumenterne kæmper for meget med hinanden i mixet, og lydbilledet bliver enormt rodet af det, ligesom flere detaljer særligt fra guitarernes hurtigere riffs går nærmest totalt tabt. Lyden på selve instrumenterne er heller ikke synderligt fed med guitarer, der ikke formår rigtigt at skære igennem de overdøvende trommer og den hæse vokal. Der sker for meget i musikken til, at produktionen skal være så rodet og dynamisk.

For der sker nemlig meget i musikken. De to guitarer spiller ofte op imod hinanden, og når dette fungerer, så er The Wolf & the King en fornøjelse at lytte til. 1349 kan det godt, når de virkelig vil, og der opstår bestemt også passager på dette album, hvor det spiller for bandet. Desværre er det bare kun i passager, og numrene antager sig generelt anonym karakter og fremstår lidt ligegyldige og ujævne. Når det fungerer for bandet, er det særligt i den mere simple og knap så hurtige del af gruppens virke. Der fungerer produktionen nogenlunde, og det tunge rammer øregangen som en god og solid lyd-næve.

Gruppens musikalske evner fejler bestemt ikke noget, som det f.eks. kan høres i det voldsomme solo-stykke i “Inferior Pathways”. Guitarerne leveres skarpt, og trommerne voldsomt og stramt. Det er stærkt spillet, omend det musikalsk stadig er en kende rodet. Derudover er numrene generelt heller ikke særligt interessante. Sammensætningen af riffs fremstår til tider akavede og snublende. Der er ikke megen dynamik at spore i sammenspillet igennem pladen heller, hvor der kun sporadisk skrues en anelse ned.

Der kæmpes som sagt om lydbilledet, og blander man dette rod med musik, der oftest ikke rigtigt formår at blive interessant, så er man desværre ude i en tynd omgang. En tynd omgang, der helt bestemt besidder potentiale, men dette potentiale indfries aldrig rigtigt.

1349 leverer med The Wolf & the King et ujævnt og rodet album, som aldrig formår rigtigt at vaske igennem dette end dog til trods for, at albummet bestemt har sine øjeblikke. Det spiller absolut bedst for gruppen på dette album, når det bliver tungt. Produktionen tillader desværre ikke rigtigt de hurtigere og voldsomme stykker, uden at lytteren blot overfaldet af en mur.