Anmeldelse af Ankor + support, d. 12.03.25 i Pumpehuset, Kbh.

Ugen åbner med, at Shoganai EU-tour kommer forbi med 3 bands, jeg på ingen måde har hørt om før. Men dette er en velsignelse som anmelder, at man kan kaste sig ud i oplevelser som disse. Med åbent sind er jeg atter klar til livemusik.

Foto: Gabriel Rasmussen

A Dark Reborn

Allerførst bliver vi præsenteret for noget melodic death metal/symphonic metal. Bandet består af Lur (vokal), Saül (trommer), Denis (rytme guitar), Ivan (bas) og Thomas (leadguitar). De har udgivet to albums, My Light (2021) og Last Echo (2023), og nu står gruppen på dansk jord for første gang.  

Der er langt fra proppet i Pumpehusets lille sal, men en god slat er dog mødt op på en uge, der som sædvanlig er spækket med muligheder for heavymusik. Der er sat lamper, og der blinker hurtigt i grøn, blå og rød farve, da A Dark Reborn indtager scenen. Der er nogle momenter, hvor det groover godt, og Lur er ikke uden evner, hvor hun fint skifter imellem skønsang og growl. Jeg synes dog ikke, at hendes stemmer byder på meget personlighed. Forstået på den måde, at det lyder som meget, der er hørt før i denne genre og derfor ikke gør det store indtryk, hvor bands som Ad Infinitum, Beyond the Black eller Epica har meget mere fat i den lange ende.

Denne sammenligning gælder desværre også musikken. Det buldrer godt, og der er også bouncy-riffs, hvor jeg får svunget håret en smule, men det sætter bare ikke meget i gang hos mig over længere tid. Dog skal A Dark Reborn have point for deres energi. Lur kommer flere gange gående og syngende helt ude ved publikum, og der headbanges synkront af hele bandet + de er da også oppe på podierne flere gange, imens lysshowet gør sit for at skabe en indlevende oplevelse. 

“Dark Matter” og “The Flight” får da også nogle fine klapsalver med på vejen, men jeg er vist ikke den eneste, der betragter bandet med en vis tilbageholdenhed. Sidste solo har en lidt mere interessant tilgang og bliver helt progressiv. Keyboardet kan anes på backingtrack, men mere fylder det heller ikke, så det gør ikke så meget. 

Lur forsvinder fra scenen, imens et instrumentalt nummer leder os tættere på enden. Hun kommer naturligvis tilbage til en noget hårdere afslutning, og A Dark Reborn takker pænt og forlader os. De udførte deres opgave udmærket, men de helt store evner til at skrive storladent metal var ikke til stede.

Conquer Divide

Rejsen i aften fortsætter med en tur til Spanien og et mix af core og hard rock, hvor medlemmerne kommer fra både USA, England og Canada. Dannet i 2003 i Michigan tæller medlemmerne Kiarely “Kia” Castillo (vokal), Kristin Sturgis (rytmeguitar, backing vokal), Isabel Izzy” Jonhson (leadguitar) og Samantha “Sam” Landa (trommer). Dog har de Spencer Maybe (bas) med på scenen, når de optræder live. De har to udgivelser med sig, Conquer Divide (2015) og Slow Burn (2023). Nu skal de vise, hvad de kan i Pumpehuset.

Der skal ikke gå mere end ét nummer, før jeg indser, at nu er niveauet hævet betragteligt. Kia har en stemme, der rammer de catchy, poppede melodier perfekt, men samtidig har en kant, der gør hendes vokal medrivende hele showet igennem. Med en eksplosiv cocktail af post-hardcore og alternativ rock spilder Conquer Divide ikke tiden, og næsten med et samme har de fat i publikum, hvor luften er fyldt med horn. “Chemicals” og “Pressure” er bygget op af blide, rolige sektioner samt hårdtslående vild post-rock. Bandet selv kommer mere og mere og hopla, som gæsterne overgiver sig til musikken, og særligt kemien mellem Kia og Madison er hyggelig at overvære. 

Og nu vi snakker om bassisten: Hans råbe growl passer super godt til sangerindens stemme, og der dannes en fængende symbiose imellem dem, der helt sikkert er med til, at Conquer Divide og Pumpehuset virkelig er ved at finde hinanden. “Welcome to the party,” siger vokalisten, og vores arme vifter i luften i hele rummet, som “Eyes Wide Shut” cementerer, at det her bliver et homerun. Der moshes nu vildt på gulvet, og en wall of death skal vi også igennem til stor fornøjelse for alle. 

Der er en virkelig hyggelig stemning iblandt os, og selvom der svedes hårdt i pitten, så bliver det aldrig ubehageligt at tonse rundt. “I want you to leave the ground for this next song,” siger Kia, og guidet at et lykkeligt band, der peaker for hvert eneste riff, kommer vores ben på overarbejde. Conquer Divides egen glæde over vores reaktion gør kun denne koncert endnu bedre, og min Malignancy-t-shirt er sat fast i mit bælte, imens jeg headbanger vildt med min luftguitar. 

Soloerne er smooth og fængende, og den ene guitarist hopper ud og dirigerer en vild circle pit rundt om sig selv, som jeg deltager i med et kæmpe smil sammen med mine metalbrødre og -søstre til de mange hooks, vi bliver forkælet med. Det her genopfinder ikke nødvendigvis hjulet, men de virkemidler, som Conquer Divide bruger, rammer plet. Jeg er fan og glæder mig til at lytte til deres plader derhjemme samt til næste gang, de besøger dansk jord. Sikke en øjenåbner! 

Ankor

Vores headliner så dagens lys tilbage i 2003 og spiller en speciel bastardgenre af moderne genrer. Bestående af David Romeu (guitar), Julio Lopez (bas, backing vokal), Fito Martinez (guitar), Jessie Williams (vokal) og Eleni Nota (trommer) har bandet udgivet seks albums siden 2008 og det seneste, Shonghai, udkom i 2024. Hvad har jeg nu rodet mig ud i? 

Jeg kommer ned fra rygelokalet lidt inde i første nummer, og scenen er dækket af røg, og en cool kombination af moderne metal og EDM brager ud imod os. På Williams mikrofonstativ er der blomster, og hun kommer godt rundt på scenen, imens hun synger, growler og rapper. Det er en tung omgang på den gode måde, og publikum tager da også imod det med kyshånd, imens en solid HEY-chant sættes i gang imod bandet. Men ikke kun sangerinden er i hopla, hele gruppen er i næsten konstant bevægelse og kyler riffs, grinende grimasser og godt humør imod os hele showet igennem. Det er en fornøjelse at være med denne onsdag. 

Williams vil ud til os, og hun rulles ud i midten af gulvet på et stykke musikudstyr, og en energisk circlepit løber rundt om hende, imens hun overlegent fremviser sin stemmes styrke. Er man glad for Poppy, Amaranthe og Blind Channel, vil Ankor med deres sammenkog af pop, metalcore og elektronisk musik helt sikkert falde i ens smag. Skulle alle disse tendenser ikke være ens kop te, så er jeg næsten sikker på, at de energiske musikere alligevel vil kunne underholde med sange som “Walking Dead”, “Stereo” og “Nebula”. 

“How loud can you scream?” spørger sangerinden, og råbes kan der i aften til “Oblivion”. Et gammelt nummer bliver dedikeret til de kritikere, der mente, at Ankor var for rodede i deres lyd til at blive til noget. 

Bevares, det her stikker bestemt i alle retninger, men skægt er det, også selvom jeg hælder lidt mere til Conquer Divides materiale, når alt kommer til alt. Der er et catchy kor på backingtrack, og vokalisten tager et bat i hånden og prikker venskabeligt til sin guitarist. Bandet holder dampen oppe, men alligevel siver folk stille og roligt fra. Måske skal folk tidligt hjem, det er jo en hverdag. Lidt en skam. 

Dette stopper dog ikke dedikerede fans fra at synge “Whoa” + lave wall of death. Vi skal også danse til et EDM-indslag, og jeg bliver atter mindet om, at metalfolket er vilde med denne her slags kommerciel larm. Vokalisten har en ærlig og ydmyg udstråling, da hun giver en sød takketale, der anerkendes med jubel inden sidste sang.

Jeg siger tak for i aften og smutter, men jeg kan høre, at vi bliver bedt om at hænge ud til det sidste som i en Marvelfilm. Jeg må alligevel tage min afsked. Men jeg kan høre, at der hujes af fansene, da jeg går udenfor, så måske skulle man være blevet?

Med et sjældent set engagement sejrede Ankor, og de fik en ny fan i undertegnede, tak!