Anmeldelse af Siamese: Dissolution. Udgivelse d. 26. juni 2026 via Long Branch Records.
Mirza Radonjica og Siamese er blevet lidt for pæne og boyband-agtige, selvom de sagtens stadig kan være aggressive og offensive.
For at citere Siamese selv fra en ældre sang, har jeg nu lyst til at spørge retorisk: “Is becoming numb a sin, ‘cause I don’t feel a thing” (fra “Numb”, 2021). Sådan har jeg det i hvert fald efter at have hørt deres nye album, Dissolution. Der er nogle klassiske metalriffs og -rytmer, breakdowns, clean og growlende vokaler, men Siamese udfordrer aldrig hverken sig selv, lytteren eller deres electro-metalcore subgenre. Der er bare mere af det samme.
Pladen starter ellers fint ud med “Dark” og “Drown”, men derfra drukner de i deres eget lydbillede og univers.
“Sense” skulle eftersigende være deres tungeste nummer siden Home-æraen, hvilket jeg dog har lidt svært ved at bedømme, måske fordi jeg er blevet lidt musikalsk følelsesløs.
“Alone” virker som en part 2 af “Rather Be Lonely” fra samme æra, men mere ligegyldig. “Friends” minder lidt om “Sloboda” med slovenske strofer, men de er for lave i lydmikset, og kompositionen og produktionen er på et helt andet, lavere niveau.
På “Reveries” medvirker det britiske “alternative” rockband Caskets, men forsanger Matthew Flood lyder for meget som Radonjica, så det virker helt overflødigt.
Der er dog også nogle få numre som udmærker sig, primært “Nevermore”, med hooket “My Never… More / Never… More / Never…”, omkvædet “You said I was your favorite tragedy / Became a part of your mythology / You’re so cold / Yeah, you turned so cold…” og en voldsom bas. Det er tilpas aggressivt og melodiøst.
“Reaper” har også flere gode elementer, men det føles bare for klichefyldt om døden og livet.
I de sidste sekunder at pladens sidste nummer, “Twisted”, siger Mirza “It’s the end”. Udover at det er faktuelt rigtigt, så rammer det også hovedet på sømmet i forhold til min oplevelse af Dissolution og Siamese.
Hele pladen virker meget homogen, hvilket jo kan være en god ting, men det kan også blive for konformt. Se bare på titlerne på tracklisten: Alle er kun ét ord, som om de alle sammen er en-stavelsesord. Der må gerne være længere titler, som bryder noget af og til. Det viser også lidt overfladisk hvor lidt varierende det hele er.
Dissolution kan jeg sammenligne med Mirzas soloprojekt, Afterlove og EP’en Copenhagen Closure fra 2025. Det er enten lige så elektronisk, hvis ikke mere, men uden core-kvaliteten følger med – det er simpelthen mindre catchy, man kan godt kalde det et “catch 22”.
Resten af Siamese, Joakim Stilling på trommer, Christian Hjort Lauritzen på guitar og violin, og Marc Nommesen på bas, er mere anonyme end en Guy Fawkes-/V for Vendetta-maske, så føles endnu mere som Radonjicas projekt.
Siamese har i min bog lavet deres bedste album, har lavet deres bedste sang og har nok også spillet deres bedste koncert. Om det er fordi guitarist og producer, Andreas Krüger, har forladt bandet er ikke til at vide med sikkerhed, men jeg har den mistanke, fordi produktionen er ikke den samme. De eneste originale bandmedlemmer tilbage er Mirza selv og guitarist og violinist, Christian Hjort Lauritzen, og det kan jeg godt mærke – noget autenticitet mangler. Det er synd, når et hvilket som helst band går langsomt i opløsning for øjene/ørene af en – så hellere at de takker af på toppen eller holder en længere pause. Især et band som Siamese, som jeg har fulgt i 15 år.
Dissolution trackliste:
- Dark
- Drown
- Sense
- Alone
- Friends
- Sinner
- Dissolution
- Patterns
- Nevermore
- Reveries feat. Caskets
- Reaper
- Twisted
