Lordi laver monstrøs guilty pleasure

I 2021 udgav Lordi det syv-dobbelte album, Lordiversity, hvor de bedste var Superflytrap og Humanimals, de dårligste var Abusement Park og Abracadaver, og den samlede karaktér endte på 2 stjerner. Dermed kom deres samlede diskografi op på 17 studiealbums over 20 år – imponerende, hvis man kun ser på kvantiteten.

Screem Writers Guild er ikke et reelt konceptalbum, ligesom Monstereophonic-albummet. Men den har et cinematisk tema, som er baseret på klassiske horrorfilm og -karakterer som Frankenstein, Dracula, Luficer, pyroman-vampyrer med flere.

Monster Disco Hell-Halleluja!

Albummet startes af en lang intro på 1:20 minutter, før “Dead Again Jayne” går rigtigtt i gang, for så at gå over i en ny intro i “SCG XVIII: Nosferuiz Horror Show”, der minder om introen “Threatical Trailer” fra Monsterican Dream. “Inhumanoid” minder også om noget bekendt – “Biomechanic Man” fra Get Heavy-debuten. Men derfra betræder Lordi forholdsvis nye territorier.

“The Bride” og “Scarecrow” er atypiske Lordi-nummer, som er mere langsomme end vanligt, der giver variation til forsanger, Mr. Lordis, lidt for klassiske heavy-stemme og rytme. “The Bride” handler om Frankenstein og hans brud og har teksten i omkvædet: “If you cross me / There’s one thing you should know / The blood will flow”. Det lyder meget ordinært, men det er sunget meget lowkey, hvilket gør det meget mere overbevisende og “frygtindgydende”, end hvis det blev skreget ud. Sådan er det også i “Scarecrow”.

“Vampyro Fang Club” har en reference til “Children Of The Night” fra Monsterican Dream, men minder mere musikalsk om Superflytrap og Humanimals, da den også er “Monster Disco Hell” (som Lordi selv kalder det i “Get Heavy”), ikke wannabe-heavy metal som normalt.

Albumlukkeren, “End Credits”, skrev Mr. Lordi om/til hans egen begravelse, hvor han ligger i en (rust)vogn og reflekterer over sit liv med The Muppets, E.T., Hulk og tordenguden. Det er sjældent, at Mr. Lordi er så poetisk – han plejer at være mere splatter-sex-fixeret (med “The Beast Is Yet To Cum”, “Nailed By The Hammer of Frankenstein” og “Hug You Hardcore”). Det er uden tvivl Lordis bedste sang til dato – den overgår både “It Snows In Hell”, “ Monsters Keep Me Company” og “Deadache”, som er nogle af Lordis andre melankolske numre.

Annonce

Moore guitar, mere Mr. Lordi og Kone

Lordi er ikke bare et rockband – de har også humor og “Lordi-fied”-ordspil, hvis man ser på sangtitlerne f.eks. i modsætning til andre artister, som er mere selvhøjtidelige; ingen nævnt – ingen glemt. “The SCG Awards” er et intermezzo med referencer både til Stanley Kubricks “The Shining”, Sam Raimis “Evil Dead” og John Landis’ “An American Werewolf In London”. Der er med andre ord fuld valuta for nørder.

I starten af 2022 valgte den originale guitarist, Amen, at forlade bandet og ind kom Kone i stedet (Kone er finsk for ‘maskine’). Kones guitarsoli i bl.a. “End Credits” og “The Bride” lyder næsten som Gary Moore eller Mark Knopfler – meget melodiøst. På en måde minder det også om “Demonarchy”-delen på Monstereophonic-albummet, fordi det var også meget melodiøst, og Mr. Lordi der spillede guitar og ikke Amen. Forskellene mellem Mr. Lordi/Kone og Amen er altså meget tydelige.

Noget musikalsk mesterværk er Screem Writers Guild dog ikke, men det er godt i forhold til Lordis ellers svingende standarder, som også kom til udtryk på Killection, 2020.

Overordnet set er sangene relativt middelmådige, men helhedsoplevelsen er bedre, fordi de har samme tematik; det er velkomponeret, seriøst, og der er humor. I Lordis diskografi overgås Screem Writers Guild kun af Deadache fra 2008, og Monstereophonic (Theaterror vs. Demonarchy) fra 2016 og får derfor 4 stjerner.

Modsat tidligere ser jeg nu frem til at høre dem live i Royal Arena d. 30. april sammen med Sabaton og Babymetal.

Screem Writers Guild trackliste: