Anmeldelse af Red Warszawa + support, d. 03.10.25 i Amager Bio

Vi siger farvel til kongen af gale og geniale fjollerier.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Det blev året hvor vi mistede Ozzy Osbourne, Brent Hinds, Garth Hudson, David Johansen, Mike Peters og Tomas Lindberg. Og i samme åndedræt som disse ikoner nævnes, så er det også denne oktober i 2025 at Lækre Jens spiller sit sidste show med Red Warszawa.

Efter at have frontet bandet i 39 år, har den folkekære frontmand valgt at give stafetten videre og hellige sig sine andre projekter. Det er med et vist vemod at Amager Bio er komplet udsolgt i aften. Men stemningen er også til, at vi skal hylde de utallige tåbeligheder og platte guldkorn, som bandet med Jens har været garanti for. Men først noget opvarmning

X Teenage Rebels

Efter en tur på min favorit indiske restaurant med min kæreste og hendes søster triller vi af sted og ude foran er der proppet med mennesker, samt alskens flasker og dåser med alkohol og sprut. Der skal lades op til braget denne fredag. Jeg når ind i det første nummer hos punkerne, der ganske vist ikke er unge, men har bestemt energien som nogle sprælske rødder. De har udgivet to albums Still Rebel! (2013), Det Brænder På (2024) og en EP Vil Ikke Med (2021).

Vi bliver budt på dansksprogede flabetheder. Manon (vokal) råber uskønt med autoritet og Mathias (guitar, backing vokal og bas i Red Warszawa) får også sin tid i rampelyset som sanger i den sprælske “Kom Ud og Dans”. Lidt af en ørehænger.

Det er et sjovt bekendtskab, og selv om gæsterne gemmer det meste af deres energi til hovednavnet, så smiler man fjoget når et nummer bliver introduceret med “nu skal vi ud og spille pik”. Ja, nummeret hed “Pik”. Hverdagens frustrationer, problemer og vredesudbrud bliver luftet i teksterne og sammen med min bedste veninde, så får jeg bevæget mig over det hele til topkarakter. Det her er en solid lille fest.

Det er ikke stor kunst X Teenage Rebels laver, men der kyles alligevel flere små catchy soloer af fra scenen og engagementet fra bandet smitter af og de formår faktisk at fylde al pladsen godt ud. Der danses her og der + en lille mosh bliver det også til. De ofte politisk ladede tekster er fulde af potens og jeg kunne helt sikkert godt se det her på en mindre klub hvor intensiteten vil kunne mærkes lige i fjæset på en. I 15 år har gruppen leveret samfundskritik ledsaget af gedigen larm uden dikkedarer eller undskyldninger for noget som helst. Kan man ønske sig mere af PÅÅÅNK?

De Frigjorte

Jeg trækker mig tilbage imod trappen for at få et bedre udsyn over herlighederne. Næste band spiller en mere ligefrem udgave af rock. Med de to udgivelser Ja Tak (2019) og I Dagens Anledning (2022) er der god mulighed for en fin pose støj.

Det lyder i og for sig fint og jeg mærker at der er en søgen efter noget hit materiale der måske kunne køre på MyRock? Jeg oplever desværre, at der mangler en del i sangskrivningen, før at dette kan opnås. Jo, der går fodboldkor i den fra gruppen og fællessangen er næsten ved at være der. Jeg er dog ikke den eneste, der finder De Frigjortes optræden lidt mangelfuld. Der snakkes højlydt flere steder og gæsterne er ukoncentrerede.

Der hoppes lidt foran og det er da et hyggeligt bekendtskab med nogle musikere der tydeligvis er glade for at være her, men det er tit anonymt at være vidne til. Der mangler en identitet og et hook, der rigtig sætter sig fast. Jeg kan høre potentialet flere steder, men i det store hele forbliver det uforløst i denne omgang. Når det så er sagt, så er det en god pause imens vi venter på headlineren og så er den krydset af listen.

Red Warszawa

Hvad kan man sige om dette tossede orkester? De har i årtier skabt den ene folkekære dumme vise efter den anden, hvoraf flere efterhånden må betragtes som en slags dansk twilight-kulturkanon. Dannet i 1987 har gruppen transcenderet genrer heavy/rock/punk og skabt sig en bred fanbase der dyrker deres perverse skønne fordummende materiale.

Jeg boede i Camp Red Warszawa på Copenhell i et par år og nød den store dedikation fra den herlige flok, hvor sangene fra RW udført på ukulele i ren lejrbålsversion stadig er en stor kilde til klukken når jeg skriver disse linjer. Selv om jeg ikke altid har forstået eller været stor fan af RW, eller på den ene eller anden måde ikke har været en del af joken, så fik jeg her et indblik i hvordan de ramte lige i hjertet på mange andre og det åbnede alligevel mine øjne lidt. Jeg har set dem på Loppen, Musik Museet i København (af alle steder) og på Jailbreak 2023. Og nu er jeg her, hvor generationer af fans i alle aldre og stilarter tager afsked med Lækre Jens.

