Anmeldelse af Imperial Triumphant + support, d. 18.08.25 i Lille Vega

På en højhellig mandag nød jeg solen i Enghaveparken i mine Pestilectomy shorts og nye 3 XXXL grønne blæksprutte-skjorte (dekadent som at gå i kimono) inden showstart.

Foto: Lykke Photo

Jeg begynder at kunne se enden på august og som sædvanlig er det en travl måned og denne uge kommer til at følge trop. Dage spækket med indtryk skal til at tage sin begyndelse og i godt selskab stiller jeg mig klar oppe foran scenen.

FROSTBITT

Som navnet antyder kommer dette band fra Norge og blev dannet i 2012. De har udgivet 3 albums, Frostbit (2020), Solbrent (2018) og senest Machine Destroy (2023). Nu besøger de Danmark for første gang.

Jeg vil starte med det gode (der er ikke meget) for medlemmerne kan godt spille deres instrumenter. Det lykkes dem et par gange at opnå et tempo og en hektisk energi, der næsten giver mig lyst til at rykke lidt med hovedet. Når de smider hæmningerne og hamrer igennem, kommer de tættest på en opskrift, der fungerer.

Men for pokker, hvor er det samlede indtryk dårligt. De vil både spille nu-metal med en guitarist, der har hevet riffs op af Korns kasserede idéskuffe, og samtidig have mathcore-elementer med ind i mikset. Dette lyder næsten ubeskriveligt elendigt, da de ikke er i stand til at sammensætte de to genrer til andet end en grød, der virker totalt retningsløs, samt irriterende og forvirrende. En mere fejlslagen hybrid skal man lede længe efter.

Værst er dog deres vokalist. Når han ikke klynker i bedste 00’er metalstil eller hvisker om lignende ligegyldigheder, så forsøger han sig med nogle korte råbe-skrig der ikke har snerten af kraft bag sig. Det giver mest et indtryk af, at han på ingen måde har en vokalkontrol, der er bedre end den første dag i øvelokalet. Hans forsøg på at synge rent er dog endnu mere jammerligt og hver gang han åbner munden og giver sig i kast med dette, må jeg næsten kigge væk så pinligt ringe, lyder det.

Hans totale mangel på evner trækker resten af gruppen ned i en enorm grad, når enkelte momenter af rent faktisk musik viser sig i deres forfejlede genre kombi-materiale.

Navnet havde antydet noget black metal og jeg må indrømme at jeg hellere vil have hørt et tredjerangs-panda-band stå og hive blasfemiske satan-klichéer frem akkompagneret af elendig produktion fremfor at skulle have udstået FROSTBITT og deres miskmask der aldrig skulle have eksisteret.

Fyr jeres forsanger og prøv at genopfinde jer selv. Indtil videre den værste koncert i 2025.

Car Bomb

Sidst jeg så Michael Dafferner (vokal), Jon Modell (bas), Greg Kubacki (guitar) og Elliot Hoffman (trommer) var med Code Orange og Gojira i samme bygning i Store Vega i 2017. Som tiden flyver. Det er svært at huske noget fra den koncert, udover at jeg ikke kunne finde rundt i amerikanernes lyd dengang. Jeg håber at jeg, her mange år efter, er trænet til at kunne nyde deres mathcore mere.

Når man snakker om struktur i musik, så er der tit en idé om en formel der på sin vis dikterer hvordan man skriver sange. Man kan afvige fra denne opskrift mere eller mindre. Eller man kan brænde den og pisse på asken som Car Bomb.

Deres fuldstændig uhæmmede numre bryder alle barrierer for hvordan man kunne tro at rytmer kunne skrues sammen og samtidig dissekeres. De er overjordisk overlegne, når deres knusende tunge materiale vælter Lille Vega. Så mange halsbrækkende temposkift skal vi igennem hvert minut og samtidig er det ulogisk teknisk godt udført.

Man kan nærmest ikke headbange til det her. Ikke fordi man ikke har lyst, men det er simpelthen tæt på umuligt at forudsige, hvor det næste stykke vil tage os hen på denne voldsomme rejse. Dekonstruktionen af musikalske algoritmer foregår simpelthen lige foran os.

