Anmeldelse af Raunchy: Prisoner. Udgivelse d. 14. august via Mighty Music
Det ikoniske danske band er tilbage med en udgivelse, der på ingen måde skuffer.
Sidste gang vi så ny musik fra Jesper Kvist (bas), Morten Toft Hansen (trommer), Jesper Andreas Tilsted (guitar), Lars Christensen (guitar), Jesper Christensen (keyboard, vokal) og Mike Semesky (vokal) var på Vices.Virtues.Visions (2014), så der har altså været en længere pause. De er et af de vigtigste danske metalbands fra 00’erne sammen med grupper som Mnemic, Hatesphere og Mercenary og er som sådan indkodet i mit heavy metal-DNA. Processen har været lang med Prisoner da trommetracking begyndte helt tilbage i 2021, men hastværk er jo som bekendt lastværk.
Musikscenen har ændret sig meget siden Raunchy stod som en af de fremmeste og mest nyskabende grupper herhjemme. Der mangler ikke bands der gør sig i den melodiske ende af metallen anno 2026 så kan der vindes terræn mere end et årti senere?
Keyboardet åbner “Frostbite” og vi trækkes tilbage til et univers med mange besnærende facetter, præcis som jeg husker det. Semesky skriger godt og selvom han ikke er min favoritsanger i Raunchy, så passer hans hæse udladninger godt til materialet. Som for øvrigt er en guldmine af dragende vers og ligeledes aggressive velskrevne riffs. Jeg glæder mig til at synge med, og Jeppes rene stemme har ikke mistet noget af sin glans, som tiden er gået.
“Stranded” bliver helt episk sine steder og holder fast i et omkvæd + et dynamisk tempo, der viser at gruppen på ingen måde er løbet tør for ideer. “Frameworker” går til makronerne med en vildere agenda imens at der bibeholdes en følsomhed som kun Raunchy kan. Det er ikke fordi at deres lyd ligefrem genopfinder sig selv, men det var faktisk på ingen måde heller det jeg håbede på. Den formular de har er fortsat unik i og deres evne til at fange lytteren i deres spind af industrial metal, electronic metal og lidt metalcore overgår stadig mange af dem der siden da er blevet inspireret af gruppen.
I “Darkest Self” får Jeppe endnu mere tid i spotlightet, og det er en af de mere rolige numre. Jeg overgiver mig let og lader mig drive væk på den progressive strøm af stimulerende toner. Det bliver helt upbeat på “Designed Despair” og for et metalhoved på de 35 år er det her ikke bare nostalgisk fordi at en af mine favoritbands er tilbage. Allermest er det som “voksenmusik” kender en gigantisk fornøjelse at comebacket er så gennemført som det er.
Produktionen er flot, klar og præcis som den skal være for at repræsentere de myriader af elementer, der slippes løs. Jacob Hansen der har arbejdet sammen med Raunchy i mange år har atter været med som producer og resultatet kan der ikke sættes en finger på. “Higher Truth”, “Masquerade” og den tunge “Revealing I” holder den insisterende mission om at bore sig ind i hjerne bakken på lytteren med kompositioner der aldrig keder, men hele tiden åbner nye døre til slagkraftige finesser.
Jeg havde både frygtet og glædet mig til Prisoner og det var på et tidspunkt som om at albummet aldrig ville udkomme. Så det er en kæmpe forløsning at opleve at Raunchy holder deres eget tårnhøje niveau. Og med den afsluttende emotionelle “Prisoner” har danskerne lavet en skive der nemt kan stå side om side med albums som Confusion Bay (2004), Death Pop Romance (2006) og A Discord Electric (2010). Denne genistreg ligger således lunt i svinget som kandidat til årets danske metal-udgivelse!
Prisoner trackliste:
- Frostbite
- Stranded
- Frameworker
- Darkest Self
- Designed Despair
- Higher Truths
- Masquerade
- Revealing I
- Vanishing Act
- Prisoner
