Som optakt til When Copenhell Freezes Over, vinter-udgaven af Danmarks største metalfestival, bringer vi et forrygende flashback til Copenhell Metal Cruise 2022.
Til lands, til vinter og til vands – uanset formatet finder man metal, rock og alt derimellem hele paletten, som genren har at byde på. Som en vis thrash-metal-konge engang sagde i oktober 2022 til en koncert midt i Skagerraks stormfulde vande: “Metal unites us”.
Alle fotos af Magnus Karms Blichfeldt
Copenhell Metal Cruise – Fredag den 28. Oktober 2022.
Dag 1 – Fest, frigørelse og fadøl
Vi er på festivalen til søs, der har det hele: Kødhakker-thrash, introspektiv blackmetal, tæske-deathcore og gak og løjer. Ohøj og velkommen om bord på Copenhell Metal Cruise 2022!
Vi starter i SkyClub. Festivalens konferencier, Magnus, byder os energisk velkommen på den 5. udgave af Copenhell Metal Cruise. Med et kæmpe smil, der outshiner selv hans lak-blanke læderjakke, udbryder han: “Vi er sejlet – der er ingen vej tilbage!”. Under os vibrerer gulvet allerede fra Oslofærgens kolossale motor, og i skøn forening med skibets rystelser stævner CABAL ud med det første set på den flydende festival.
CABAL – “Vi kommer alle til at dø, og det er lige meget – lad os have en fest”
17.00 – SkyClub
Med bassdrops som taget fra en IMAX-biograf, og instrumenter stemt så dybt, at man frygter, de kunne ramme The Brown Note, rystes scenen på Skyclub til Copenhell Metal Cruise åbningskoncerten.
Denne lounge lægger i fredstid scenegulv til cruise-ship-DJ’s af ukendt kvalitet, men heldigvis er der ikke tvivl om, hvad man får, når CABAL er i farvandet.
Der er ikke så meget pis med dem: de spiller deathcore, og de er kommet for at flæk’.
CABAL er et band, der leverer hver gang. De store overraskelser eller forkromede sceniske greb behøves ikke. Det er uformelt og letforståeligt og skruet enormt godt sammen.
Deathcore er en taktil genre, der med sine karakteristiske kavalkader af breakdown på breakdown indbyder til mosh, walls of death og andre tonstunge udfoldelser. Dette gør sig også gældende for denne koncert, hvor flere publikummer i starten af koncerten kaster sig ud i et par tvivlsomme forsøg på crowdsurf. Vi må dog konstatere, at havet af glade fans foran scenen klokken fem på en fredag eftermiddag ikke har helt samme bæreevne, som var man hoppet i bølgen blå.
Dette ligger dog ikke CABAL til last. Live er det et band, hvor alle medlemmer spiller ekstremt tight og med velsmurt rutine, uden at det bliver maskinelt eller fraværende. Tværtimod har de en effortless ynde over sig.
Bandet præsenterer i aften to ny numre fra den kommende skive, Magnum Interitus. Albummet er stadig brandvarmt direkte fra vinylpressen og skaber med forfriskende groove-skift og velplacerede kontraster i sangskrivningen et klædeligt peak i sættet.
Ved koncertens afslutning kan vi konstatere ved selvsyn, at deathcore og Copenhell-stemning er tykkere end vand. Crowdsurf, mosh, fadøl og guitar med distortion. Som frontmanden sagde: “Vi kommer alle til at dø, og det er lige meget – lad os have en fest!”
Destruction – “Metal unites us!”
18.00 – Columbus
Vi trækker mod festivalens anden scene i Columbus. Stemningen er altid helt særlig i dette rum. Der er lavt til loftet, lavt til scenekanten, og bløde stole er placeret i dunkle koncentriske halvcirkler rundt i lokalet. Hvis man vil se noget, skal man helt tæt på, og det kommer Destruction til gode.
Fremmødet er desværre ikke så imponerende som ved den tidligere koncert, og det er egentlig lidt synd. Måske er der nogen, der satser på at se dem på hjemturen i morgen?
En ting er sikkert: De, der er kommet for at se Destruction, er helt oppe foran og klar til at hoppe igennem den musikalske kødhakker, der rammer salen som en klyngebombe.
Destruction spiller thrash, som vor mor lavede den. Med nittejakker, vind i håret, og guitarleads spidsere end NATO-pigtråd, er det som om, medlemmerne selv er smedet ud af rustfrit stål. Det er så thrash, at det næsten er arketypisk. Det er et band, der har spillet sammen siden 1982 og har den telepatiske samspils-synkronicitet, som kun bands, der har spillet sammen længere, end de fleste ægteskaber har holdt, er i besiddelse af.
Som med CABAL, så ved man, hvad man får med Destruction: Upåklagelig lyd, synkrone guitarhvin, maskingevær-trommer og på en måde en underligt wholesome fornemmelse. Dette understreges, da forsangeren henvender sig til publikum med ægte glæde i stemmen spørger “Are you fucking headbangers? Hell yeah, metal unites us” og kaster sig ud i den næste skankbeat-serenade fra deres lange diskografi.
Det bliver for mine ører en kende ensformigt i længen, men det er sgu meget sjovt. Jeg var ikke thrasher, da jeg kom, og er det heller ikke, da jeg går derfra, men i et øjeblik kunne jeg sgu godt identificeret mig med øl, patches på denim-vesten og slangekrøller.
Conchita Pølse – en af de største stemmer i vor samtid
19.00 – Navigator
Fra 80’er-legender til et nyskabende samtidskulturelt fænomen.
Conchita Pølse, vinder af Æuråpæan Sång Kåntest in Dænmårk, er absolut en af de fineste og mest velplacerede bookinger, jeg har set på nogen dansk festival i den seneste tid.
Med højaktuelle og kontroversielle sange tør denne ekstraordinære performer gå i dybden med emner som narkomaner, bylder diverse steder på den menneskelige anatomi og det moderne menneskes selvplacering i et fragmenteret politisk landskab.
Med en intens stemme og insisterende scenisk energi akkompagnerer Conchita Pølse sig selv på guitar i hjørnet af den intime Navigator bar.
Der florerer et rygte om, at Conchita Pølse i virkeligheden er Lækre Jens fra Red Warszawa i paryk og kjole. Hvorvidt dette er sandt, kan redaktionen hverken be- eller afkræfte inden denne artikels udgivelse.
Demon Head – Hypnotiske herligheder
19.30 – SkyClub
“Er i klar til noget djævlerock?” spørger vores læderjakkeklædte konferencier fra Skyclub scenen.
Fremmødet var mere sparsomt, end sidst vi var herinde til Cabal, men den dunkle stemning i det karakteristiske rum passer rigtigt godt til det, vi skal opleve lige om lidt: Tungt, dissonant, stemningsfyldt. Vokalisten har en intensitet og umiddelbarhed i sit udtryk, der trækker tankerne lidt i retning af Kellermensch, som vi skal opleve senere i Columbus club. Samspillet er upåklageligt, og smukke temposkift og hypnotiske groove flyder velplaceret som tung røg mellem SkyClubs polstrede stole. Det er en koncert, der uironisk faktisk er rigtig fed at sidde ned til. Bare lade sig rive med, som bølgerne, der bruser under skibets stavn.
Sættet har rigtig flot variation mellem de meditative, mere stoner-agtige passager og uptempo, energiske ting. Jeg er helt solgt, da vokalisten også spiller Keys til. Ja tak til djævlerock! Demon Head mestrer at lege med tid og timing i deres set og formår at gå fra uptempo til laidback uden at tabe energi eller virke usammenhængende. Det hele er enormt velspillet og af meget anderledes karakter end de to foregående bands, og sætlisten besidder en virkeligt dejlig bredde og variation.
Eneste minus var, at lyset i venue blev tændt under koncerten, hvilket rev mig ud af den meditative stemning, jeg var på vej ind i. Dette var jo ikke bandets skyld, og jeg var hurtigt tilbage i de hynoptiske grooves. Alt i alt en utroligt lækker koncert og rigtig god kontrast til resten.
