Alice Cooper

Stenet skal du genopstå!

-

  • Beastmaker
  • Stoned Jesus
3.8

Stoned Jesus + Beastmaker, Stengade, 2/10-2017

Ukrainske Stoned Jesus indtog spillestedet Stengade på Nørrebro, hvor de skulle spille deres velansete gennembrudsalbum, Seven Thunders Roars. På trods af stor forsinkelse blev den en stor succes med fed stemning.

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Beastmaker
Jeg ankom til spillestedet halv ni mandag aften, altså tyve minutter før opvarmningen fra Beastmaker ifølge planen skulle starte. Desværre var heldet ikke med de kære stonere, der var draget tidligt til Stengade, da hovednavnet efter sigende havde siddet fast i trafikken i Tyskland og derved var blevet forsinkede. Så er det jo heldigt, at der er hyggelige mennesker, som man kan snakke med. Der blev købt en kold øl og mærket lidt på stemningen.

Lige under halvanden time forsinket skulle det hele ende med at blive. Stoned Jesus ankom først med deres grej ved halv ti tiden, og så var der ellers travlt!
Beastmaker endte med at komme på scenen cirka kvart over ti, og så var der altså dømt den vilde Sabbath-worship, og vi ved alle, at Sabbath-worship, er den bedste worship. Salen på Stengade var godt proppet under opvarmningen, og der var generelt en god stemning at spore. Der var faktisk så fyldt, at jeg desværre ikke selv så mit snit for at kunne smutte længere op foran. Der blev nikket anerkendende hos langt de fleste, hvor nogle endda nikkede så hårdt anerkendende, at der blev rystet hår.

Beastmaker besad nogle til tider virkelig fede riffs, og de to vokaler komplimenterede hinanden godt, om end de måske var lidt ens. Beastmakers soloer var ligeledes specielle i og med, at de var ufatteligt hurtige i forhold til musikken, der blev spillet. Det fungerede, men man kunne til tider godt savne noget mere afslappet og melodisk soli.

Koncerten føltes generelt som at komme en tur i øvelokalet både på det gode og på det onde. Stemningen var god og intim, hvor lyden desværre haltede efter. De, som har været med et band i et øvelokale, ved godt, at det ikke er den bedste lyd, man får her, og det var det bestemt heller ikke for Beastmaker, hvor alt mudrede lidt sammen i en store pærevælling. Det var bestemt en ulempe og dog alligevel en småcharmerende ulempe.

Midt i koncerten blev det nævnt fra scenen at det godt nok var varmt, og om ikke man kunne skaffe sanger og guitarist Trevor William Church et håndklæde. Af erfaring ved jeg godt hvor varmt det bliver på scenen inde på Stengade, og blev derfor glad for at se at Church fik et håndklæde efter et par numre.

Beastmaker fik bevist at Black Sabbath bestemt ikke har eksisteret forgæves! De leverede en glimrende koncert, med god energi og højoktan soli, men led desværre under dårlig lyd.

Stoned Jesus
Efter et kort change-over og en meget hurtig lydprøve, hvor man ved et uheld formåede at rykke bagtæppet ned, var Stoned Jesus klar.
Der var ikke så meget pis. Bandet lavede hurtig lyd, og så gik de ellers bare i gang med at spille. Der var ikke noget med, at de lige skulle af scenen for at skifte tøj eller lave en dramatisk introduktion. Hårdt og kontant, præcis sådan som man ofte kan savne koncerter. Det var uprætentiøst og alligevel effektivt.

Jeg havde til Stoned Jesus formået at snige mig helt op foran scenen, så løjerlighederne bedre kunne betragtes. Det specielle ved denne turne med Stoned Jesus er, at de skulle spille hele deres fremragende plade Seven Thunders Roars, da de fejrede femårsjubilæum. Det var måske lidt mystisk at vælge at hylde et kun fem år gammelt album, det er normalt først noget, man ser bands gøre, når deres albums er en del ældre. Det kan antages at have noget at gøre med, at albummet er så populært, og at det måske ville tiltrække flere mennesker at spille lige netop den?
Uanset grundlaget, viste det sig bestemt som værende en glimrende plan, da det havde trukket en god røvfuld mennesker ind på det lille spillested på Stengade.

Lyden havde fået et nøk opad i kvalitet i forhold til under Beastmaker. Dette var rigtigt lækkert, fordi der er rigtigt mange små detaljer at spore i Stoned Jesus’ musik, især når man tænker på, at de kun er tre personer i bandet. På trods af den forbedrede lyd var vi ikke ude i noget, som kan betragtes i nærheden af perfektion. Der blev favnet bredt, og fremvist en glimrende dynamik imellem de forskellige instrumenter. Musikalsk spillede bandet glimrende med få åbenlyse fejl. Vokalist og sanger, Igor, gjorde sig glimrende både som performer, hvor han fik leget rigtigt meget med trommeslageren. Han lod generelt til at være i sit es denne aften og fik derfor nemt publikum op på dupperne.

Stoned Jesus har igennem de seneste år fået en del opmærksomhed gennem YouTube, hvor deres fuldstændig fantastiske nummer ’’I Am the Mountain’’ florerer på adskillige stoner-playlister. Det var derfor også til stor jubel hos publikum, at Stoned Jesus spillede nummeret, som det sidste nummer i deres ordinære sæt. Da nummeret gik i gang, skulle der ikke gå langt tid, førend der begyndte at lugte brunt og brændt inde på det lille spillested. Sagt på en anden måde, var der i hvert fald blevet fyret nogle joints.

Der blev naturligvis brølet efter ekstranummer, som blev til ’’Here Comes the Robots’’ fra bandets seneste plade, The Harvest, fra 2015. Desværre betød den enorme forsinkelse tidligere på aftenen, at dette blev det sidste nummer fra Stoned Jesus. Koncerten føltes for kort, og man kunne bestemt godt have brugt mere tid i selskab med Stoned Jesus.

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier