Anmeldelse af Metallica – S&M2, Palads – Nordisk Film Biografer. 9. oktober 2019.
Klokkerne ringer for Metallica både som hyldest og kærlig reminder om musikalsk originalitet.
Jeg har set Metallica to gange live – på Roskilde Festival 2013 og Royal Arena i 2017. Førstnævnte var en fremragende koncert, mens sidstnævnte var mere middelmådig. Deres seneste album, Hardwired To Self-Destruct, var ellers en fænomenalt hardrock udgivelse, men de nye sange blev overset til fordel for deres gamle klassikere. Det skete også til S&M2, men det er nu forståeligt, når Metallica har sådan et solidt bagkatalog, som de har, og når sangene skal passe til et symfoniorkester.
Koncertfilmen blev indledt af en lidt for lang reklame for Metallicas velgørenhedsprogram, All Within My Hands, en præsentation af S&M2-konceptet af bandet selv og San Francisco Symphonys’ dirigenter samt en hurtig kørsel gennem med San Francisco, som en anden turistfilm. Da kameraet endelig nåede frem til spillestedet, Chase Center, startede koncerten med Ennio Morricones “The Ecstasy of Gold” som intro (som sædvanlig). Efter det lange instrumentalnummer, “The Call Of Ktulu”, startede endelig en sang med vokal – “For Whom The Bells Tolls”. Men ganske hurtigt hørte man, hvor slidt James Hetfields’ stemme var blevet, og hvor meget den blev overdøvet af alle andre instrumenter. Om det var pga. alkohol og smøger er ikke til at sige, men det tog lige toppen af begejstringen for mit vedkommende. Sad but true.
Metallica har samme syndrom som Volbeat og Rammstein – deres sange kan meget nemt lyde meget ens. Specielt hvis der ikke er nogen vokal til at hjælpe med at differentiere numrene fra hinanden. Det var særligt tydeligt under “The Memory Remains”, “The Outlaw Torn” og “No Leaf Clover”, hvor jeg næsten blev helt døsig i mellemspillene.
Selvom de nye numre “Confusion”, “Moth Into Flame” og “Halo On Fire” er nogle gode numre, var det som om, at de ikke passede så godt ind i symfoniorkestrets rammer.
Andet sæt blev lagt ud med to numre udelukkende med symfoniorkesteret. Det var virkelig flot og en god start efter en lidt sløj afrunding af første sæt. Alene med orkesteret sang Hetfield “The Unforgiven III”, hvilket ikke kunne have været smukkere. Hans stemme var tydeligere og en my bedre, så han var næsten tilgivet for “svipserne” tidligere.
“All Within My Hands” blev spillet i en version med akustisk guitar, hvilket lød overraskende godt. Det virkede som om, koncerten bare blev bedre og bedre… “(Anesthesia) Pulling Teeth” blev dedikeret til Cliff Burton og blev spillet solo af en kontrabassist/cellist. Desværre blev han akkompagneret af Lars Ulrich cirka halvvejs, og derfra var det trommerne, der dominerede. Ulrich er bedre end sit rygte, men når han bare overdøver alt andet, blegner hans talent.
Flere gange under koncerten f.eks. under “The Day That Never Comes”, “Wherever I May Roam”, “One” og “Master Of Puppets” beviste Kirk Hammet og Roberto Trujillo, at de er fremragende på henholdsvis guitar og bas.
Koncerten blev selvfølgelig sluttet af med “Nothing Else Matters” og “Enter Sandman”, hvilket var måske lidt kedeligt, men takket være orkesteret blev der lagt nogle nye toner ind i sangene, man ellers har hørt alt for mange gange.
Det var en mageløs koncertoplevelse, men det blev lidt for mageligt uden de store overraskelser undervejs. Hvis jeg skulle give San Francisco Symphony en selvstændig bedømmelse, skulle de have 4 stjerner og Metallica skulle have 3 stjerner. Derfor ender min bedømmelse på 3,5 stjerner.
Setliste
Sæt I:
The Ecstasy of Gold
The Call of Ktulu
For Whom the Bell Tolls
The Day That Never Comes
The Memory Remains
Confusion
Moth Into Flame
The Outlaw Torn
No Leaf Clover
Halo on Fire
Sæt II:
Scythian Suite (Sergei Sergeyevich Prokofiev cover)
Iron Foundry (Alexander Mosolov cover)
The Unforgiven III
All Within My Hands
(Anesthesia) Pulling Teeth
Wherever I May Roam
One
Master of Puppets
Nothing Else Matters
Enter Sandman