Jeg fik en porrer stukket i hånden af en ven som jeg har måttet gemme i mit venstre bukseben, for vagterne er strikse med at smide folk ud i aften, der har de efterhånden famøse grøntsager med (min ven fra Aalborg påstår at have startet denne trend). Alt fra kæmpe papmache-porrer til små strikkede er repræsenteret.

Et banner på scenen med Bertel Haarder med slagordene “risengrød eller pærer” sætter stemningen. Der er proppet i salen og adskillige er godt på vej til hvad jeg vil kalde en legendarisk brandert. Der er stor jubel og høje røster da “My Heart Will Go On” spilles ud af højtalerne og ind kommer Heavy Henning (guitar), Mytightass (bas), Morbus Crohn (trommer) og naturligvis, dagens mand i Fernet Branca Lækre Jens (vokal) iklædt sit bizarre kostume som en afvist GWAR-statist.

“Hurra Skolen Brænder” fra Hævi Mætal og Hass (1996) modtages med jubel og et bizart kor rejser sig imod RW og med armene i vejret er festen skudt af med maner og dedikation. Der crowdsurfes, selv om det er forbudt. Det kan man mene om hvad man vil, men hvis der ikke var nogen der sked på reglerne til netop dette show, ville jeg være blevet helt skuffet. Min egen porre flyver gennem luften, imens der er moshpit og circle pit.

Jeg står ude i højre side, men selv herfra kan jeg mærke hvor meget krudt der blive fyret af inde i midten. Til “Vild Med Pap” fra Lade (2020) skal emnet for nummeret da kastes ud til folk og en a capella om “Bagermester Jensen” skal vi heller ikke snydes for. Der grines og heppes af hurlumhejet. Det er set før på denne fordrukne karrusel, men netop alle minderne kulminerer i at der også er folk med våde øjne midt i alt kaosset. Følelserne er uden på tøjet i flere forstande.

Der hoppes vildt og “Den Sorte Garderobe” fra Skal Vi Lege Doktor (1998) introduceres som noget hard rock. Rulles bliver der ihvertfald i øl og skøre introer.

Således bliver det ved med “Tror Du Det Er For Sjov Jeg Drikker”, “Bollet Ihjel Af Hest” og sange om dyresex. Folk råber “JENS” i højere og højere og oppe på balkonen er der lavet et banner til ære for frontmanden. Min ven stavrer forbi mig og oplyser mig med et grin om at han må have en pause, da det er alt for vildt inde i moshen. Der bliver uden tvivl meget at huske for alle herinde.

“Generationen Der Ikke Må Heile” fra De 4 Årstider I Nordvest (2010) minder mig om at RW aldrig har været eller bliver stor kunst, men kæft det er sjovt. Klassikeren “Brøndby Strand” skaber en gigantisk fællessang der næsten må have kunnet høres ude på gaden, og jeg selv råber så højt jeg kan. Adskille ekstranumre skal der til og “Husk At Drikke Vand” + “Skinboi” er med til at toppe den bøvede ekstase.

Den nye sanger Trailer Swift kommer ind og synger duet med Jens og til sidst takker dagens mand mange, mange gange for støtten gennem alle årene og for at have givet bandet og ham så meget kærlighed. Han kan nærmest ikke stoppe sin tale, og man får en halv klump i halsen. Det var meget mere end tomme vitser det hele. Der var et budskab gemt som blev taget imod af 1000 vis.

Der kunne godt have været gjort mere ud af sceneshowet og løssluppenheden. Måske nogle flere skuespillere eller kostumer eller løjer for at markere det her lidt mere og jeg savnede “Metadonmix Fra Maribo”.

Men RW er ikke et band hvor alt for mange rekvisitter er en prioritet og numrene denne aften sørgede i alt deres basale ikonik for at sætte et solidt punktum for et kapitel i dansk musikhistorie. For better or for worse var den tonedøve Lækre Jens en trubadur der altid vil have en stor plads hos mange. Man skal da holde øje med hans soloprojekt Conchita Pølse samt nye band Jens og Ogginokkerne for flere sprøde sangtekster og dybdegående filosofi.

Brølet og hyldesten den aften i Amager Bio vil jeg sent glemme. Fuld fortjent, fulde fans og fuldstændig fantastisk stemning!

Se galleriet, taget af Magnus Karms Blichfeldt, herunder