Forfatter og foto: Christian Bøggild Otte
Med tre fuldlængdeudgivelser og et par EP’er i kataloget har Gatecreeper opbygget sig et solidt navn verden over — faktisk større, end jeg lige går og tror, da jeg ankommer til Pumpehuset denne efterårsmandag til en kø, der bevæger sig helt ud til vejen. Jeg ved ikke, om for mange gennemlytninger af bandets diskografi har fået banket et par hjerneceller ud, men jeg havde inden ankomsten en idé om, at de skulle spille i den lille sal — fremmødet beviser ret hurtigt, at det ikke er tilfældet. Jeg finder dog senere ud af, at der på de tidligste billetter faktisk står, at koncerten oprindeligt skulle have fundet sted i den lille sal. Interessen for at se Arizona-drengene har dog tydeligvis været større end først forventet.
Enforced
På grund af førnævnte kø går jeg glip af de første 15-20 minutter af Enforced, men ude fra byhaven lyder det som om, at de er et perfekt valg til at varme aftenens publikum op. Det fem mand høje band fra Virginia, USA spiller en lige-ud-af-landevejen-blanding af crossover/thrash med masser af fart på, som bringer associationer til moderne åndsfæller som High Command og Lowest Creature.
Salen er godt pakket, og nede bagerst kan man skimte publikum oppe foran, der ikke spilder tiden med at skulle varmes op til mosh eller circle pits — Enforced har dem, lige hvor de vil have dem. Lyden halter til gengæld, i hvert fald nede bagerst, og forsangerens ellers ret solide og klassiske-for-genren-vokal bliver lidt mudret og gemt under resten af bandet.
Enforced har styr på, hvordan man får gang i dansegulvet, og det er tydeligt, at de også har læst op på genrens foregangsmænd. Alle de klassiske elementer er i spil, og jeg tror, at et show med dem som hovednavn i den lille sal virkelig kunne være en svedig omgang. I aften må de nøjes med at være en helt efter-bogen-opvarmning, men det er faktisk også fint. Publikum er i hvert fald klar på mere.
200 Stab Wounds
Det er ikke lang tid siden, at vi har haft besøg af dette hold fra Ohio — de varmede op for Cattle Decapitation endda på samme scene som i aften tilbage i marts. Denne gang er de dog tilbage med et helt nyt album, som vi får fem numre fra i aften. 200 Stab Wounds er klart aftenens mest brutale indslag — det er dødsmetal af den gamle skole, hvor man tydeligvis har læst over skuldrene på Cannibal Corpses tekster. De formår dog at bringe lidt flere groovy elementer i spil i deres numre, så det ikke kun føles som at blive smadret i hovedet med en forhammer hele vejen igennem.
Bandet spilder ikke tiden på sniksnak i aften, og jeg bliver nærmest helt overrasket, da de efter et godt stykke tid har et ophold i musikken — jeg har næsten ikke nået at tænke over, at vi allerede har været en god del numre igennem. I modsætning til Enforced (eller måske er det min placering længere mod scenen) står lyden også knivskarpt og rammer en perfekt balance mellem at blive banket igennem af et samlet sonisk lydangreb og kunne høre de individuelle instrumenter. Owen Pooley på trommer gør det specielt godt og bidrager virkelig til de førnævnte groovy bidder, der går direkte i nakkemusklerne.




