Anmeldelse: SPOT METAL 2018

Af: Casper Reenberg og Alexander

Spillestedet TRAIN dannede en flot ramme om begivenheden, der kort efter, dørene blev slået op, begyndte at summe af liv. Folk sad og hyggede sig ude i hjørnerne og gjorde sig klar til en fed aften.

Ved de tonerne fra det første bands intro stimlede folk sammen helt oppe foran scenen for at se, hvad der skulle ske nu.

Ethereal Kingdoms
Københavnske Ethereal Kingdoms lægger stilsikkert ud med lækkert sceneshow og orkesterintro, der markerer indgangen til scenen. De første toner brager ud med et overraskende hårdt nummer, der sætter stilen for en vanvittig musikalsk teaterforestilling.
Hvis man troede, man kom for at se blød og venlig symphonisk metal, så blev man overrasket! Musikken veskler mellem flotte orkesterstykker og tungere riffs. Det hele bindes sammen af flydende overgange mellem numrene og elegante dansetrin. Det teater-agtige understreges af en skiftende videobaggrund, der projekteres op på scenen. Vokalist, Sofia Schmidt, har ikke direkte kontakt med publikum, men holder sig i sit univers med opera-agtig skønsang afbrudt af brutale growls og hidsige, desperate skrig. Manglen på publikumskontakt virker til tider lidt speciel, og af og til kan det være svært at forstå, hvad der egentligt foregår i musikken.

Publikum tager godt imod aftenens første band, og flere på de forreste rækker havde gang i headbanging og horn til Ethereal Kingdoms’ metal-eventyrforestilling.

Konvent
Københavnernes indtog fortsætter. Konvent lægger ud med en spoken word-intro med et citat, der slutter på ”doom”. Doom var, hvad der blev sagt, og doom var, hvad salen fik!

Introen når knapt at tone ud, før dybe bassriffs brager ud over publikum. Mystikken er lagt, og de fire musikeres rytmiske svingen med nakken inviterer publikum til hoveddans og headbanging.

Der var ikke så meget variation i sættet som i foregående band, men Konvents tranceinducerende doom var en velplaceret afveksling. Bandet præsenterede både velkendte og nye toner, der fik salen til at gynge til det de tonstunge, langsomme toner. Rikke Lists dybe growls stod ud i lydbilledet som ægte djævlesang, og alt i alt var det en solid oplevelse.

Unseen Faith
Unseen Faith er første band på hjemmebane i Aarhus og går selvsikkert på scenen med flotte grafiske backdrops og knusende bassdrops.

Hvis man nåede at fange pusten under Konvent, kom man hurtigt til at svede igen under Unseen Faith, der angriber salen med nådesløs energi. Unseen Faith leverer deathcore, der har kompromisløst brutale vokaler fra frontmand Alexander Eriksen, bakket op af tight guitarriffs og breakdowns, der går lige i subwooferen. Det giver selv den mest garvede headbanger kamp til stregen.
Under dette ser man aftenens første moshpit, der fyldte en god tredjedel af salen, komplet med en crowdsurfer eller to. Ubetinget det mest levende crowd til hele aftenen. Den høje energi blev næsten overvældende til tider, men så var det godt, at der var rigeligt med siddepladser til dem, der hellere ville have en bajer.

Møl
Efter Unseen Faiths angreb kom magiske Møl solidt ind på hjemmebanen i Århus.

De leverede et gennemført og energisk show, der med røg, lysende paneler på scenen og karismatisk og ægte performance fra frontmanden Kim Song gik rent i hjertet på denne anmelder.

Møl fortsatte den høje energi, men i et mere atmosfærisk og gribende gear med deres unikke take på shoegaze. Salen blev revet med på en rejse af rivende guitarer og blasts, der satte gang i moshpit, headbanging og folk, der bare stod og oplevede det på deres egen måde.

Under deres set gik lyden i hele salen, men bandet fortsatte ufortrødent med at spille til lyden kom tilbage, med publikumsbrølende bifald til resultat.

Da bandet gik af scenen blev der skreget ”MØL! MØL! MØL!” fra salen, og det var klart, at vi havde været vidne til en performance af format.

CHILDRENN
Efter Møl kom københavnske CHILDRENN, der fortsatte i den drømmende og atmosfæriske stil.
Bandet lægger ud med et umiddelbart tungt startnummer, der bryder ud i retro-agtige elementer med catchy guitarleads og charmerende vokallinjer fra Jakob Brixen. CHILDRENNs univers er dog ikke så hyggeligt som ved første øjekast. Det bryder i løbet af sættet ned og trækker i en melankolsk retning med tunge og depressive riffs og hjerteskrig, der igen afveksles af melodiøse linjer.

I løbet af deres sæt går lyden endnu engang i hele salen. Publikum er helt klart på bandets side, og CHILDRENN fortsætter yndefuldt, hvor de slap, og fuldfører deres rejse gennem deres musikalske univers.

Slægt
Grundet logistiske udfordringer kunne anmelderne desværre ikke være tilstede under hele koncerten. Men ud fra det, der blev oplevet, var Slægt en velplaceret afslutning på en forrygende aften. De starter deres blackened heavy metal uden så mange dikkedarer og spiller med stor indlevelse og bevægelighed på scenen.

Det overordnede indtryk af aftenen var virkeligt positivt.
Lydbilledet var virkeligt godt for en metalkoncert med så mange forskellige subgenrer tiltrods for tekniske udfordringer, som bands og publikum håndterede rigtigt godt.

Meget velovervejede og velplaceret booking og rækkefølge af bands, som var fastlagt af Mono-ildsjælden Leifur Nielsen.

SPOT METAL/ TRAIN var en stærk aften, der hev nakkemusklerne og hjertet igennem hele spektret af, hvad der rører sig i ny dansk metal, lige fra det internationalt hypede til det helt nye, der rører sig.

Spot havde inviteret publikom ind, til en aften med en heftig lineup. De var på lige fra første band og var kun med til at støtte op og i fælleskab skabe en fantastisk aften