Det er et brutalt kalkuleret angreb når vi observerer de mange soniske transformationer som Car Bomb med en næsten legende selvfølgelighed eksekverer på scenen med den nye single “Blindsides” + ” From the Dust of This Planet” fra Meta (2016) og “Shattered Spores” fra Mordial (2019). Intet mindre end imponerende.

Daffeners stemme er brølende og ledsager de instrumentale færdigheder hos hans bandmedlemmer perfekt. Når han synger rent giver det plads til en eftertænksom stemning, inden maskingevær riffene brager igen i uskønt harmonisk galskab.

Der kommer lidt moshpit, men de fleste af os står mere stille og prøver at tage oplevelsen ind med alle sanser. I de små kunstpauser hygge snakkes der om Daffeners fortid i musicals og andre anekdoter tilføjet en godmodig humor. Gruppen virker søde og nede på jorden. En helt rar kontrast til deres vilde repertoire og stemningen i salen rammer en balance, der både er afslappet og intens, hvor alle kan finde sig til rette. En svær kunst at mestre.

Man skulle ikke have været nogle andre steder, og da der lukkes af med “Lower the Blade”, “Dissect Yourself” og “Secrets Within” råber publikum kun på mere. I sandhed en stor bedrift.

Imperial Triumphant

Som en solid tradition er det tid til den årlige koncert med avantgarde-metallerne. I 2022 så jeg dem på Hotel Cecil og både i 2023 og 2024 i Basement, der jo som bekendt også hører til dette etablissement. Siden sidst har Zachery Ezrin (vokal, guitar), Kenny Grohowski (trommer) og Steve Blanco (bas, vokal) udgivet det nye album Goldstar (2025) og jeg var parat til endnu en tur til deres gyser-futuristiske dimension.

Det kan være overvældende på sin egen måde at være vidne til trekløveret fra New Yorks sammensmeltning af blackened death metal og fusionsjazz. Som sædvanlig giver de udtryksløse forgyldte masker af Apollo (Ezrin), Hecate (Grohowski) og Baal (Blanco) en aura af dominerende foragt og dommedagskult. Musikken holder sig på ingen måde tilbage for at bakke kostumerne op. Ezrin har en næsten grombriansk primitiv vokal, der med sine udgydelser leder os tættere på et ubehageligt nirvana.

Det er alt andet end banalt at lytte til, og der jongleres med vanvittige uortodokse numre som “Lexington Delirium” og “Gomorrah Nouveaux” fra Goldstar + “Devst Est Machina” fra Abominamentvm (2012) og “Atomic Age” fra Alphaville (2020). Det har en manisk trancedanende grusomhed over sig, når Imperial Triumphant hensynsløst lader “Pleasuredome” og “Transmission To Mercury” fylde salen.

Men stadig er intet overladt til tilfældighederne, kun musikere med så meget talent ville kunne optræde med så krævende et bagkatalog.

Det føles lidt som om de fleste var her for Car Bomb, og Lille Vega er en smule tommere. Dette påvirker ikke headlinerne der sprøjter champagne på deres fans, som de plejer i en af pauserne. En grynet kaotisk bassolo fra Blanco giver et mindre afbræk fra de ekvilibristiske stunts.

Der kommunikeres ikke meget udover igennem en robotstemme fra Ezrin i starten og til slut. Jeg har set det her en del gange efterhånden og selv om gruppens sagtens kunne fylde den større scene ud, så er en smule af det bizarre ved amerikanerne forsvundet lidt efter 4 koncerter. Dette betyder på ingen måde at det ikke var godt, men blot ikke overvældende.

“Hotel Sphinx” og “Eye of Mars” høster et bifald, der var mere end fortjent og lukkede en aften hvor de to hovedbands fik udfordret os alle på den bedst mulige måde. Ikke musik for den forbipasserende, men for dem et åbent sind var der alt at vinde.

Se galleriet af Lykke Nielsen herunder