Sidste gang vi så ny musik fra Jesper Kvist (bas), Morten Toft Hansen (trommer), Jesper Andreas Tilsted (guitar), Lars Christensen (guitar), Jesper Christensen (keyboard, vokal) og Mike Semesky (vokal) var på Vices.Virtues.Visions (2014), så der har altså været en længere pause. De er et af de vigtigste danske metalbands fra 00’erne sammen med grupper som Mnemic, Hatesphere og Mercenary og er som sådan indkodet i mit heavy metal-DNA. Processen har været lang med Prisoner da trommetracking begyndte helt tilbage i 2021, men hastværk er jo som bekendt lastværk.
Musikscenen har ændret sig meget siden Raunchy stod som en af de fremmeste og mest nyskabende grupper herhjemme. Der mangler ikke bands der gør sig i den melodiske ende af metallen anno 2026 så kan der vindes terræn mere end et årti senere?
Keyboardet åbner “Frostbite” og vi trækkes tilbage til et univers med mange besnærende facetter, præcis som jeg husker det. Semesky skriger godt og selvom han ikke er min favoritsanger i Raunchy, så passer hans hæse udladninger godt til materialet. Som for øvrigt er en guldmine af dragende vers og ligeledes aggressive velskrevne riffs. Jeg glæder mig til at synge med, og Jeppes rene stemme har ikke mistet noget af sin glans, som tiden er gået.
“Stranded” bliver helt episk sine steder og holder fast i et omkvæd + et dynamisk tempo, der viser at gruppen på ingen måde er løbet tør for ideer. “Frameworker” går til makronerne med en vildere agenda imens at der bibeholdes en følsomhed som kun Raunchy kan. Det er ikke fordi at deres lyd ligefrem genopfinder sig selv, men det var faktisk på ingen måde heller det jeg håbede på. Den formular de har er fortsat unik i og deres evne til at fange lytteren i deres spind af industrial metal, electronic metal og lidt metalcore overgår stadig mange af dem der siden da er blevet inspireret af gruppen.
