Alice Cooper

Brutal og legende black metal fra det nye årtusindes fødsel

-

Anmeldelse af: Anaal Nathrakh – The Codex Necro + Total Fucking Necro. Udgivet 11. juni 2021.

Anaal Nathrakh leverer et intenst indblik i deres egen skabelsesberetning og minder os om, at trods fortiden ligger langt tilbage, er den stadig værd at lytte til.

 

Jeg fik først rigtigt øjnene op for Anaal Nathrakh med deres niende studiealbum, The Whole of the Law fra 2016, og blev ikke rigtigt fan, før jeg hørte mesterværket A New Kind of Horror fra 2018.

Så da jeg satte denne genudgivelse af deres første album, The Codex Necro, og kompilationen af deres to første demoer, Total Fucking Necro, på, var det uden at have hørt dem før.
Når et band formår at holde sig interessant og relevant over en tyveårig periode (lige så langt, som der var mellem Metallicas Kill ‘Em All og St. Anger) så er der unægteligt sket en del med lyden i den periode, og det var derfor med en hvis nervøsitet, jeg satte mig for at lytte pladerne igennem.

Særligt i black metal-undergrunden er der en forherligelse af den smadrede lyd, som hedengangne nordmænd lang henad vejen kun benyttede, fordi de ikke havde råd til bedre, og det må jeg sige, at jeg nok aldrig bliver rigtigt glad for. Derfor var jeg nervøs for, at dette band, der nu er blandt mine absolutte favoritter, ville lyde generisk skrattende, men det er heldigvis ikke tilfældet!
Bevares, produktionen *er* smadret, lyden *er* primitiv, og man kan *ikke* forstå et ord, der bliver sunget, men allerede her på de allerførste numre, V.I.T.R.I.O.L. og Irrumator gav os, kan man mærke, at vi har gøre med et black metal-band, der ganske vist tager solidt udgangspunkt i slut 80’erne og start 90’ernes Norge, men som også vil noget ganske andet.

Hvor Anaal Nathrakhs lyd på deres seneste håndfuld plader er et lidt overvældende sammensurium af black, død, industrial, grindcore og endda power metal, som jeg tvivler på, at specielt mange andre bands ville være i stand til at kombinere til noget, der lyder bare nogenlunde, så er de tidlige udgivelser, vi får igen her, tydeligt black metal. Således passer de to Mayhem-covers, “Carnage” og “De Mysteriis Dom Sathanas”, rigtigt fint ind på pladen, men de ville have skilt sig voldsomt ud, hvis de havde sneget sig med på Endarkenment.

Der er noget legende ved Anaal Nathrakhs titler, der også går igen i deres musik. Kontrasten mellem en sangtitel som “The Supreme Necrotic Audnance” (der i sig selv er et ordspil) og en plade, der hedder Total Fucking Necro, er ikke til at overse, det vidner om en selvironi, der i hvert fald gør mig glad. Angående musikken er den fra ende til anden altødelæggende, altsmadrende black metal, men de krydrer den med lydklip fra gamle film og en enkelt gang med reelle ord fra forsanger, Dave Hunts, side, da han skriger “Die on your knees!” i starten af det tredje nummer på The Codex Necro, “Submission is for the Weak”.

Overordnet set er de to udgivelser for mig at se både brutale black metal-bangers og et interessant tilbageblik for et band, der musikalsk er et helt andet sted nu, og jeg vil derfor på det kraftigste anbefale dem både til black metallere, der savner musik, som den lød i de onde gamle dage, og til fans af Anaal Nathrakh, der vil lære lidt mere om bandets og genrens historie.

REVIEW OVERVIEW

Anaal Nathrakh - The Codex Necro
Anaal Nathrakh - Total Fucking Necro

Share this article

Recent posts

Popular categories