Intensitet og skuffelse

Mortuary Drape

Vores første festivaldag på den østjyske festival lægger ud med en blandet italiensk landhandel mellem black- og dødsmetal af den ældre skole. Forhåbentlig skal italienerne vise sig bedre til dette, end de er til at fikse infrastruktur.

Det er de heldigvis! Hvad der dog desværre ikke er med italienerne her til aften, er lyden. Der er ganske godt smæk på trommerne, og vokalen er dejligt ond og ligger ligeledes godt i lydbilledet. Guitarerne er derimod utroligt svære at høre, særligt hvis man faktisk godt vil bemærke detaljerne i, hvad der bliver spillet. Det mudrer og knitrer afsindigt, og generelt virker det umiddelbart til, at guitarerne mangler en god portion mellemtone, således at de måske kunne skære igennem mikset lidt bedre, end en ske ville skære i en kokosnød.

Til trods for at den generelle lyd forbedres igennem dødsmetalveteranernes koncert, forbliver guitarerne utydelige i lydbilledet, ligesom detaljerne i deres spil lang størstedelen af koncerten går tabt. Særligt når der spilles i et vis tempo, som man jo ofte gør det indenfor netop disse undergenrer.

Bandets optræden passer fremragende til musikken. Der kunne måske godt være en anelse mere energi, men generelt klarer Mortuary Drape sig fremragende på scenen, og så har de fint styr på deres visuelle udtryk med kutter og kapper til hele bandet. Det spiller godt og giver et billede af et band, der faktisk gør noget ud af deres koncerter. Ligeledes bliver der svunget godt med håret også hos det fremmødte publikum, der i den grad lader til at nyde italienernes show.

Bandets sammenspil fremstår umiddelbart som fint, men da lyden fra guitarerne er så svær rent faktisk at høre detaljer i, er det svært at sige ret meget om gruppens egentlige sammenspil. Umiddelbart spiller bandet dog glimrende og med rigtigt god nerve og energi.

Mortuary Drape har tydeligvis meget lækkert at byde beskueren. Netop derfor er det også enormt ærgerligt, at guitarerne skal lyde så dårligt, som de har gjort her til aften. Det har slet og ret været svært at mærke nogle former for detaljer og toneskift særligt i de hurtigere stykker. Til gengæld er Mortuary Drape tydeligvis et band med godt styr på stilen og en fremragende energi.

LUCIFER

Det er blevet tid til det navn, der egentlig fangede min opmærksomhed i forhold til årets vinterfestival. Lucifer spiller en solid omgang retro heavy/rock, som den lød, dengang mor var ung. Riffsne er seje, og vokalen lækkert ovre i den mere klassiske Jefferson Airplane-inspirerede stil. Eller sådan er det i hvert fald på pladerne. Live er tydeligvis en helt anden sag.

Live lyder forsanger Johanna Sedonis her til aften som en discountversion af Doro, hvis nu Doro næsten konsekvent lå lige lidt skævt i forhold til de toner, hun formentlig ønskede at ramme. Ikke nok med at det er skævt, vokalstilen virker helt væk fra udgangspunktet i musikken og passer stilmæssigt nærmest ikke sammen. Det fine fremmøde foran ved koncertens begyndelse tynder, formentlig af samme grund, hurtigt ud.

Bandet spiller ellers fuldstændigt efter bogen. Sammenspillet er stramt og lækkert, hvor særligt guitaren har sit helt eget liv på scenen både i form af sit spil og sin lyd, Lucifer kan nemlig godt finde ud af, at guitaren er et mellemtone-instrument og derfor bedst skærer igennem og udfører sin rolle, når der netop er skruet op for disse frekvenser. Selve gruppens lyd fungerer fremragende (med undtagelse af vokalen, der desværre kun yderst sjældent formår at passe ordentligt ind i de musikalske sammenhæng) og spiller på de helt rigtige retro-tangenter. Guitarerne lyder lækre, bassen er dyb og legende, imens trommerne er tørre og ligefremme.

Bandet kommer ligeledes godt rundt på scenen, og her stråler Sedonis en del bedre, end hun her til aften gør på vokalfronten. Der bliver gået til makronerne, og bandet kommer generelt fint rundt på scenen og befinder sig ofte i billedlig øjenhøjde med aftenens fremmødte publikum.

Desværre ender Lucifer til trods for både forventningerne, et ellers godt sammenspil og fin lyd med at være en skuffelse. Ikke fordi det musikalske på nogen måde fejler noget, men fordi vokalen virker så meget ved siden af ikke bare genremæssigt, men også tonemæssigt, som den gør her til aften. Til tider er det decideret svært at tro på, at dette er det samme band, som man har lyttet til derhjemme og glædet sig til endelig at fange.

1349

Aftenens sidste musikalske oplevelse bliver en af de mørkere og meget intense af slagsen. 1349 går på scenen ganske vist en anelse forsinkede, men så idet mindste også til et opstemt publikum. Nu skal der rigtigt gives los, og det skal nordmændene hjælpe os med!

Det står hurtigt klart, at der skal til at være smæk for skillingen. 1349 spiller en voldsom og umiddelbart enormt stram omgang black metal med alt, hvad genren indebærer. Dog besidder bandet en mere moderne og ren lyd, end den man var vant til fra især Norge i 90erne. Trykket fra de to stortrommer nærmer sig det absurde, og man mærker nærmest konsekvent det imponerende dobbeltpedalarbejde fra den utvivlsomt afsindigt dygtige trommeslager, Frost. Trommerne er helt klart voldsomme og til tider også for voldsomme. Der ryger slet og ret ofte for meget fokus fra det samlede billede, netop fordi trommerne ikke blot er voldsomme, velspillede, stramme og ikke mindst afsindigt høje i mixet.

Man forstår godt, hvorfor man har valgt at især stortrommen skal være så højlydt, da Frost (der ligeledes tæsker skind i Satyricon) jo netop er en vanvittigt dygtig trommeslager, og den slags skal da forståeligt nok også vises frem. Her til aften bliver det bare ind imellem lidt for meget af det gode, og det kommer sporadisk til at virke som en hæmsko for den samlede musik og i forlængelse deraf også bandet. Lyden bliver da klart bedre igennem koncerten, og guitarerne og vokalen formår at skære igennem den tykke lydmur fra trommerne, således at man kan lade sig imponere af gruppens sammenspil i om end ikke ligeså høj grad som af trommerne så bedre. Bandet spiller fremragende her til aften.

1349 kommer ganske vist ikke så hurtigt og effektivt rundt, som pesten gjorde det i Norge, det år som bandet er opkaldt efter, men mindre kan bestemt også gøre det. Der er en vis autoritet over gruppens fremtoning og performance, som ikke påkræver de store badutspring – som heller ikke havde passet synderligt godt ind i denne mørke og dystre genre.

1349 leverer en fremragende afslutning på fredagens strabadser under dette års Winter Metal Magic Festival. Med sit enorme fokus på det voldsomme trommespil formår bandet desværre sporadisk at tilsidesætte helheden i deres musikalske udtryk, hvilket bestemt er sundt og alligevel forståeligt til en vis grænse. Bandets sammenspil fungerer fremragende, og det er lækkert med en dejligt intens afslutning på denne fredag aften.