Anmeldelse af Meshuggah, Hades, Copenhell, 15.06.2023
Meshuggah leverer et godt show, men det bliver desværre trukket lidt ned af det sløve publikum.
Fotos af Tommy Skøtt.
Her er endnu et band, som starter med en laaang intro. Der går over tre minutter, hvor der bare kører en ensformig baslyd, inden der sker noget. Meshuggah leverer dog et imponerende show, hvor specielt lyset er i fokus. Jeg har ladet mig fortælle, at lysmanden laver lyset live, hvilket er helt vildt imponerende.
Bandmedlemmerne står foran hver deres lysboks, hvilket får dem til at fremstå som silhuetter, og det giver en rigtigt fed effekt. Desværre låser det dem også fast i den samme position gennem hele koncerten, hvilket begrænser spontaniteten og energien på scenen. Men det er et kunstnerisk valg, de har taget til fordel for et gennemført lysshow. Og det kan også noget.
Foran scenen bliver der hoppet, moshet og crowdsurfet, men resten af publikum virker desværre lidt sløve. Forsangeren forsøger da også at få en reaktion ved at spørge “Is this Copenhell or calm?” Men det er som om, det farer henover hovedet på de fleste.
Bandet spiller tight og godt, der er ingen tvivl om, at det er nogle erfarne herre fra Sverige, som står på scenen. Koncerten igennem er der er par interludes/pauser, hvor der ikke rigtigt sker så meget, hvilket ikke hjælper på den lidt sløve stemning. Henimod slutningen liver folk lidt mere op, men det er som om, at festen aldrig rigtigt kommer i gang.
Se flere billeder taget af Tommy Skøtt herunder: