At være eller ikke at være kommercielle

Anmeldelse af: Sabaton m.fl. Royal Arena, Kbh. 30. april 2023.

“The War To End All Wars” blev til “The Tour To End All Tours”, selvom dette ikke var en afskedstour. Men det kunne det musikalsk godt virke som om.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

I 1657-1660 belejrede og stormede Sverige København og Danmark under den første og anden Karl Gustav-krig. Danmark tabte første krig, men vandt den anden, hvor Bornholm blev tilbageerobret. D. 30. april 2023 vandt Sverige og Sabaton (igen), men det var ikke uden tab.

Lordi

Sidst, Lordi var i Danmark var i 2007, i Amager Bio. Siden har de turneret mange gange i Europa herunder i Sverige og Tyskland, men de har aldrig besøgt vores land igen. Indtil nu. Spoiler alert: Jeg erklærer mig selv inhabil i at give en sober, objektiv anmeldelse, da jeg har et meget personligt forhold til Lordi, men jeg skal prøve at beherske mig.

Med den seneste single, “Dead Again Jayne”, startede koncerten. Måske skulle de have startet med en ældre og lidt mere kendt single, så begejstringen måske ville have været større, da det gik i gang. For ved den efterfølgende “Would You Love a Monsterman” gik festen for alvor i gang, og publikum var meget mere med. Sådan var det (desværre) også med “Blood Red Sandman”, “Devil Is A Loser” og selvfølgelig “Hard Rock Halleluja”.

Forsanger Mr. Lordi talte hyppigt til publikum med en tongue in cheek-humor, hvor han ikke lagde skjul på, at de havde ét job: At svede nosserne af publikum, som han selv så malerisk beskrev. Men alle grinede, og de løftede den ellers mere gennemsnitlige 80’er-inspirerede metal-sange.

Det er ingen hemmelighed, at Mr. Lordi er inspireret af Kiss, Alice Cooper og andet 80’er-heavy metal, så hvis man er ikke er til den type af glam hard rock, så ville man ikke nyde hverken koncerten eller deres musik i øvrigt, men så var man som koncertgænger også gået forkert i byen denne aften. Lordis nyeste medlem, guitaristen Kone, viste flere gange sit værd, og det var en behagelig fornøjelse – ligesom at høre deres seneste album Screem Writers Guild fra tidligere i år.

Hvis Lordi ikke jokede og charmerede så meget undervejs, ville koncerten nok kun få tre stjerner, men fordi Mr. Lordi reddede showet for resten af bandet, der optrådte lidt mere anonym, får Lordi fire stjerner.

Lordi sætliste:

Intro
Dead Again Jayne
Would You Love a Monsterman?
Thing in the Cage
Blood Red Sandman
Lucyfer Prime Evil
Devil Is a Loser
Who’s Your Daddy?
Hard Rock Hallelujah

Babymetal

Da koncertturnéen blev annonceret for år tilbage, var mongolske The Hu special guests i stedet for japanske Babymetal. Personligt var jeg ærgerlig over udskiftningen, men glædede mig alligevel til at se det japanske fænomen.

Til en meget episk intro gik det maskerede “backingband” på scenen, efterfulgt af de tre piger. Baggrundsmusikerne lignede lidt Ghosts navneløse Ghouls, men her stoppede ligheden ellers også. Melodierne var meget tungere, end hvad jeg havde forventet efter at have hørt dem hjemme på anlægget – på den gode måde. Det var vokalen ikke.

Babymetal er såkaldt kawaiicore/J-pop metal, bestående af Suzaka “Su-metal” Nakamoto (vokal og danser), Moa “Moametal” Kikuschi (scream og danser) og Yui “Momometal” Mizuno (scream og danser). Forsangeren, Suzaka, stod i midten og dansede lige så pænt som de to andre og sang egentlig ganske godt, men de to andre “screamere” hverken growlede eller screamede som et “typisk” metalband. Men dette er heller ikke et typisk metalband.

De tre første numre smeltede lidt sammen, men da de spillede “Pa Pa Ya”, blev festknappen skruet endnu højere op, og mange publikummer hoppede endnu mere foran scenen og var tydeligt meget optaget af det hele. Babymetals dansetrin og fagter var meget velkoreograferet, som man skulle tro, at intet kunne gå galt.

Men så, i afslutningen af “Monochrome”, forsvandt lyden helt, og pigerne prøvede længe at snakke til publikummer med deres døde mikrofoner. Der gik, hvad der føltes som et par minutter, før de vinkede farvel til publikum og forlod scenen. Men heldigvis kom de hurtigt tilbage på scenen og spillede de sidste to numre.

Denne afbrydelse var både en forbandelse og velsignelse. Velsignelse, fordi den viste, at alt ikke var så timet og tilrettelagt, som man fik indtryk af, men også en forbandelse, fordi den tog luften ud af heliumsballonen. Hvis ikke der var denne fejl, ville Babymetal måske have fået en endnu lavere karakter. Så derfor får Babymetal tre stjerner.

Babymetal sætliste:

Intro
Babymetal Death
Distortion
Megitsune
Pa Pa Ya!!
Metalizm
Monochrome
Gimme Chocolate!!
Road of Resistance

Sabaton

Sabatons historieformidling af krige og historiebrug kan enten anses som eksistentiel for os som mennesker, når der er krig andre steder i verden, eller bare som en kommerciel indtjeningskilde, hvor krigens rædsler bliver glorificerede og gjort til en underholdningsmaskine. Under aftenens koncert kunne jeg undgå at have den følelse, at Sabaton er blevet en kommerciel underholdningsmaskine, som udvikler sig lidt for lidt.

Under introen fortalte en speakerstemme, hvad det var der skete, som ledte til Første Verdenskrig: Mordet på Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914.

Noget fyrværkeri blev tændt lidt for tidligt, men kort efter fortsatte den afbrudte fortælling, og så øjeblikke senere blev en hel røvfuld pyro tændt, og så gik showet i gang! På scenen var der placeret bl.a. en tank (med trommesættet på) og to udkigsposter/podier. Både “Ghost Divison” og “Bismarck” sørgede for at publikum ikke stod stille, men i min optik var det først under “The Last Stand”, det virkelig tog fart. Undervejs kom der forskellige skuespillere/statister ind på scenen, oftest som soldater, og de fyrede den næsten lige så meget af, som bandet gjorde. Det jo var fedt for showet, men de stjal også spotlightet lidt for mange gange. Det var som om, metalkoncerten udviklede sig til en teaterkoncert, hvor sangene var sekundære.

Forsanger, Joakim Brodén, som desværre bar solbriller under hele koncerten, havde en lidt for kort vokal-rækkevidde. Stemmen varierede næsten ikke undervejs, han var meget monoton – også da han fik en gasmaske på og sang indeni den!

Alle sange fungerede virkelig godt live – publikum elskede vist at høre både de nye og de gamle, hvilket jeg overhørte fra en anden, at dét var savnet efter tournéer med udelukkende nye numre. Men én sang var lidt malplaceret denne aften: juleballaden “Christmas Truce”. Det er egentlig en fin sang, men det virkede underligt med en julesang i april måned – så hellere en mere “sæsonneutral” sang som “A Lifetime Of War”, ”En Livstid I Krig” eller “Blood of Bannockburn”, hvis det skulle være noget helt andet med sækkepiber.

Under ekstranumrene blev det sidste krudt bogstavelig talt brændt af, og under “Swedish Pagans” blev Sabaton næsten forvandlet til Amon Amarth. Både Sabaton og Amon Amarth er historiefortællere af et nationalromantisk syn på historien om både vikinger og soldater. Det skreg af klichéer!

Sabaton skal dog have ros for at tale svensk til os denne aften i modsætning til andre svenske bands, så var det en ægte nabo-fællesskabsfølelse det skabte. Tak for dét.

At være eller ikke at være kommerciel – det er spørgsmålet, når man er et metalband. Eller “to beast or not to beast”, som Lordi selv kaldte det på albummet af netop dét navn.

Lordi var meget kommercielle i årene efter Eurovision Song Contest i 2006, men er nu “bare” nørdede. Babymetal er primært kommercielle med deres J-pop-stil, blandet med lidt andel-metal. Sabaton er lige dele kommercielle og videnskabelige historienørder. Sabaton måtte gerne være endnu mere historienørdede med mere fokus på musikken og mindre showbiz-kommercielle stunts. Mine høje forventninger til Sabaton blev indfriet, men ikke meget mere end det.

Se et galleri fra aftenen herunder af Anders Groos Mikkelsen. Grundet fotoforbud, måtte man ikke tages billeder af Babymetal.

Sabaton setlist