Anmeldelse af: A Road To Damascus – No Man Is An Island. Release 9. august 2019 via Prime Collective.
Allerede ved første gennemlytning lyder danske A Road To Damascus (ARTD) som om, man har hørt det før. Det kan enten være godt og skidt, i dette tilfælde er det til den dårlige side.
ARTD har eksisteret siden 2009, har udgivet en debut-EP, to albums og turneret i det ganske danske land, men har endnu ikke fået deres store gennembrud. Det er synd, men når man hører deres nye EP, kan man godt høre, hvorfor det ikke er sket endnu.
De lyder som et pop-rocket bidrag til Eurovision Song Contest a la A Friend In London, da de vandt Dansk Melodi Grand Prix med “New Tomorrow” i 2013 eller Anti Social Media fra 2015 med “The Way You Are” eller Lighthouse X fra 2016 med “Soldiers Of Love”. Det er harmløs pop-rock, alle kan være med på, men hvor der mangler en klar modtager.
Så hvem er modtageren?
Er aldersgruppen 10-20 årige, der søger teenage-oprøret; 20-30 årige, der søger det progressive; 30-40 årige, der søger det mere velkendte eller en helt fjerde gruppe? Det besvarer ARTD ikke selv – det stikker i for mange retninger.
Der er ingen af de fire numre, man husker efter sidste nummer, og mit bud er, fordi de alle mangler gennemslagskraft. Det er virker uklart, hvor A Road To Damascus vil hen. Hvis de drømmer om et gennembrud, må de vove lidt mere. De må smide rutevejledningen ud, som mange andre pop-rock bands har brugt, og bestige nye bjerge, besøge nye lande og få ø-kuller, for så bliver det forhåbentlig mere spændende.
Trackliste:
No Man Is An Island
The Last Straw
Pieces
Sundays
