For at citere Siamese selv fra en ældre sang, har jeg nu lyst til at spørge retorisk: “Is becoming numb a sin, ‘cause I don’t feel a thing” (fra “Numb”, 2021). Sådan har jeg det i hvert fald efter at have hørt deres nye album, Dissolution. Der er nogle klassiske metalriffs og -rytmer, breakdowns, clean og growlende vokaler, men Siamese udfordrer aldrig hverken sig selv, lytteren eller deres electro-metalcore subgenre. Der er bare mere af det samme.
Pladen starter ellers fint ud med “Dark” og “Drown”, men derfra drukner de i deres eget lydbillede og univers.
“Sense” skulle eftersigende være deres tungeste nummer siden Home-æraen, hvilket jeg dog har lidt svært ved at bedømme, måske fordi jeg er blevet lidt musikalsk følelsesløs.
“Alone” virker som en part 2 af “Rather Be Lonely” fra samme æra, men mere ligegyldig. “Friends” minder lidt om “Sloboda” med slovenske strofer, men de er for lave i lydmikset, og kompositionen og produktionen er på et helt andet, lavere niveau.
På “Reveries” medvirker det britiske “alternative” rockband Caskets, men forsanger Matthew Flood lyder for meget som Radonjica, så det virker helt overflødigt.
Der er dog også nogle få numre som udmærker sig, primært “Nevermore”, med hooket “My Never… More / Never… More / Never…”, omkvædet “You said I was your favorite tragedy / Became a part of your mythology / You’re so cold / Yeah, you turned so cold…” og en voldsom bas. Det er tilpas aggressivt og melodiøst.
“Reaper” har også flere gode elementer, men det føles bare for klichefyldt om døden og livet.
I de sidste sekunder at pladens sidste nummer, “Twisted”, siger Mirza “It’s the end”. Udover at det er faktuelt rigtigt, så rammer det også hovedet på sømmet i forhold til min oplevelse af Dissolution og Siamese.
