Anmeldelse af: Artillery + BAEST. Tapperiet, Køge. 16. maj 2019.
Metallen er så sandelig blevet (gen)etableret i Køge, og det blev bevist med optræden fra BAEST og Artillery sidste torsdag
Foto: Mark Stoumann
(Pst, hvis du læser hele artiklen færdig, så venter der kage til dig til slut!)
Hvor er det altså bare herligt, at man efterhånden godt kan være bekendt at sige, at metallen atter er blevet et fast indslag på scenen i Køge på specielt Tapperiet, hvor vi bare i år har oplevet Pectora, Bersærk med flere – og stadig ser frem til mere af slagsen!
Seneste genre-event i den båd var med legendariske Artillery, der havde jyske BAEST med som opvarmning en – indtil da – stilfærdig torsdag, hvoraf sidstnævnte da holdt en bette Q and A på Køge Bibliotek forud for koncerten.
BAEST
Det er så svært at slynge endnu flere superlativer ud til disse jyske bæster, end der allerede er blevet gjort, og det er sagu-edeme en skønherlighed at observere denne jyske lunefuldhed forandre sig 180 grader til det fænomenale groteske vildskab, der tilfalder et bogstav til hvert medlem: B-A-E-S-T.
Derfor er det nemmere at snakke om de anderledes ting, der skete til denne koncert, end forklare hvordan man kan blive blæst bagover af prototype-svenskerdød med dansk påhæng, så selvsamme nabofolk må begynde at overveje, om de egentlig har stjålet musikken via noget tidsrejse-galskab?
Mikrofonen havde kedelige udfald for forsanger Simon, og det er måske ikke så nyt at opleve, men det beviste bare, at trods bandets unge levealder som samlet konstellation, så kan den slags på ingen måde hyle dem ud af den, som det ellers er set med ældre orkestre, der mangler live-tække og velbevandrethed i samme omfang på en scene.
Men så var musikken måske så tung, at trommeskindet på stortrommen begik harakiri, idet den da valgte at flække lidt under midtvejs i koncerten.
Bevares, så var der en velfortjent, omend upassende, øl-pause.
Det var dog hurtigt glemt, da vi kom til den nye frækkert på sætlisten, der vist nok gik under navnet: “Gula”.
Nøj, for selv den mest hadske brændevin i det vestjyske, hvor var den så tung, at strengene var nede at kysse scenegulvet, hvis man skulle overdrive – og det har man lyst til!
Den sang skal I andre glæde jer til at høre live, hvis I ikke allerede har gjort det, for det viser et band i udvikling, uden at de går i den letkøbte retning og appellerer til den mere brede befolkning, som andre metalbands har tendens til for tiden (I ved, hvem I er!)
Artillery
Ligeledes med Artillery er det lidt svært at begynde at finde ordbogen frem for at skulle begynde at fortælle, hvad jeg synes om dem.
Dem af jer, der har læst nogle af mine meninger om dem tidligere, ved, at jeg værdsætter og forstår den betydning, som Artillery har haft for gamet, navnligt Thrash Metal, men at jeg samtidig godt forstår, at de aldrig stak af i samme ombæring, som deres jævnaldrende kollegaer gjorde det.
Nogle vil kalde det en dansk ting, men tyske Kreator klarede sig jo meget fint, så det hørte da ikke til USA at gøre den slags, og genren har dog også nydt lidt af en renæssance herhjemme på det sidste.
Nå, men det siger jo ikke så meget om, hvordan bandet spillede denne aften, men det vist pænt sagt, som du kender Artillery, hvis du er vant til at se dem: De leverer varen, de spiller utroligt tight, og det var sjovt at se de aldrende medlemmer køre synkrondans med de mere yngre af slagsen – en herlig symbiose.
De er jo langt fra genren, BAEST leger med, medmindre man kategoriserer alt som Heavy Metal, men der betød bare, at der var noget for dem, der var kommet for et af de to bands, og fik sig en overraskelse af at se det andet band, men det var da klart Artillery, der var mest bredt appellerende (og det siger jo ikke så meget, når man sammenligner med BAEST).
Overordnet set virkede det til, at det yngre publikum fandt fidus ved Artillery, mens de ældre kunne se, at metallen ikke er død – jo, den er død på den fede måde, og derfor blev Køge lagt godt i graven med dødsmetal denne torsdag aften, mens Artillery sørgede for fadølsfesten til slut.
Se et galleri herunder fra fotograf Mark Stoumann:
