En dag i retroens tegn (for det meste)

(Del 1 kan læses HER.)

Alien Force

Jeg lander ved Eksercerhusetm kort inden danske til min store forbløffelse (nej, jeg kender desværre ikke bandet på forhånd), Alien Force med festivalens så absolut største smil går på scenen.

Der er i den grad dømt 80er-tråd, og dette er en genre, som gruppen helt bestemt er ferme i. Der er godt med fart på riffsne og utroligt godt humør ikke blot på scenen, men i næsten endnu højere grad hos publikum, hvor hovederne på især de forreste rækker sjældent står helt stille. Bagved ser man den klassiske ”arm-over-kors-og-anerkendende-nik-imens-foden-stamper-til-musikken”-attitude, som vi alle kender og kan relatere til om ikke andet så i hvert fald ind imellem.

Lyden spiller fremragende under Alien Forces koncert til trods for, at man måske kunne skrue en my højere op. Alle instrumenter spiller klart og tydeligt, og vokalen lægger sig lækkert imellem det ligeledes dejligt velspillende band.

Bandet kommer godt rundt på scenen og fanger publikum ganske fint med sjove historier, gode grin og en totalt tilbagelænet og effektivt hyggelig attitude. Der er sgu ikke meget kæphøj over Alien Force, der mest af alt minder om et hold gutter, der bare elsker at spille fed metal, og dette gør de så glimrende.

RAM

Vi bliver i det ældre 80er-hjørne med næste band. RAM fra Sverige er klar til at give en opvisning i old school heavy med særligt udgangspunkt i NWOBHM, som vi kender den fra bl.a. Judas Priest, Saxon og Iron Maiden.

Til trods for at bandet ikke er fra 80erne, er der kælet utroligt meget for detaljerne, og gruppen både fremstår og lyder, som var de faktisk fra genrens storhedstid. Ligeledes begår de sig godt på scenen i læderjakker og med store armbevægelser.

Gruppen kommer rigtigt godt rundt på scenen og har en yderst tjekket attitude, imens de små-hurtige, lækre riffs og rytmer bliver fyret af fra scenen. RAM er uden tvivl et band med stor erfaring og enorm live-rutine deraf. Desværre er bandets optræden dog til tider også en kende præget af en solid omgang ringe boomer-humor, som ikke altid falder i god jord, f.eks. da Gretha Thunberg lige får en sviner, da miljøet jo er ligegyldigt til fordel for de store konsekvenser, der er ved kunstig intelligens.

Lyden er tæt på perfekt under koncerten. Det er en fryd for øregangene at bide sig fast i seje riffs og lækkert veludført 80er-vokal.

RAM rammer 80er-stilen, -lyden og i særdeleshed -udtrykket med deres enormt velspillede og tjekkede koncert til årets vinterfestival. Desværre mangler der også noget i løbet af koncerten, der ligeså formår at ende med lidt for meget gammelmandsævl.

Hypocrisy

Aftenens næstsidste band er næsten indiskutabelt legender indenfor deres respektive felt. Det er blevet tid til at Hypocrisy fra Sverige, der frontes af den ufatteligt karismatiske sanger og guitarist Peter Tägtgren, som foruden at fronte Hypocrisy ligeledes er kendt fra projekter som Bloodbath, Pain og Lindemann.

Hypocrisy har været leveringsdygtige i dødsmetal siden de spæde 90ere og formåede at være blandt de populariserende grupper indenfor den melodiske dødsmetal, der netop opstod i Sverige i 90erne. Her til aften er fokus dog på de spæde år, hvor det melodiske ikke havde helt den samme betydning for musikken, og dette spiller enormt godt og tiltaler tydeligvis aftenens fremmødte publikum.

Aftenens klart bedste fremmøde er under denne koncert, og dette også med god grund, da bandet spiller fremragende, og Tägtgren synger og growler til den store guldmedalje. Gruppens sammenspil sidder ligeledes i skabet, og man bliver virkelig blæst godt igennem af de solide riffs og til tider storladne musikalske passager. Hovedfokus er dog på den mere primale afdeling af Hypocrisy.

Lyden er enormt effektiv og lækker at lytte til under denne koncert, og man kan tydeligt mærke detaljerigdommen i gruppens sammenspil, når den skal mærkes, men i ligeså høj grad føle sig overvældet af den solide mur af lyd, som gruppen blæser ud oppe fra scenen i Eksercerhuset i de tungere stykker. Det er en fryd for øregangene.

Hypocrisy kommer godt rundt på scenen, og hvis de skulle lide af jetlag efter at have spillet til 70.000 tons of Metal dagen forinden, så er det så absolut intet, de lader sig påvirke synligt af. I stedet formår bandet at fyre en så absolut velspillet og energifyldt koncert af i den østjyske by.

Enslaved

Med en lille forsinkelse på en små fem til syv minutter går festivalens sidste navn på scenen. Det er blevet tid til en tur med norske Enslaved; et band, der har bevæget sig en del i genrer igennem sin levetid. Gruppen har bl.a. bevæget sig rundt i black metal, hvor den med tiden er blevet gradvist mere og mere progressiv, og har oplevet sporadiske tilføjelser af folk-elementer.

Det står hurtigt klart, at Enslaved er klar på en koncert, der er mindst ligeså hyggelig, som den er voldsom. Forsanger og bassist, Grutle Kjellson, formår at henvende sig rigtigt godt til publikum også endda på norsk uden forståelsesproblemer igennem koncerten. Enslaved nyder tilsyneladende ligeså meget at spille for os, som vi nyder at se dem. Dette betyder også, at bandet formår at komme rigtigt godt rundt på scenen. Samtlige medlemmer besidder ligeledes et lækkert overskud i deres spil, der ligeledes gør, at de kan bruge deres energi på lidt show, hvilket de gør ganske fremragende her til aften.

Fra start er lyden ikke helt super. Trommerne formår at overdøve de ellers fede og smukke riffs og ikke mindst den lækre og varierede vokal. Dette bliver dog hurtigt rettet op på, så vi ender med et noget mere harmonisk og til genren ideelt lydbillede med smukke detaljer og lækker dynamik.

Sætlisten bringer os godt igennem gruppens farverige bagkatalog. Således kommer vi både igennem mere traditionel black, det mere folkede og det lækre progressive black, som gruppen har tilbøjeligheder imod i disse dage. Sætlisten er dejligt varieret og spændende for lytteren at forholde sig til.

Enslaved går lidt over tid, hvilket desværre også resulterer i, at salen tømmes lidt ud i løbet af koncerten. Folk skal formentlig nå deres tog, hvilket jeg da bl.a. ved, at min følgesvend netop skal, og derfor også må smutte, inden koncerten afsluttes.

Enslaved leverer ellers en koncert med et godt pondus, lækker variation og ikke mindst et nærvær, som sjældent ses hverken hos band i denne genre eller bands i denne størrelse. Sammenspillet har ligeledes siddet lige i skabet, og bandet imponerer helt klart med deres koncert, som ligeledes betyder enden for dette års Winter Metal Festival.