Fredag, dag 1
Store bededag er over os, og køreturen sydpå til Aalborg er fyldt med dejlig aftensol. Til gengæld tog de varme hveder lidt tid at skovle i hovedet, så desværre missede jeg de lokale helte i SVRL. Jeg har heldigvis set dem før, og at dømme ud fra de glade hoveder, der var at finde ude foran ved min ankomst, så fik de losset arrangementet ordentligt i gang!
Møl
Sidst jeg så møl, var de i sammenligning med denne optræden en buttet, lille larve. Hele bandets udtryk virkede generelt mere ”voksent” her til aften, selvom deres niche med de tunge mængder rumklang og delay – ja, generelt bare sovs på guitarene – stadig er intakt. Den gennemtrængende indlevelse virker også til at fange publikum, og den skal de også have. For satan, de føler den!
Selvom at Platform 4 for nylig blev restaureret blandt andet for at give koncertsalen bedre lyd, så virker hele lydbilledet for kaotisk det meste af tiden til, at man for alvor kan høre, hvad der rent faktisk sker.
Skullclub
Som musiker er noget af det VIGTIGSTE I VERDEN at holde tidsplanen, når man er ude at spille. I en festival situation er et af de største dick-moves, du kan lave både overfor andre bands og betalende gæster at gå 20 minutter for sent på og lade være med at tilpasse set-listens længde, efter din egen sløvhed. Det er fandeme noller!
(Rage-mode slut)
Da musikken endelig starter, virker Skullclubs lidt mere afdæmpede rock til at være noget, der falder i god jord hos publikum. I forhold til de to tidligere bands er dette en lige så idiotsikker afveksling, som det er at skifte fra kolde fadøl til White Russians på en festival.
Da den ene guitarist cirka halvvejs igennem deres alt for lange show skifter over til at spille på en akustisk guitar, og humøret begynder at lugte lidt mere af De Glade Sømænd eller lunkent Volbeat, tager jeg dog min retræte. Jeg bliver satme så træt.
Woebegone Obscured
Defineres dit band som noget, hvor ordet ”funeral” indgår, som det gør for disse herrer, er Platform 4 et lækkert sted at spille!



