Anmeldelse af Lordi + All For Metal. Pumpehuset, Kbh. D. 17. marts 2024.

Man kan sige meget negativt om Lordi, deres mange sange, kostumer, koncepter og albums, men man kan ikke tage deres humor fra dem. Og heldigvis for det – det er nok det, der har holdt dem i live.

Foto: Anders Groos Mikkelsen.

Efter en overraskende lang (og langsom) kø til merch-boden var alle vist klar til at høre All For Metal og Lordi. Aftenens første supportband, Supreme Unbeing, aflyste desværre deres koncert pga. sygdom.

All For Metal

Hvis man skulle forklare ikke-metalheads, hvad powermetal er, kunne man med lethed fremhæve dette band. Udfordringen/problemet er dog, at de ikke begrænser sig til ét undertema; der er referencer til både Mad Max, vikinger, fantasy-rollespil og guder i alle afskygninger.

Growleren, Tim “Tetzel” Wagner (der havde optegnet sixpack på sin sixpack) og clean-tenoren, Antonio Calanna, komplementerer egentlig hinanden ret godt – det bliver bare så karikeret, når den ene synger, så går den anden rundt på scenen og “hygger” sig med de andre bandmedlemmer, som om de ikke koncentrerede sig om at spille. Wagner er også både influencer og bodybuilder, hvilket sidstnævnte ikke var til at overse denne aften. Specielt da han tog en forhammer frem under “Raise Your Hammer” og poserede med den, som om den var virkelig tung at løfte.

Efterfølgende var det Calannas opgave at prøve at løfte hammeren, for at se om han var ‘værdig’. Det var han som ventet ikke, men den kvindelige guitarist, Jasmin Pabst, kunne med lethed. Selvom det måske skulle være sjovt, var det bare akavet. Selv lydteknikerne så ud til at kede sig undervejs.

Det var åbenbart All For Metals anden turné efter deres første sidste sommer, så de var (naturligvis) glad for at varme op for Lordi. Men de trænger til lidt live-træning. Også da de reklamerede for deres merchandise-bod, hvor de næsten kom til at lyde ensomme, da de opfordrede publikum til at hænge ud, drikke en øl og snakke med dem efter koncerten. Det var også lidt trist, da Calanna tog deres egen t-shirt på og kort tid efter kastede den ud til publikum.

Efter at have sunget omkvædet til “Born in Valhalla” – som lyder ligesom titlen – adskillige gange, instruerede de lidt unødvendigt publikum i, hvordan teksten lød. Så kom alle da i hvert fald med på vognen. Det hele lød endda som om, det var playback. Powerballaden “Legends Never Die” var decideret pinlig, da den handler om alle dem, som ikke er her mere, men stadig er i vores hjerter. Hele sætlistens sangtitler bevidner banaliteterne, der står i kø.

Trommeslageren, Leif Jensen, og guitaristen, Florian Toma, havde halv-masker på, der virkede lige så komiske, men for billige i forhold til Lordis og Slipknots masker.
I forhold til andre power/folkmetalbands har All For Metal ikke et unikt instrument, sprog eller andet trademark, som Týrs færøske sprog, Korpiklaanis banjo eller Svartsots fløjte. “Hear the Drum” starter ellers lovende ud med heftige trommer, men går lynhurtigt i glemslen.

For fans af Manowar, HammerFall og Amon Amarth var All For Metal måske helt “perfekt”, men det blev bare lidt for komisk. Det eneste, koncerten manglede, var bare, at publikum skulle lave Alestorms robåd-manøvre og Slipknots sid ned og hop op-trick, før der var metal-banko. Jeg var i tvivl, om jeg skulle give All For Metal én eller to stjerner, men fordi jeg stod tilbage med en akavet, pinlig følelse, får de kun én stjerne, ligesom da Mötley Crüe spillede på Copenhell.

All For Metal sætliste:

All for Metal
Fury of the Gods
Raise Your Hammer
Born in Valhalla
Prophecy of Hope
Mountain of Power
Hear the Drum
Legends Never Die
Gods of Metal
Goddess of War

Lordi

I år er det 20 år siden, The Monsterican Dream blev udgivet(!) Det blev markeret i aftenens koncert med primært sange fra dét album, deres seneste, Screem Writers Guild (2023), og som Mr. Lordi selv sagde: “Den dér sang” (altså “Hard Rock Halleluja”). Lordi har i alt udgivet 19 studiealbums, så det ville være umuligt at have sange med hvert album. Derfor var det også et glædeligt genhør med den “gamle traver”.

En kutteklædt statist gik på scenen efter en lidt for langtrukkent intro med blinkende lys og en ukendelig sang, der blev spillet fra ende til anden. Statisten mimede til playback-introen fra Screem Writers Guild uden mikrofon på, men for fuld lydstyrke. Langt om længe gik det over og i gang med “The Unliving Picture Show” og “Lucyfer Prime Evil”. Det var tydeligt, at publikummet var kommet for at se Lordi i modsætning til sidste år til Sabaton. Alle sang/klappede/deltog, selvom det også var lidt stillestående dans.

Trommeslageren, Mana, stod for den første solo – en Star Wars-tribute, som alle kunne nynne med på. Stortrommerne havde rotérbare frontdele, hvilket var sært dragende. De tre andre, keyboardspiller, guitarist og bassist, fik også tid til at lave en solo. Det var meget sympatisk, nu da Mr. Lordi stod for al publikumskontakt.

Mana og keyboardspilleren, Hella, var placeret mellem kulisser, forhæng og udstyr. Specielt Hella virkede lidt klemt inde, men det skyldtes nok mest Pumpehusets relativt lille scene. Det var ærgerligt.

Den kutteklædte statist og en anden statist besøgte scenen igen, men deres tilstedeværelse var mere ligegyldig end Eurovision Song Contest, men resten af showet blev båret hjem af deres andre mere dramatiske virkemidler (børnekranie, røg-spyende slange og zombie-brud bl.a.) og catchy sange. Mr. Lordi komplimenterede også publikums “Lordi! Lordi! Lordi”-tilråb/sang flere gange.

“Thing In A Cage” og “Kalmageddon” blev højdepunkterne, der både repræsenterer freakshow-vildskaben og dommedagsballaden, som begge er Lordis signaturlyd. Bassen i “Kalmageddon” var lige så hypnotiserende som bassisten, Hiisis’ øjne, der lyste i mørket. Hiisis kemi med guitaristen, Kone, var charmerende og stjal showet flere gange, selvom det var nonverbalt. Det er voldsomt banalt at synge med på “This freak show needs a geek like me / Forsaken” i “Thing In A Cage”, men er er effektivt som bare pokker!

Sætlisten bestod af ikke mindre end 16 numre plus fire soli på i alt en time og tre kvarter. Det var to, tre for mange numre fra The Monsterican Dream (“Children Of The Night”, “Wake The Snake” og “Shotgun Divorce”). De kunne med fordel have spillet “It Snows In Hell”, “Naked In My Cellar”, “Like a Bee to the Honey” eller andre nyere numre for at veksle mere i diskografien.

Koncerten var på nogle punkter bedre end sidste år, men på nogle sange blev koncertens tempo desværre trukket lidt ned, så de to koncerter er på samme, høje niveau. Alle kunne være med – respekt for det! Aftenens slogan må derfor være: Alle for Lordi og Lordi for alle!

Lordi sætliste: