Anmeldelse af Danefae + support: Truth Untold. D. 19.09.25 på Rust

Følg fuglekongen, sirenens vej og Danefaes stemme ind i fremtiden

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Glæde og håb kan findes i selv de mørkeste tider, hvis man bare husker at tænde et lys. Om det er et fysisk eller mentalt lys er underordnet, bare det kan få én igennem lange hverdage og hårdt arbejde. Det var koncerten med Danefae et ultimativt symbol på. Det havde hele Rust vist også brug for, og det fik de også. Men inden vi kom så langt, skulle vi først lige forbi supporten.

Truth Untold

Med radiovenlig rocksange; melodiøse vokaler og rytmer, og et lydbillede, der mere lød som en kvintet end en trio, blev Rust varmet op – det var kogende hedt. Der er ingen tvivl om at gruppen har udviklingspotentiale til at udfolde hele deres sandhed og natur – deres tid skal nok komme. Deres seks sange varierede fra semi-balladen “The day music died” til mere uptempo som “Wasting lies”, der udkom samme dag, og de fungerede alle sammen godt. Men det kan godt blive endnu bedre, vurderer jeg.

Danefae

På trods af Danefae vandt Wacken Metal Battle i Danmark og har spillet på både Copenhell og Wacken Open Air i år, holder de fast i deres nordjyske beskedenhed og taknemmelighed over der fremmødet. Danefaes jantelov må gerne dø snart!

Selv med tre “gamle” numre fra debuten, Tro, i træk i starten af koncerten, havde Danefae deres publikum i deres hånd – de skyer ingen musikalske midler, også uden at blive for kommercielle og for folkelige, og det er måske bl.a. derfor publikum var med dem.

Alle fire bandmedlemmer og de to korsangere, Signe Laugesen og Andrea Hindkjær Andersen, er i deres rette element, også selvom om det kun er Anne Olesen, som står for publikumskontakten, og lav mikrofonlyd i starten, så var Rust klar til at svede og feste, som om det var en oktoberfest i Tyskland.

Med reference til Rasmus Seebachs hit “Natteravn”, blev “Natsværmer” introduceret og det gav, underligt nok, rigtig god mening, selvom det også var meget komisk, som Olesen også selv pointerede. Men det gav også et ekstra point i min bog, humor er altid godt. Når det ovenikøbet blev toppet af det instrumentale nummer, “Trøst” med Anders Mogensen på guitar, Carl Emil Tofte Jensen på bas og Jonas Agerskov på trommer, der giver sig tiden til fordybelse og progressivitet, bliver det ikke bedre!

Da “P.S. Far er død” blev præsenteret, sammenlignede Olesen det med et stort rugbrød. Men det er ikke et maskinproduceret rugbrød, det er lokalt og af et mikrobageri. Endnu en gang kommer vi helt ned i de alvorlige og komplekse følelser, som gør livet både finurligt og vigtigt. Andreas Dahl-Blumenberg fra Feather Mountain kom ovenikøben på visit på scenen og growlede med Olesen – stærkt var det!

Rust “kaldte” på Danefae, og de besvarede med ærlighed og taknemmelighed. Danefaes fremtid er lige så lys som en solopgang. Koncerten var måske ikke lige så euforisk og storslået som på Copenhell, men mere intim og personlig. De holder stadig hovedet højt, og med god grund, som det fænomenale folk-prog-band de er.

Setliste