Anmeldelse af: Frog Leap. Pumpehuset, Kbh. 30. april 2019.
Det var ikke let at vide, hvad man skulle forvente, imens publikum stod spændte i Pumpehuset og ventede på Youtubefænomenet “Frog Leap Studios”, her under navnet ”Frog leap” skulle betræde scenen og levere det ene million-stream-hit efter det andet.
Foto: Mark Stoumann
For dem, der endnu ikke ved, hvad der tales om, er Frog Leap Studios en Youtubekanal, hvor Leo Moracchioli, en karismatisk nordmand med hang til metal, som man kendte det i 00’erne, laver heavy-covers af populære sange, gamle som nye. Nu skulle det så vise sig, om dette kunne overføres direkte til de skrå brædder.
Leo og kompagni går på scenen små 20 minutter over tid til stor applaus fra publikums side, og der var altså ikke tvivl om, folk var klar på at feste, også selvom det var tirsdag, og aftenen stadig var relativt ung.
Der blev da også lagt godt fra start, det værende på flere fronter. Kaninmanden, der er kendt fra flere virale hits, dirigerer den første sang i gang, og så er der ellers høj stemning inde i Pumpehuset. Lyden står skarpt, omend vokalen er en anelse lav. Der er god energi på scenen, og musikerne kan tydeligvis deres kram. Publikum skråler med alt, hvad de kan – her er altså ingen skam i at kunne teksterne på sange som et ”true metal”-crowd nok ellers ville fordømme.
Dog bliver festen afbrudt af en seriøst udseende mand i jakkesæt, der på scenen fortæller, at der har været klager angående støjen. Dette er naturligvis en joke, og han fortsætter med at forklare, at der simpelthen ikke er støj nok. Resten af koncerten er ligeledes fyldt med sjov og spas hele vejen igennem, ikke mindst fra kaninmanden, der resten af showet agerer hype guy, men også fra hånddukker og banjodueller, der bliver gjort mulige af lidt moderne guitarteknologi.
Hele arrangementet bliver filmet oppe fra scenen, hvilket er en anelse distraherende, ikke mindst fordi fotografen til dels ”dirigerer” publikum til at opføre sig på bestemte måder. Dog virker det ikke til at genere publikum generelt, og de indvilliger gladeligt.
Rent musikalsk er det lidt svært at bedømme Frog Leap, da det jo som sådan ikke er hverken original musik eller et decideret coverband. Metalcovers af popsange er ikke et nyt fænomen, men en hel koncert med dette er trods alt ikke hverdagskost.
Jeg kunne ikke lade være med at føle, aftenen mindede om gymnasiefester med livebands, der spillede dansehits her bare i større format og med et dog noget anderledes publikum.
Samtidig er nogle sange bare bedre egnet til at blive gjort heavy end andre, og der var da også numre, der viste dette, heriblandt “Africa”, “Zombie” og “Hello”, der virkelig fik folk op at køre. Der var også plads til et par enkelte rendyrkede metalsange fra både Rage Against the Machine og Pantera, der selvsagt også faldt i god jord.
Leo fungerede glimrende som frontmand, og lidt graven rundt på internettet skulle da også vise, det ikke er hans første gang til at råbe på en scene. Han havde også en gæstevokalist med rundt på touren i form af Hannah Boulton, der også har hjulpet på nogle af hans Youtubevideoer. Det gav et dejligt friskt pust til nogle velvalgte sange igennem sættet, og Hannah viste sig at være glimrende live såvel som på video.
Tilbage står man med en lidt underlig størrelse at bedømme.
På den ene side kan man, uden at være direkte elitær, godt mene, at der ikke er stor kunst i at tage populære sange, tilføje forvrængede guitarer og growls og kalde det et fornemt stykke arbejde.
På den anden side er der ikke tvivl om, folk i salen havde en gevaldig fest og sikkert mange hæse stemmer efter halvanden times fællessang.
Jeg vælger at lade en god fest være en god fest, og så må musikkens egen kvalitet ellers anmeldes separat en anden gang.
Fotografen Mark Stoumann var på pletten og tog følgende billeder:
