Alice Cooper

Rå og civiliserede kreationer

-

Anmeldelse af: Dizzy Mizz Lizzy – Alter Echo. Release 20. marts 2020 via Colombia / Sony Music. 

 

I 90’erne brød Dizzy Mizz Lizzy lydmuren, i 00’erne var det Tim Christensen solo, der var i fokus, og i 10’erne kom Dizzy tilbage. 20’erne ser ud til også at blive Dizzys årti. 

 

Man kan ikke sige dansk rock, uden ikke også at sige Dizzy Mizz Lizzy og Tim Christensen. De favner lige så bredt som Roskilde Festival, så det er altid spændende at høre, hvor poppede/rockede Dizzy er blevet efter mange år i øvelokalet og på livescenerne. I sommer spillede Dizzy på Grøn Koncert i hele landet – jeg så dem i Valbyparken. Det var en stor oplevelse både nostalgisk og musikalsk, som jeg gav 5 stjerner. Læs anmeldelsen HER.

Forward In Reverse (fra 2016) var et fænomenalt comeback-album, hvor der både var plads til hårde, bløde og instrumentale numre. “Say It To Me Anyway”, “Something So Familar”, “Love At Second Sight” og “I Would If I Could, But I Can’t” var øjeblikkelige mesterværker på niveau med “Waterline”, “Silverflame”, “11:07 PM” og “Love Is a Loser’s Game”. Den selvbetitlede debut var meget rocket, hvor Rotator var en my mere poppet og poetisk, og Christensens John Lennon-fascination blev meget tydelig. 

Alter Echo indledes af introen, “The Ricochet”, og lyrikken “Oh no what a ricochet”, før den går over i singlen “In The Blood”. Martin Nielsen på bas, Søren Friis på trommer og Tim Christensen på guitar og vokal cementerer allerede nu deres tilbagekomst og værd. I albumversionen er introen længere end singleversionen, hvilket kun er med til at opbygge stemningen endnu mere – specielt med de tunge stortrommer og basgange. Det er mørkt, tungt og hæftigt og det går direkte i blodbanerne! “In The Blood” er med andre ord blevet en del af Dizzys førnævnte evergreens.

I “The Middle” synges “I’m getting closer to a place I’ve never been, Closer to you, Say you don’t need me, Say that you don’t really mean it now, And I will feel much better”. Det bliver spillet med sådan en nerve, at jeg bliver helt rørt. Også selvom det egentlig er en kærlighedssang, så føles det så meget mere end “bare” det. Jeg kan genkende den ambivalente følelse af at være midten af et drama, man på den ene side gerne være en del af, men på en anden side orker man det heller ikke. Kontrasten mellem de dystre instrumentale og Christensens lyse, klare stemme er en perfekt balance ligesom yin og yang.

Det 22 minutter lange nummer “Amelia”, der er delt op i fem dele, åbner smukt ud med guitarsolo, Christensens sårbare vokal og strygere for alle pengene. “Part 1 – Nothing They Do, They Do For You” indledes med spørgsmålet: “Has anyone seen Amelia?” Det bliver aldrig helt besvaret, heldigvis, så der er mere op til fantasien/fortolkningen i løbet af de næste tyve minutter. 

“Part 2 – The Path Of The Least Existence” er næsten lidt metal-agtig med endnu tungere riffs og melodi.

“Part 3 – Lights Out” er mere beroligende som en vuggevise, men på den gode hypnotiserende måde, hvor man glemmer alt andet i denne verden. 

På “Part 4 – All The Saints Are Sinners” bliver den lyriske sløjfe bundet og pakket flot ind, og man kan sidde og blive rørt over den sidste strofe “Say a prayer for Amelia”.

“Part 5 – Alter Echo” afsluttes smukt med en instrumental nummer, der på nogle punkter minder om “Frey” og “Mindgasm” fra det foregående album – man sidder tilbage med samme overvældende følelse. Jeg kan kun håbe på, at Dizzy tager sig tiden til at spille “Amelia” i sin helhed live – Jeg er sikker på, at det vil være en stor totaloplevelse. Jeg glæder mig til at se dem 17. april i Royal Arena, så jeg håber bare, at Corona ikke aflyser det. 

Denne udgivelse og specielt “Amelia” er Tims, Sørens og Martins livsværk. Når man skal skrive deres nekrolog, vil man fremhæve Alter Echo som deres livsbedrift, på samme måde som f.eks. “Imagine” blev et af John Lennons hovedværker. 

Selvom det er tidligt i 2020, er Alter Echo bestemt en kandidat til at blive årets danske album. Det musikalske, kreative og rockede niveau er tårnhøjt. Jeg er sikker på, at jeg kan lytte til pladen om nogle år uden at være træt af det og blive lige så berørt – ligesom med Nightwishs Endless Forms Most Beautiful, Slipknots The Gray Chapter og Magtens Korridorers Halvt Til Helt. Der er så mange lag, at man kan blive ved med at finde nye elementer i musikken at fokusere på.

Derfor får Dizzy og Alter Echo de største 5 stjerner! 

 

Trackliste:
1. The Ricochet
2. In The Blood
3. Boy Doom
4. In The Middle
5. California Rain
Amelia:
6. Part 1 – Nothing They Do, They Do For You
7. Part 2 – The Path Of The Least Existence
8. Part 3 – Lights Out
9. Part 4 – All The Saints Are Sinners
10. Part 5 – Alter Echo

REVIEW OVERVIEW

Dizzy Mizz Lizzy - Alter Echo

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories