Briterne invaderede Vega

Den britiske invasion er oprindeligt et kulturelt fænomen fra 1960’erne. Dette fænomen gik ud på, at flere britiske pop- og rockbands gjorde deres indtog i USA. Bands, som bl.a The Beatles, Rolling Stones og The Animals. I lørdags kunne 450 mennesker være vidne til noget lignende, da tre britiske bands indtog Lille Vega.
Øverst på aftenens plakat kunne man finde Frank Carter & The Rattlesnakes. De var denne aften akkompagneret af Demob Happy og Woes.

Woes
Det første band var, for mit vedkommende, de relativt ukendte Woes. Bandet er stiftet i 2016 og spiller en fintfølende omgang pop-punk. Forsangeren sørgede for den britiske cleanvokal, mens bassisten tog sig af de hårdere scream-passager.
Disse unge gutter havde en umådeligt god udstråling på scenen og gjorde deres ypperste for, at de 50 mennesker, som var mødt op i god tid, ikke skulle kede sig. Woes bagkatalog består på nuværende tidspunkt kun af en enkelt EP kaldet Woes, så bandet havde fået omkring små 20 minutter til at vise deres værd.
Jeg følte mig jævnt underholdt af bandet. De gjorde uden tvivl deres bedste for at høste de frugter, som var blevet givet dem. Men efter at have hørt aftenens to andre bands, måtte jeg også erkende, at Woes var aftenens stilhed før den egentlige storm.

Demob Happy
Med nogle års mere erfaring under vingerne kunne Demob Happy indtage scenen. Denne britiske trio, spiller en fremragende omgang 70’er-inspireret rock. Bandets forsanger og bassist, Matt, lignede en smule John Lennon med sit lange hår, og hvad man i en fordums tid ville kalde for sygekassebriller. Guitaristen Adam leverede knastørre riffs, som blev fantastisk forfulgt af den dybe basgang. Imens sad Tom bag trommerne og kunne med sine store armbevægelser tæske løs, på skindet. Der blevet taget godt hånd om hinanden og de fik hver især god mulighed for at fremme deres instrument på scenen.

Bandets nærmest hypnotiserende stoner-rock blev lækkert leveret af de ydmyge band-medlemmer. De havde en god fremtoning på scenen, som spredte en god stemning i salen forud for aftenens hovednavn.

Frank Carter & The Rattlesnakes
Frank Carter er en utroligt populær mand. Bandet har ikke haft sin eksistens i mere end tre år. To albums i ryggen: Blossom og den seneste anmelder-roste Modern Ruin fra 2017. Frank Carter var heller ikke bleg for at ytre sig om bandets koncert på BETA sidste år, som for bandet er en af de bedste, de har haft nogensinde.

Så det var ikke mærkeligt, at Frank Carter denne aften, allerede inden han trådte på scenen, havde bestemt sig for, at aftenens koncert i Lille Vega skulle toppe sidste års koncert.

Med det publikum, som var troppet op til denne komplet udsolgte koncert, var det ikke svært for den lille brite med det aggressive temperament. Der gik ikke mere end to sekunder, så havde bandet transformeret Lille Vega fra roligheden i Edens have til galskaben i helvedes forgård. Den plads, jeg med ro og mag havde indtaget oppe foran scenen, måtte jeg hurtigt se gå tabt og måtte erkende mit nederlag til den råstyrke, som publikum fremviste over for Frank Carter og bandet The Rattlesnakes.

Det tog heller ikke mange minutter, før Frank Carter med sprængfarlig energi var ude og crowdsurfe, imens bandet fyrede op for tonerne af nummeret ”Juggernaut”. Publikum stod klar til at tage imod ham og bære ham op på den højeste piedestal. Præcis, hvor han hører hjemme.

Men hele koncerten skulle ikke være vild og voldsom. Frank Carter er også en sentimental mand, som ved siden af sine voldsomme energiudladninger også har brug for at komme ned på jorden. Han kunne gribe om os med sit jerngreb alene ved lyden afsin stemme, som blev smukt leveret på nummeret ”Loss”. Bandet The Rattlesnakes er et fantastisk supplement til den karismatiske mand. Selvom Frank Carter eksplosive tempo er svært at følge med på, så gjorde de et godt stykke arbejde for ikke at falde tilbage i gear. Det gjorde totaloplevelsen sublim. Samtidig spiller de deres instrumenter med absolut præcision og rendyrket selvsikkerhed.

Resten af koncerten kunne således forsætte i femte gear med numre som ”Primary Explosive”, ”Fangs” og den efterhånden velkendte afslutnings-hymne ”I Hate You”, som publikum af deres lungers fulde kraft skrålede med på.

Ud fra denne koncert kan jeg kun erkende, at Frank Carter er en genial entertainer. Han skabte kontrolleret kaos denne aften i Lille Vega.

Jeg ved, det er tidligt, men jeg er ikke i tvivl om, at denne koncert kunne være en god kandidat til, hvad man kunne kalde for årets koncert. I vores tid er det fantastisk at vidne en koncert, hvor mobiltelefoner denne aften var gemt væk og publikums hænder var højt oppe under taget.

Herunder kan du set et galleri fra Guillaume Blanjean/Guillaume Blj Photography: