Anmeldelse af Ghøstkid, Within Destruction + SETYØURSAILS, d. 09.10.24, i Pumpehuset, Kbh.

Det skal dog alligevel siges, at jeg meldte mig til at skrive om denne koncert, da Our Hollow Our Home blev annonceret som main support.

Foto: Gabriel Rasmussen.

Desværre gik bandet i opløsning efter 10 år, selv efter at en ny line-up var etableret. Jeg nåede heldigvis at fange bandets eneste danske show på Rust i 2022. 

Hvorom alt er så var jeg egentlig ikke specielt engageret i de resterende bands, men jeg nåede at lytte lidt til aftenens headliner og det gjorde da at jeg alligevel så lidt frem til denne nye musik. Men hvad med de resterende artister på denne tour?

En kort koncertpause var ovre, og jeg cyklede imod Pumpehuset. Ganske vist vil man nogle gange gerne blive hjemme og lave frikadeller og brun sovs, i fantastisk selskab, men det trak i mig, men en aftale er en aftale jeg ville også gerne blive blæst sonisk igennem.

SETYØURSAILS

Tyskerne Jules Mitch (vokal), André Alves Rodriguez (guitar), Nicolai Hoch (bas) og Henrik Kellershohn (trommer) har udgivet 3 albums, Enough (2018), Nightfall (2022) og Bad Blood fra i år. De er signet på Napalm Records og har optrådt på festivaler som With Full Force og Summerbreeze. Nu står deres danske debutshow for døren.

Musikken er en meget poleret version af metalcore med masser af clean vokal og Mitch har en god energi og med smil og entusiasme interagere hun fint med publikum i løbet af koncerten. “Are you awake?” spørger forsangerinden og responsen er udmærket. Vokalisten tager glad en telefon fra en gæst på den forreste række og filmer sig selv og rundt fra scenen. Hun får også gået tæt på en kvindelig fan oppe foran der tydeligvis nyder musikken i stor stil. 

“Halo” er måske en lettere forudsigelig sang, men den balancerer den lettilgængelige core fint. Det er meget poppet, men derfor er det stadig veludført. Der klappes i takt og diverse breakdowns fuldfører deres mission uden at være direkte overvældende. 

Der er en lille smule backing track til Mitches stemme, men ikke noget der overdøver hendes fine toner. Hun siger, at hun godt ved, at de fleste ikke er her for at høre dem, hvortil den kvindelige fan oppe foran hjubler for at vise at hun helt bestemt er. Dette sættes der naturligvis pris på. 

“Bad Company” er en groovy satan, der er let at headbange til med sit bouncy tempo og er uden tvivl det bedste nummer fra gruppen. Deres bassist hopper ned på gulvet til os og en mindre pit bliver startet. 

“Fckoff” er nem at skrige med på og jeg tror at næste gang at SETYØURSAILS er på besøg i vores kongerige så vil de tiltrække flere folk en der er i den halvtomme sal. Man skal ikke kimse af evnen til at starte en fest.

Within Destruction

Det næste band har jeg hørt lidt om før, eller jeg har set billeder fra deres Deathwish (2018) album inde på YouTube kanalen Brutal Slam Worldwide. Udover dette har jeg ikke fået lyttet til gruppen, men jeg forventer da at det kan blive aftenens hårdeste indslag med Luka Vezzosi (trommer), Rob Rupnik (vokal) og Howard Fang (guitar, backing vokal).

Strobelyset blinker vildt inden musikken starter. Rupnik har en dyb led growl og et par pig squels får han også ytret igennem showet + spoken word. Vi skal råbe med på følgende sætning “I don’t give a fuck if you hate me cause I already hate myself” og der hoppes godt med. Gæsterne er tydeligvis klar på at svede. 

Kontakten til publikum og viljen til at gennemtæske os musikalsk afspejles fint i crowdsufere og i den heftige pit, på trods af det lidt minimale besøgstal.  Hvad der dog kommer bag på mig er hvor meget clean vokal der er med i sangene fra Fang. Flere steder går vi fra deathcore over i metalcore. 

Så det her er altså blødere sine steder end jeg havde troet. Det skal stadig nævnes at undertegnede får headbanget så meget til Within Destruction at jeg stadig lidt kan mærke det imens jeg skriver denne artikel.

Da der er lyd problemer leger Rupnik en leg med os hvor vi kan spørge hvad ord hedder på Slovensk, siden trekløveret kommer derfra. En hyggelig joke og alle ler af de af og til bizarre forslag der skal oversættes.

Det her er på mange måder generisk musik med rap growl og andre elementer der er hørt før mange steder. Men når forsangeren crowdsurfer ud og når vi råber med på “Deathwish” så kan jeg ikke være andet end godt underholdt af de tre showmen. Point for fuld indlevelse og engagement. 

GHØSTKID

Så er vi her, med det nye projekt fra Sebastian “Sushi” Biesler”, tidligere sanger i Eskimo Callboy (det hed Electric Callboy stadig dengang han var med i bandet). Vokalisten har samlet en gruppe musikere, Steve Joakim (trommer), Danny Güldener (guitar), og Stanislaw Czywill (bas) og indtil videre udgivet 2 albums. GHØSTKID (2020) og HOLLYWOOD SUICIDE fra i år.

Der er et podie og på scenen og da bandet kommer ind er det i fuld hvid goth horror make up, læderjakker og hætter. Gennemførte kostumer. Musikken ligger sig imellem de 2 forrige grupper i forhold til balancen imellem pop og aggression. Czywill er hurtigt på gulvet og der bliver moshet til “BLACK CLOUD”, “FSU” og “CRØWN”. Vores hænder er i vejret og Biesler besidder faktisk en ret god clean vokal der har sin egen lille kant.

Czywill og Güldener får placeret sig ude midt på gulvet og så circle pitter vi rundt om dem. Skægt og til stor effekt. Lightere og telefoner skal også svinges, dette er musik der også danser med det sårbare. En god del af setlisten er da også til den mere rolige side og ofte i midten af koncerten står vi og lytter/kigger mere end vi pitter. GHØSTKID kan få os til at gå amok og synge med på catchy “SUPERNØVA” og den flabede “START A FIGHT”. Ved siden af er der også dybe stunder som med “HEAVY RAIN” der handler om toxic forhold. Her får jeg leveret mig ekstra ind i musikken.

En side effekt til dette lidt brede felt er dog at publikum ikke altid ved hvilken stemning vi skal være i og i hvor lang tid. Det er på sin egen måde spændende nok, men folk står også lidt rådvilde flere gange og afventende. “VALERIE” er Biesler alene på scenen til et EDM beat, et fint interlude. 

Til sidst kommer der et lille wall of death og vi skal ned og sidde og derefter hoppe op. Med disse stunts og til tonerne af “HOLLYWOOD SUICIDE” og “THE SICKNESS” lykkes det GHØSTKID at give showet lidt mere adrenalin til sidst. Czywill er også ude og crowdsufere på gæsterne. 

Flere har dog forladt salen. Det var en udemærket optræden der dog bar præg af at Bieslers projekt ikke altid ved hvilken fod det skal stå på. Musikken fejlede til gengæld intet.