Alice Cooper

Kaotisk pletskud

-

Anmeldelse af: Oxx – The Primordial Blues, udgivet via Nefarious Industries d. 18/08-23

Den aarhusianske trip Oxx rammer plet på flere parametre med deres nye skive, The Primordial Blues, hvor der i høj grad bliver skudt med skarpt.

 

Til trods for at Oxx er et lokalt band i egnen, hvor jeg selv bor, og jeg har hørt meget godt om gruppen, er de alligevel på mystisk vis gået min næse lidt forbi. På papiret ligner det jo ellers noget, der vil falde i meget god jord hos mig. Avantgarde hardcore er en beskrivelse, jeg har set flere steder, og for mit vedkommende er denne betegnelse omtrent lige så interessant, som den er vag. Er der noget, der er spændende, så er det, når bands udfordrer konventionerne. Alligevel er det også en vag beskrivelse, for hvad er avantgarde, udover at det betyder, at andre mærkater er svære, hvis ikke umulige at sætte på? Avantgarde er på mange måder et vagt og udvisket begreb, men alligevel er det et utroligt præciserende begreb – også når det kommer til dette album.

The Primordial Blues forholder sig ikke kun til en eller to genrer, men blander elementer fra alverdens genrer ind i et stort progressivt og ofte dissonant metallisk virvar, og, nøj, hvor fungerer det bare. Albummet er generelt præget af kaos, men i dette kaos er der også utroligt mange velfungerende idéer, ligesom at følelserne får frit spil igennem hele albummets desværre kun lige over 38 minutters spilletid. Til trods for at 38 minutter for mit vedkommende føles kort, så er det formentlig den perfekte længde for, at man ikke også skræmmer lytteren væk, for Oxx er bestemt ikke noget, som er helt let at sluge. Der er godt med kalorier på dette album, og skulle man sammenligne det med et måltid, vil de fleste formentlig sidde med meat sweats efter dette måltid.

Lytteren bliver bombarderet med indtryk hele vejen igennem pladen, hvor der kun ganske sporadisk bliver plads til pusterum. Bandet blander lidt lækkert stryger ind på albummets titelnummer, og dette spiller faktisk rigtigt godt i forhold til musikken og den stemning, som resten af albummet besidder. Det er ambitiøst, dystert og pirrende for sanserne.

Oxx har på The Primordial Blues utroligt mange idéer, og dette danner et avantgarde og progressivt smadret lydbillede, som blæser lytteren omkuld. Der er til mange genlyt på dette album, såfremt man er klar til vanvid, da man konstant kan lægge mærke til nye detaljer igennem pladen. Til tider føles musikken næsten som jazz med distortion, fordi bandet spiller så lækkert og alligevel dissonant, som det ofte gør. Alligevel mestrer Oxx også grooves, som det blandt andet ses i “The Fishing Village”, hvor det tunge virkelig sætter sig i karakter. De skæve taktarter igennem albummet holder ligeledes lytteren på sine tæer.

Produktionen på pladen er heldigvis ganske dynamisk, og alligevel passende grovkornet i forhold til musikken. Til trods for at der nærmest konsekvent er smæk for skillingen, så bliver ørerne ikke trætte af det akrobatiske sammenspil, netop fordi lydbilledet er dejligt varieret. Guitaren er til trods for at være utroligt tør i sin lyd ganske klar i sin lyd, og man mærker hver tone. Trommerne vasker godt igennem, og bassen har en lækker afrundet bund, men får ligeledes lov til at fylde ud i lydbilledet, alt imens den skrålede vokal vækker minder om den mere klassiske hardcore eller sludge. Til trods for det musikalske virvar er produktionen tilpas lækker og nuanceret til, at alt går igennem, uden at det bliver for pænt. Det er en svær balancegang at ramme, men The Primordial Blues lyder i den grad godt.

Oxx kræver noget af lytteren på The Primordial Blues, der dårligt kan fungere som baggrundsmusik, da den ikke bare kræver, men også tager fokus. Man får ikke lov til rigtigt at føle sig helt på plads i musikken på noget tidspunkt, for det skal hurtigt videre og ofte på ret uforudsigelige måder. Dette vil helt klart ikke være alles kop te, men personligt elsker jeg, når musik kan overraske og forbløffe med sine små finurligheder, og dette gør Oxx så vanvittigt godt på dette album. Med dette værk har bandet begået sig lidt af en musikalsk genistreg, som dog formentlig desværre aldrig bliver noget for de fleste.

ANTAL STJERNER

Oxx - The Primordial Blues

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Oxx – The Primordial Blues, udgivet via Nefarious Industries d. 18/08-23 Den aarhusianske trip Oxx rammer plet på flere parametre med deres nye skive, The Primordial Blues, hvor der i høj grad bliver skudt med skarpt.   Til trods for at Oxx er et lokalt...Kaotisk pletskud