Meanwhile in Navigator bar….
Hvis du keder dig på Metal Cruise, er det din egen skyld!
Muligvis i anledning af Alice Coopers yndlingshøjtid, var der en Extreme Costume Challenge, som var Red Warszawas stylist værdig! Udstyret med gaffatape, plasticsække og ruller af pap dystede flere hold af kreative og entusiastiske festivalgængere om at lave de skøreste, flotteste og sjoveste kostumer på tid. Er dette et initiativ, vi kommer til at se på hovedfestivallen Copenhell i 2023? Er der en ny bølge af metal-couture på vej, konstrueret af tape og sølvpapir? Uanset spekulationerne var det et underholdende indslag!
Solbrud – Fald mod mørket, ræk mod lyset
21.00 – SkyClub
De, der ikke var til gak og løjer med byg-selv-kostumer i Navigator, kunne opleve en af de flotteste sorte perler på den danske metalscene. Solbrud trak klart nogle af de største bifald på aftenen i et rumlende, sælsomt mørke i SkyClub. De er i sandhed et band, der mestrer at sætte og vedholde en stemning og atmosfære ved deres livekoncerter. Underspillet og introvert lader det københavnske act os komme med ind i, hvad der føles som deres indre cirkel. Der er ikke det store “ååå giv os hooorn, for satan maaand” – vi oplever i stedet en sammenslutning af artister, der maler klanglige billeder af at falde mod mørket, mens man rækker efter lyset.
Sættet var perfekt understreget visuelt af lyssætningen, der med effektfuld brug af strober gav en overjordisk effekt.
Kald mig bare overtroisk, men der sker noget særligt med denne type bands på havet. Måske er det fordi, man kun ser det natmørke hav, så langt øjet rækker, hvis man vover sig ud på dækket. Måske er det fordi, man på dette tidspunkt for længst har forladt dér, hvor mobildækning rækker, og de fleste pakker deres håndholdte distraktionsmaskiner væk. Jeg oplevede noget lignende og lige så magisk med Redwood Hill på Metal Cruise i 2019. Solbrud til søs var en stærk performance og en velplaceret optakt til Kellermensch.
Kellermensch – Total kunstnerisk frigørelse
22.00 – Columbus
En skribents fineste job er at sætte ord på oplevelser, så andre kan føle det, som om de var der selv. Det værste, man kan sige, er “det er ubeskriveligt”, men det er en sand udfordring at sætte ord på, hvad der præcist sker i rummet til en Kellermensch-koncert.
Kellermensch serverer dig ikke et fist-to-the-face spark-i-kuglerne “ååårh-hvad-manner”-show.
Nej, det er et uendeligt langsomt voksende kaos. Når du først opdager, hvad der er ved at ske, er du så hypnotisk fanget af det, der udfolder sig på scenen, at du ikke kan slippe fri.
Du er nødt til at følge med, hele vejen. På godt og ondt. Og hold op, hvor var det godt!
På mange måder er den type oplevelse for mig mere interessant end det, der smadrer dig lige i fjæset fra starten. Det er smukt og uhyggeligt på samme tid og sidder under huden, til du får sovet det ud. Denne sammenhængende lange form i koncerten gør formatet til et kunstværk i sig selv.
Der er noget livsbekræftende i det depressive element, som gør sig så tydeligt i Kellermensch.
Flere oplever koncerten fra, hvad der ligner at være deres egen indre verden.
Vokalerne klinger så godt sammen, at det til tider lyder som én stemme. Absolut eminent sammenspil, hvor man kan se de tydelige sammenhænge til jazz, bluegrass og alt det andet gode, der ligger til inspiration for ensemblets musik. Især pianistens fraseringer og improviseringer er helt fænomenale.
Jeg føler i et øjeblik, at jeg er vidne til den totale kunstneriske frigørelse. Det er ikke konservatorie-prog, hvor der er gået ekstremsport i at have de mest komplicerede taktarter og indviklede akkorder, og musikken bliver kompleks for kompleksitetens skyld.
Nej. Det er mennesker, der mestrer deres instrument så godt, at det vilde kan komme frem. At pianisten kan smadre hele sin hånd ned i keyboardet, og vi køber den sgu stadig og vil have mere.
Et projekt, hvor det underspillede er vejen frem. Det er så fucking stærkt og var klart mit personlige highlight på Copenhell Metal Cruise.
Copenhell Metal Cruise – Lørdag den 29. Oktober
Dag 2 – Kunst og underholdning
Andendagen på den sejlende festivaldag byder igen på koncert med Kellermensch og Destruction. Da disse allerede er berettet om på dag 1, vil jeg i stedet rette opmærksomheden mod de tre meget forskellige men i lige grad fabelagtige acts, der gæster SkyClub på turen tilbage mod Copenhells hjemby.
Søren Andersen – Havvind i håret
16.00 – SkyClub
Den sene efterårssol sniger sig igennem ovenlysloftet i SkyClyb, hvor en kalejdoskopisk stjerneregn spredes fra kranie-diskokuglen i loftet. Danmarks egen guitarvirtuoso Søren Andersen og bands indtræden på scenen. Det hele føles lidt 70’er, og det beskriver faktisk meget godt det, vi oplever til den her koncert. Det er sejt, det er blæret, det er laid-back, og det er ægte oldschool rockstar-energi, vi er vidne til!
Når der står instrumental rock på plakaten, kan man fristes til at tænke, at det nok bliver en fest for de indviede. Langt fra! Stemningen er fra starten festlig, og flere er udklædt og i højt humør.
Et lille magisk øjeblik opstår, da Andersen klatrer op på et af de lave, runde borde, og den friske havbrise blæser ind gennem den åbne dør. Manden er så rockstar, at han ikke behøver en vindmaskine for at have blafrende lokker, mens han spiller solo – havets sirener (eller en stiv kuling over Nordsøen, hvem ved?) blæser deres velsignelse, mens tonerne smyger sig ud over dækket som perler på en sølvfarvet guitarstreng.
Sammenspillet bandet imellem er velovervejet, og der er god plads til, at alle instrumentalister får deres tid i spotlyset, uden at det bliver søgt.
Det er første gang, jeg oplever Søren Andersen live, og det er en fejl fra min side! Her opleves en kunstner, der giver dig følelsen af, at han virkeligt kan synge med sit instrument. Tonen for både bas og guitar er ekstremt velafbalanceret, og lydmanden får 10 ud af 10 point for sit arbejde denne dag. Alle detaljer, artikulationer og fraseringer kommer til sin ret, og lyden er organisk og varm.
Hvordan kan instrumentalmusik fylde SkyBar så godt som første act på andendagen?
Det kan det, fordi der er dansable rytmer og god stemning til de festglade.
Der er detaljerigdom, teknisk overlegenhed og verdensklasse soloer på alle instrumenter til de nørdede. Der er rockstjerne-blær med et glimt i øjet og en udadvendt og utroligt nærværende energi til alle, der er ombord på båden.
Og rockstjerne-energi skal vi snart se meget mere af på samme scene!
Nakkeknækker – Fresh as f**k
SkyClub – 19.00
“Vi er fra Silkeborg, og det er vi kraftedeme stolte af!”
Der er så pakket, at jeg må opgive at komme tæt på, men får heldigvis sneget mig op på balkonen for at kunne se showet. Det er nok meget godt, de spiller så højt, at man frygter at blive revet over at stortrommernes maskingeværs-ild, hvis man går for tæt på PA’et. Fra Søren Andersens feelgood univers er SkyClub forvandlet til et inferno af bulder, smadder, drønbeskidt vokal og et publikum, der er ved at koge over.
Alle bands siger “Vi er her for at vælte hele lortet”, men Nakkeknaekker holder den ikke ved snakken. De spiller med en overbevisning, som jeg sjældent har set andre bands gøre det.
Det er stodder-energi på den helt rigtige måde og en ubeskrivelig intensitet, en følelse af vilje til VIRKELIGT at flække den her musik. Hvert slag, hvert eneste hidsigt downpick, hvert eneste brøl betyder ALT.
Igennem alt bulderet er der også tænkt over de små æstetiske detaljer – der er matchet et gult kabel til en gul trøje, placeringen og timingen på scenen er koreograferet uden at virke opstillet, og det hele spiller på en uanstrengt og legende måde.
Da frontmanden råber: “Vi er ik’ færdige endnu!”, udløses et veritabelt jubelbrøl fra salen, og selv om jeg er typen, der aldrig i mit liv har hørt “fee døø” uironisk. Så føler jeg den. Jeg føler den hele vejen ind i sjælen og kan ikke beskrive det på andre måder end således:
Det er fresh as f**k og hvis de fortsætter, er de klar til at skrige sig ind i den danske dødsmetalhistorie. Derfor er det intet under, at du også kan opleve dem på When Copenehell Freezes Over lørdag den 28. Januar i VEGA.
Nanowar of Steel – Festlig feelgood
21.00 – SkyClub
Kender du den følelse, når man mister tidsfornemmelsen? Når det hele er ved at gå lidt i opløsning, og du har følelsen af, at alt kan ske? Det er præcis sådan, jeg har det til denne koncert. Klokken har ikke engang passeret midnat, men det føles som om, vi er midt på natten. Der er høj bølgegang, jeg er lidt søsyg (eller også har jeg fået et glas for meget, måske en kombination) og stemningen er løssluppen og sjov.
Det var det perfekte tidspunkt til Nanowar of Steel at træde ind på. Til dem, der ikke kender bandet, er det italiensk comedy metal, der har en selverklæret mission om at tage pis på alt, hvad der er trve og lidt-for-sejt-til-at-leve inden for powermetal-genren. Comedy metal er lige præcist, hvad vi får, men om man kan lide den humor, der udfolder sig, er vidst i sidste ende en smagssag.
Med en booking-profil, der spænder så bredt som Copenhell Metal Cruise gør, er det ikke alle navne på plakaten, der vil tiltale alle lige meget. Dermed er det heller ikke hele publikum, der er med på løjerne fra starten. På forreste række er koncertgængerne dog mere end klar! De ved, hvad der er i vente, og de ved, at det bliver 100 % tosset.
Der er ikke sparet på kostumer, spas og løjer, og den italienske kvintet er i fuldt hopla lige fra starten. Niveauet af kaos og gak trækker tankerne i retning af Trollfest, der tager nogle herligt farverige valg til deres liveshows.
Nanowar of Steel byder på en publikums-inddragende oplevelse med deres sjove og lidt fjollede powermetal. Musikken er mere tilgængelig, og sangene er spækket med hooks og gode syng-med-muligheder. Bandet giver endda et lille crash-course i italiensk for begyndere, så publikum kan synge med på omkvædene. Internationalt!
Nanowar of Steel har også en forkærlighed for kostumer og maskotter i forening med deres powermetal.
Af visuelle højdepunkter kan nævnes:
– En dansende gut iført Cthulhu-maske
– Forsangeren i et ultra kawaii-tylskørt (who wore it better? Potowotominimak eller Devin Townsend i Amager bio i ‘19?)
– Bandets guitarhelt, der spiller en imponerende solo, mens han får tæsk af en fyr i et uglekostume.
Energien er lige så høj, hvis ikke højere end under Nakkeknaekker, men det er med et anderledes humoristisk twist. Der laves en Wall of Love, hvor man krammer i stedet for at tonse ind i hinanden. Der danses. Der skråles. Det er som om, det aldrig rigtigt ender, og jeg går fra koncerten med en hyggelig følelse i maven, der trods alt ligger bedre end min begyndende søsyge.
Er det lidt plat? Ja.
Er det lidt sjovt? Ja.
Ender jeg med at elske det? Desværre, ja.
Er det en helt fantastisk afslutning på et cruise, der havde lidt af det hele og mere til?
Også ja!
Tak for i år, Copenhell Metal Cruise!
Jeg går i kahytten. Ses til Januar til When Copenehell Freezes Over!
Her er lidt flere billeder fra turen, som Magnus Karms Blichfeldt har taget:
