Alice Cooper

Copenhell Metal Cruise 2021 – del 2/2

-

Anmeldelse/reportage fra: Copenhell Metal Cruise Kbh/Oslo/Kbh. 29. – 30. oktober 2021.

Efter at have sovet en god nattesøvn var det nu tid til at spise noget morgenmad og smutte ind mod Oslo for at finde en ny lås til min piercing. Alt forløb sådan set helt stille og roligt. Morgenmaden var fin. Jeg havde ikke tømmermænd. Alt var godt.

Alle fotos af: Magnus Karms Blichfeldt

(LÆS FØRSTE DEL HER.)

 

Efter morgenmaden begyndte jeg stille og roligt at gå mod udgangen for at komme til Oslo. Jeg stillede mig i kø til paskontrollen, men fandt pludselig ud af, at jeg havde glemt mit pas i min kahyt!

Så tilbage med mig til min kahyt for at hente mit pas. Da jeg var på vej tilbage mod båden, mødte jeg to piger som havde… Lad os bare sige, at de havde mindst et par piercinger i ansigtet. Jeg forklarede dem min situation (læs nu del 1 først, for pokker!) og spurgte, om de eventuelt havde en ekstra kuglelås til piercinger.
Det havde de desværre ikke, men de ville derimod meget gerne lede efter en for mig i Oslo, så jeg kunne blive på båden. Jeg takkede dem mange gange og gik over mod min kahyt for så bagefter at gå op på tiende dæk for at spille lidt brætspil.
Efterhånden som dagen gik, måtte pigerne desværre meddele, at der ikke var noget held, selvom de nærmest havde været samtlige piercingbutikker i Oslo igennem. Dette er blot endnu et eksempel på, hvor søde og rare folk på Cruise (og Copenhell) er. Folk vil glædeligt enten hjælpe dig eller blot bare snakke. Alle er der af samme årsag: At have en fest og se folk være glade.

Som altid så gik tiden stille og roligt fremad, og da klokken slog 16, var det tid til dagens første koncert.

Terminalist

Terminalist gik stærkt og hurtigt i gang. No bullshit. Let’s thrash.
Selvom publikum stadig var lidt tømmermændsramte, så gik Terminalist helt ufortrødent på scenen og gav den hele armen.

Grundet musikkens og musikernes intensitet, så gik der ikke lang tid, før publikum også kom i gang. Det samme kan lidt siges om forsangerens stemme, som manglede lige lidt mere ‘Umph’ i starten, som så kom helt i midten af koncerten. Jeg tror, det var under tredje nummer, jeg allerede kunne se de første, der headbangede.
Der var ingen tvivl om, at Terminalist gav den alt, hvad de havde rent perfomancemæssigt. Når det så er sagt, så skal de virkelig lære at tune HELE deres guitar. Når de spillede de mere rytmeorienterede riffs på de dybe strenge, så lød det helt fint, men når de flotte harmonier skulle spilles, blev det som en mand, der prøver at stage-dive i et for lille crowd, så det/de faldt fladt ned. Det er en skam, siden deres musik fungerer så godt på plade, og at resten af koncerten var virkelig velspillet.

Jeg har to gæt til hvad der gik galt:
1) Enten så var der ikke tid til at nå at stemme de lysere strenge
2) eller så har de indstillet deres tunere til to forskellige frekvenser in some way.

Til sidst vil jeg dog nævne, at den her åbner fungerede bedre end Timechild i koncept. Jeg må sige, at Timechild var en bedre koncert, men hvis Terminalist fik styr på deres kinks, så vil de umiddelbart være en bedre kickstart på en metalfestival.

 

Lamentari

Efter en lille pause stod jeg klar på Columbus Club og ventede på, at de kutteklædte musikere i Lamentari skulle gå på.
Som forventeligt så gik musikerne på scenen til noget intromusik, stillede sig klar og forsøgte at se så onde ud som muligt imens. Men så gik forsangeren hen til mikrofonen og lukkede et langt growl ud, og SÅ startede koncerten. På en eller anden måde, selvom dette trick er set før, så gav det bare en eller anden fed fornemmelse af, at nu skete der noget nyt. Derudover så så det ud som om, at det fik det sidste søvn ud af folks øjenkroge og satte selv den mest skeptiske person i gang med at boppe hoved i takt med musikken.

Som koncerten skred frem, så viste Lamentari, hvor skarpe de er både kompositorisk og performancemæssigt. Der var sådan set ikke en eneste finger at sætte på deres koncert. Velspillet; en god kontakt til publikum, som skabte god stemning og gang i publikum og generelt en overbevisende levering.

NU virkede det til at publikum for alvor var blevet vækket fra graven – sjovt nok af bandet iført corpsepaint.

 

BAEST

Lad mig gentage det jeg sagde i del et: Jeg er stor fan af BAEST, og den her anmeldelse er nok uden tvivl præget af dette.
Når det så er sagt… SÅ LEVEREDE BAEST FANDME IGEN PÅ ANDENDAGEN!

Foooor SATAN, hvor kan de her gutter altså bare spille koncert!
I aften var der lagt op til en mere old school BAEST-koncert. Nu havde de ligesom spillet sangene fra pladen Necro Sapiens, og nu var det tid til de gamle kendinge. Sange, der for mig nærmest er klassikere, som “Marks of the Undead”, “Atra Mors” og “Wormlord”. Selvom forsanger Simon efter sigende skulle have haft en smule søsyge (host host, tømmermænd, host host), så var det stort set ikke til at mærke, i hvert fald ikke for den her anmelder. Det virkede så sandelig heller ikke som om publikum lagde mærke til noget.

Fra start til slut var der gang i nakkerne og enten en pit eller en omgang crowdsurf. Flere musikerne tog sig en tur. Bassisten Muddi var ude blandt publikum og spille. I løbet af koncerten var der også plads til en passende tribute til afdøde L.G. Petrov fra Entombed, hvor de spillede nummeret “Second to None”. Smukt og passende, siden BAEST både har turneret med Entombed A.D. og spillede på det første Metal Cruise på Oslofærgen sammen med dem, og så er der heller ingen tvivl om, at hr. Petrov har haft en indflydelse på BAESTs forsanger, Simon.

Generelt, var det her bare en kæmpe fest. Publikum gik fuldstændig AMOK!
Nå, det var rosen. Nu til risen: For det første så valgte BAEST at slutte deres formidable koncert af med nummeret “Gula”. Et super tungt og møgfedt nummer, men i mine øjne så er det ikke en særligt stærk koncertafslutter. Der skal herske ingen tvivl om, at jeg elsker det her nummer, men det havde måske været mere passende med et nummer som “Marie Magdelene”, “Atra Mors”, eller så skulle de simpelthen bytte rundt på de to sidste sange. De spillede nemlig “Necro Sapiens” før “Gula”, og min personlige mening er, at koncerten nærmest føltes mere helstøbt og færdig, da jeg troede, “Necro Sapiens” var aftenens sidste nummer. “Gula” var for fed at høre live, men efterlod mig lidt uforløst.
Nu til min anden anke, som hænger fast fra fredagen: Få nu styr på de små kinks. Det er fedt, at BAEST fokuserer på at spille for publikummet, men den her lørdag var der sgu desværre lidt flere fejl end om fredagen. Det er ikke mange fejl, der var, men det er desværre med til at trække ned. Der er nemlig kun ét band, der hellere en gerne må spille lidt falskt, og det er…

 

Red Warszawa (akustisk sæt)

Tosserne fra Red Warszawa kan nærmest bare ikke skuffe.
Da jeg hørte, at de her tosser skulle spille et akustisk sæt på dette års cruise, så smilte jeg simpelthen så bredt, at man skulle tro, jeg var Filurkatten fra Alice i Eventyrland. Det her MÅTTE jeg simpelthen bare opleve.
Og alle mine forventninger blev indfriet.

Det var hyggeligt, det var dumt, det var herligt. Koncerten startede med, at sanglærken, Lærke Jens, kom gående i en flot leopardprikket kjole og en smuk maske, der gav ham nogle søde rottehaler. Nu var der lagt an til en mærkelig blanding af heavy og lejrbålssang. Underholdende var det fandeme at høre sange som “Narko og Porno” og “Hurra Skolen Brænder” fremført med en akustisk guitar, akustisk bas og en polstret stol, der bliver spillet på med et par trommestikker.

Derudover valgte Lærke Jens også en gang imellem at give os nogle smukke soli på sin medbragte trompet. Her var der hygge og fællessang. Udover de mere tunge numre så skulle vi selvfølgelig også have de mere akustisk-version-venlige numre som “Metadonmix fra Maribo”, “Bollet ihjel af Hest” og sidst, men ikke mindst, “Brøndby Strand”.
Jeg har været til et hav af Red Warszawa-koncerter, men ALDRIG har jeg hørt så højt et fællesskrål med på det så letgenkendelige, let-huskelige og smukke omkvæd til “Brøndby Strand”. Man kunne næsten ikke høre bandet for bare skrålen fra publikum.

For fanden, hvor var det fedt at opleve. Det har var uden tvivl den absolut hyggeligste og kærlighedsfyldte koncert for undertegnede. Det her var weltklasse.

 

Skagarack

Så til aftenens og cruisets sidste band: Skagarack.
Skagarack er et band, der har eksisteret siden 80’erne og har de seneste år været en del på pause. Som de selv nævnte i løbet af koncerten, så var den her koncert den tredje på tolv år. Og så spørger du mig måske: ”Kunne man mærke det?” Og til det vil jeg svare: ”Mjaaaa”…
Jeg ved ikke om det var fordi, jeg selv efterhånden var rimelig udkørt efter en god mængde koncerter og det dertilhørende arbejde, men den her koncert hev aldrig rigtig helt fat i mig. Det virkede nærmere for mig som en slags sovemedicin. Når det så er sagt, så virkede det bestemt som om, at det publikum, der stod foran scenen, hyggede sig enormt. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at musikerne hyggede sig rigtig godt.

Men for mig kom der aldrig rigtig gang i koncerten. Selvom guitaristen godt kunne lire lidt ting af og gerne agerede lidt en guitar hero til tider, OG at bassisten var noget yngre og gjorde det ret godt, så var resten af bandet rimelig kedelige at se på. Der var ikke super meget bevægelse i dem. Ja, jeg ved godt, at de ikke er helt unge mere, men jeg manglede virkelig noget energi fra scenen.
Derudover, så hjalp alderen (og muligvis de lange pauser mellem numrene) heller ikke på forsangerens stemme. Han sang som sådan ret fint, men i de højere toner der sang han en smule off pitch og anstrengt.

Det mest underholdende for mig ved den her koncert var at lytte efter hvilke sange, de højst sandsynligt har lyttet til, når de har skrevet deres musik.
En lidt skuffende afslutning på festivalen for mig, men nok en rimelig hyggelig og nostalgisk koncert for andre.

Jeg var i hvert fald klar til at gå på druk, da den her koncert var færdig.

Afsluttende ord:

Da jeg lige havde været nede i min kahyt for at overføre billeder, gik jeg straks op for at se der før omtalte OPENHELL (se del 1). Et fedt koncept fra Copenhell hvor almindelige mennesker kan komme op på en scene og synge med på store metalhits med et liveband som opbakning. Det fungerede til ingen overraskelse super godt, og jeg var meget glad for, at jeg tog ind at se det, for det her var uden tvivl en god afslutning på en fed festival. Det var en slags god analogi for festivalen: Det var en koncert af fans for fans. Det var fantastisk. Og så skulle man heller ikke være bange for at synge falsk, for det gjorde dem på scenen garanteret også.

Da OPENHELL var færdigt, gik jeg i baren nedenunder. Fik snakket med en del af de mennesker, jeg havde lært at kende på festivalen. Snakkede lidt med nogle af de bands, der havde spillet. Og jeg fik en pæn stor kæp i øret. Jeg blev den slags fuld, hvor jeg egentlig godt vidste, jeg bare burde gå i seng, blev lige ved lidt længere, gik så op til baren for at købe en sodavand til at gå i seng på, men endte med at købe en Lemmy (whiskey og cola) i stedet.

Da jeg vågnede dagen efter, skulle jeg simpelthen bare have noget morgenmad, og så skulle jeg sådan set hjem. Nu var dette års Copenhell Metal Cruise overstået og sikke en festival. En festival, jeg vil huske som værende hårdt men fedt arbejde. En festival, hvor jeg kom helt alene afsted, men lærte en masse nye mennesker at kende. En festival, hvor jeg lærte nye bands at kende. En festival, hvor jeg altid følte mig tryg. En festival, hvor kærligheden til metallen og kærligheden levede i fuldt flor.

I skrivende stund sidder jeg hjemme hos min kæreste på Sydhavnen og mindes denne festival med et stort smil. Tak til alle, jeg mødte, og til alle jer, der ikke var med, så tag begge dele af min reportage som en KÆMPE opfordring til at komme afsted. Det her var det jeg havde brug for efter to år uden COPENHELL.

STAY HEAVY!
Magnus Karms Blichfeldt

Link til flere billeder: HER

REVIEW OVERVIEW

Termnialist
Lamentari
BAEST
Red Warszawa
Skagarack

Share this article

Recent posts

Popular categories