Lørdag den 9. November 2019 – Oslo Båden/DFDS – Colombus Suite.
Nærværende intensitet, bøllerock og diesel-fræs.
Foto: Mark Stoumann
Andendagen på Copenhell Metal Cruise bød på melodisk metal, postmetal, thrash og heavy duty bomboozle bonanza (forklaring følger!).
Der var mulighed for både brætspil og metalquiz på båden og at gå på opdagelse i et let snedækket Oslo. Flere festivaldeltagere lagde et smut forbi pladebutikken Neseblod, (ja, det er den der butik med ham fra Mayhem) og fik taget det obligatoriske portræt foran ‘BLACK METAL’-graffitien på væggen i kælderen.
Efter eventyr i det norske ventede der fire koncerter på den sejlende festivals sidste dag.
Aphyxion
Klokken 19 kaster Anders Bøtter os endnu engang ud over rælingen og direkte ned i Copenhell Metal Cruises aftenbuffet af metalkoncerter. Han fremhæver sit nære forhold til Aphyxion, da han har fulgt dem i Sort Søndag, siden de var nogle kiddos med en demo og store drømme.
Med bassdrops og scenerøg går bandet, som Metal Hammer kaldte “The new saviours of melodic metal”, på scenen. Men splitte mine bramsejl, hvor er halvdelen af publikum dog henne? Salen virker kollektivt tømmermændsramt, og det er en hård tjans at spille en festival op af de meget bløde loungestole.
Der er dog hurtigt høj bølgegang, og Aphyxion leverer en scenevant performance, der er professionel til fingerspidserne, uden at virke industrialiseret, med en levende, nærværende og stærk energi. Der er fuld smæk på, og bandet udnytter kreativt scenens rum med brug af bannere og et podie, så den visuelle dimension også understøtter deres flotte show.
Musikkens smækre breakdowns og elektroniske elementer kommer godt til sin ret, og vokalen er utroligt flot artikuleret med et rigt detaljeudtryk. Aphyxion er uimodståelige, og et par numre inde i sættet har de kaldt alle mand på dæk. De har os i deres greb, der moshes på kommando, der væltes rundt, der synges med, og jeg glemmer helt, at jeg faktisk har utroligt ondt i hovedet efter alle drink… Øøh, den friske havluft. Fedt, man!
Aphyxion har effektivt losset os ud af eftermiddaglure i kahytten og sparket dag to i gang på Oslobåden!
Redwood Hill
Postmetal er ikke en genre, jeg normalt sætter på hjemme i stuen. Flere af mine venner havde sagt, at jeg skulle glæde mig til at opleve Redwood Hill, så mit første møde med dem blev til søs på Copenhell Metal Cruise.
Introvert, atmosfærisk, mystisk, og på en gang kropsligt og oversanseligt slipper danske Redwood Hill deres stærkt distortede og urtoligt smukke set fri over os. Energien er lige så intens som Aphyxion, men i en anden frekvens. Det er ikke piskende breakdowns, men tunge, natsorte bølger, der vælter ind over os. Scenens lave overdækning og mørkerøde røgfyldte lys understøtter musikken perfekt.
Hvis man overgiver sig, kan man deltage i en energi, der kan trække dig ned i en ændret tilstand. Op foran, mærk bassen kradse dig i hjertet. Krøl dig sammen i et hjørne i en loungestol, glem du er på et cruise og deltag inde i dig selv, i det, der udgår fra scenen. Jeg har en oplevelse af at drukne i sonisk røg, at synke ned igennem skibet og falde igennem til det vintersorte hav – på en overraskende behagelig måde.
Dette er en lidt syret måde at beskrive en koncert på, men jeg har simpelthen ikke andre måder at forklare det, jeg oplevede til Redwood Hill på Copenhell Metal Cruise. Bandet viste, at metal også kan handle om at skabe ændrede tilstande, og hvis man åbner sig for det, kan man være med til noget æterisk, sanseligt og stort.
Bombus
1-2-3, BØLLEROCK!
Som i en storm på havet bliver vi kastet fra den ene side til den anden. Fra højfrekvent melodic metal til introspektiv postmetal ruller bølgen os til, hvad bandet selv betegner som “Heavy Duty Bomboozle Bonanza”. Og det er præcis, hvad vi får! Der grooves, der er gang i festen, det er råt, det er lidt beskidt, men på en kæk måde. Det går lige i mellemgulvet, og selv hos den koncertgæster, der er hårdest ramt af de meget bløde stole
På en måde lyder Bombus som sit navn – det er frembrusende, lidt sjovt og bare godt gammeldags “feee”. Det føles lidt som et partyband, men ikke af den slags, jeg løb ind i på mit allerførste Oslobåds-cruise (se anmeldelsen fra dag 1), men et partyband i ordets egentlige forstand. Det er FEST med all-caps, og jeg får en ustyrlig trang til at skåle med og egentligt bare have det rigtigt hyggeligt.
Bandets format passer rigtigt godt til den festlige cruise-fornemmelse, hvor Redwood Hill og Dirt Forge klart er i den modsatte ende af weekendens musikalske spektrum på festligheds-skalaen. Bombus har det sjovt på scenen, og det smitter!
Jeg oplever ikke det store, definerende nummer, der skiller sig ud fra resten, men der kan synges med, og jeg har en virkelig god fest til Bombus!
Suicidal Angels
Det er hurtigt, det er græsk, og det er thrash. Fra Ægæerhavets kyster til det mørke skandinaviske farvand blender Suicidal Angels de tilstedeværende i Colombus-suiten med en piskende omgang thrash i speedbådsmotorskrue-hastighed. Vokalen er arrig og har en overraskende clean, ja, nærmest talt, fornemmelse over sig, hvilket jeg finder ret interessant.
Der er fart på, men crowdet har ikke helt lige så meget bevægelse, som jeg så det til Aphyxion tidligere på aftenen. Livet til søs er altså også hårdt, når der er drinks, der skal drikkes, og manker der skal rystes! Der er dog store jubelbrøl fra publikum efter hvert nummer, og de hvirvlende guitarsoloer opfordrer til solide windmills.
Aftenen forinden til Angel Witch stod der en dude med majestætisk hår og lavede perfekt windmill i hvad, der virkede som to minutter uafbrudt. Hans headbangerskills spotter jeg ikke til Suicidal Angels i aften, men bandet selv har prægtigt thrasher-hår, og med deres gennemførte visuelle stil sørger de selv for alt det vind i håret, man kunne have brug for.
Jeg kommer lidt tættere på scenen, og forsangerens ekstremt intense øjne nærmest lyser mig i møde fra scenens mørke. Det er som at være i en slags 80’er tidskapsel på en god måde – mon der findes metal cruises i Grækenland? Klokken er forbi 00, og Suicial Angels og publikummet er bestemt ikke gået kolde endnu!
Som koncerten skrider frem, oplever jeg desværre, at settet bliver en kende ensformigt. Måske er det en genreting, men jeg manglede noget afveksling fra højoktans-fræseriet. Det er diesel-powered thrash, det gør, hvad det skal, og der drønes løs til ud på de sene nattetimer, mens færgen har kurs mod gode gamle København.
Se galleriet fra Mark Stoumann herunder:
