Anmeldelse af: Nanowar of Steel + Frozen Crown. Stengade, Kbh. 10. april 2023.
Endnu engang oplever jeg en af årets bedste koncerter på Stengade (men desværre også en knap så god koncert).
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
Frozen Crown
Aftenens opvarmer var nogle af Nanowar of Steels landsmænd nemlig italienske Frozen Crown. Frozen Crown spiller powermetal, men ikke særlig godt i hvert fald ikke denne aften. Da jeg træder ind i koncertsalen, er bandet allerede i gang med at spille. Der bliver spillet jævnt utight, sunget en kende off-pitch, og så er deres performance rimelig tvivlsom.
Som koncerten skrider frem, virker det til, at bandet mere og mere kommer ind i den rigtige rytme, og det lyder generelt bedre… liiige indtil deres ene guitarist går i gang med at forsøge sig på andenstemmen, som bare bliver sunget helt ved siden af. Så da forsangeren endelig får stemt sit instrument (pun intended), kommer der en, der i hvert fald har stemt sit efter en anden Hz…
Derudover så forsøger bandet da også skabe en smule publikumsinteraktion og få publikum til at råbe, men det bliver forsøgt så halvhjertet, at publikum bliver i tvivl, om det er dét, de forsøger på, eller om det bare var et ”move”, de forsøgte. Alt leveres bare lidt kluntet.
Sidste triste ting var, at sangskrivningen heller ikke rigtig sad i skabet. Værst var, når lead-guitaristen havde nogle rimeligt fede sweep/tapping-stykker, der skulle lede over i et omkvæd, men nærmest tabte pusten halvvejs på vej hen i omkvædet, så der blev bare spillet nogle lidt tomme, hængende toner derhenad, som bare ikke virkede forløsende på nogen måde.
Alt i alt virkelig ikke særlig vellykket. Det her må være et ”godt forsøgt, tilbage til øveren”.
Nanowar of Steel
Fra et band, der skulle tilbage til øveren, til et, der nærmest virker som om, de aldrig vil have brug for at komme tilbage dertil. Sidst jeg oplevede Nanowar of Steel var til Copenhell Metal Cruise ’22. Her leverede de et imponerende gennemarbejdet og hysterisk morsomt show. Så mine forventninger var skruet rimelig højt op.
Jeg kan lige så godt sige, at de stort set leverede det samme show med nogle få ændringer og tilføjelser af nye sange fra deres nye album. Men det gør som sådan heller ikke noget, at det er så ens, når showet jo bare er helt igennem genialt. Der var jo selvfølgelig også plads til improvisation mellem numrene, som nok er her, der er flest jokes, der ”tilpasses” publikum og den pågældende aften.
Hvis man ikke rigtig ved, hvem Nanowar of Steel er, så er de et parodi-metal fra Italien. Deres musik og tekster leverer mange referencer til diverse bands og genrer. Til tider er der riffs og melodier, der er tyvstjålet fra andre kunstnere, men så tilsat Nanowars helt igennem geniale humoristiske univers.
Udover at Nanowars musik virkelig fungerer på plade, så er det, når de spiller live, at det virkelig får lov til at leve. Kostumer en masse, fællesdans og selvironi for fulde gardiner. Et godt eksempel på, når Nanowars elementer nærmest er bedst, er, når de beder publikum om at lave en ”Wall of Love”.
Ja, i stedet for en ”Wall of Death” vil de have publikum til at dele sig, for så at løbe mod hinanden, kramme og danse til tonerne af Nanowar, der spiller en kort version af ”Careless Whisper”.
Derudover som showets helt store afslutning spiller Nanowar nummeret ”Valhalleluja”, som er en hyldest til deres helt store religion… IKEA! Dette nummer inkorporerer en masse gospel-elementer og kulminerer selvfølgelig med, at en af forsangerne bygger et IKEA-bord på scenen for så at sende det ud i publikum i en stor crowd-surf. Intet andet end helt igennem fjollet og genialt.
Jeg håber så sandelig, at Nanowar of Steel kommer tilbage til Danmark så hurtigt som muligt, for det her band er noget af det bedste og hyggeligste jeg længe har oplevet.
Sjældent har jeg grinet så meget til en koncert, at jeg havde svært ved at fokusere på at tage billeder. Hvis du er til fjol og god humor, så sæt med det samme noget Nanowar of Steel på. Du vil ikke fortryde det.
Magnus har flere billeder fra den sjove aften her: