Alice Cooper

Den bedste omgang galde fra undergrunden

-

Anmeldelse af Extremely Rotten Death Metal vol. 23 på Beta, Kbh, d. 23.08.24.

Tidligere på ugen stod jeg til Left To Die i Pumpehuset. Nu var jeg taget til BETA i mit nabolag, hvor Extremely Rotten Death Metal Vol. 23 skulle indtage Amager med et, for mig, velkendt navn og to nye.

Selskabet fejlede som sædvanlig ikke noget, og efter en lille pause var jeg næsten ikke øm i nakken mere. 

Foto: Gabriel Rasmussen.

 

Broder

Denne duo består af Jesper Bagger Hviid og Erik Bagger Hviid. De har 2 albums bag sig Tøbruddets Fald (2018) og Skarpretterfossilet (2023). Musikalsk skal vi ud i en bastardmix af black death og sludge. Det kan godt gå hen og blive spændende.

Der er en dejlig skramlet lyd over Broder og begge vokaler akkompagnerer hinanden godt. Særligt i den groovede del rammer de med deres instrumentale stykker en fantastisk rytme, jeg med det samme er fan af. Der er både tempo og teknik her og også deres knaste-punk og sludge-elementer, giver det hele en ekstra vred følelse.

En smule røg og rødt lys giver et simpelt sceneshow, men selv uden de store teatralske elementer, får Broder flere til at ryste håret oppe foran. Jeg selv kommer tidligt i gang med headbanger-gymnastikken. Det havde jeg alligevel ikke regnet med. Der er en flot variation i musikken der på trods af den nogle gange ligefremme opbygning alligevel giver den en uforudsigelig kant. 

Et enkelt nummer skal tages forfra, men den slags sker jo. Trommerne formår at være interessante hele vejen igennem og selv om ikke hele rummet nødvendigvis har samme oplevelse som mig, så tror jeg at de rå melodier alligevel har fanget et par nye fans udover undertegnede. 

Jeg holder bestemt øje med Broder i fremtiden. 

 

Cadaveric Incubator

Dannet i 2005 i Finland består denne death grind orkestertrio af Necroterror (guitar, vokal), Pentele (trommer) og Noisehunter (bas). I bagagen har de 2 demoer, 5 splits og 2 fuldlængde albums, Sermons of the Devouring Dead (2017) og Nightmare Necropolis (2021). Jeg har aldrig hørt om bandet før, men hvis det kan følge lidt med på forrige duo, så kan det her ikke gå helt galt.

Lys-showet er i denne omgang skruet ekstra op, hvidt og rødt lys blinker næsten helt ukontrolleret i visse sektioner, men dette skal sammen med endnu mere røg vise sig at passe godt til næste death metal-ret. 

Vi begynder med en taktfast start over i noget old school død. Jeg har forventninger efter at festen er startet tidligt med Broder. Necroterror har nogle vilde crazy eyes og en god dyb vokal, der er helt utydelig på den helt rigtige måde. Der er virkelig energi hos Caderic Incubator og med deres grind inspirerede musik har den skøn simpel opfindsomhed. Soloerne er dræbende seje og blastbeatsene er pokkers præcise. Bassen står også flere gange frem i lydbilledet, uden at det fjerner fokus fra den samlede oplevelse. 

For netop hele pakken gør at nu kan publikum ikke længere stå stille og moshen kommer for alvor i gang nede på gulvet. Det hele er tight som bare fanden og bandet har for alvor fået fat i os , således at der nu også stage dives og foran hersker der grov kontrolleret kaos.

Det ser jeg alligevel ikke ofte til disse arrangementer, ofte har folk det med at stå lidt stille til ERDM og nikke med hovedet uden de store bevægelser. Ikke i aften! Der er da også lidt flere unge mennesker til stede end normalt opfanger jeg. De har det jo med at have lidt mere dødsforagt end den ældre generation. 

Cadaveric Incubator var en kæmpe overraskelse, programmet havde indtil videre været af en kaliber, jeg slet ikke havde forventet. Kunne det blive bedre? 

 

Undergang

Når vi snakker dansk dødsmetal, tænker mange af os på Baest eller Illdisposed som første valg. Der er dog et navn der er kendt i undergrunden over meget af verden efter års hårdt arbejde og dedikation til deres kunst. Dette er Undergang. Dannet i 2008 har A. Dødshjælp (trommer), D. Torturdød (vokal guitar), Mads Haarløv (guitar, vokal) og Martin Leth Andersen bygget sig et imponerende ry for deres i den grad groteske og rådne musik. 

Siden Misantropologi (2017) har de nydt større og større succes, særligt i USA hvor de netop er hjemvendt fra. Sidste fuldlængde var Aldrig I Livet (2020). Men de har ikke ligget på den lade side udgivelsesmæssigt. 4 splits, blandt andet 1 med Cadaveric Incubator, 1 live album, 1 EP De Syv Stadier Af Fordærv og 1 single Brusk, fra i år er det blevet til siden 2020. Sidste gang jeg så Undergang var til Extremely Rotten Death Metal Vol. 18 i Pumpehusets Byhave sammen med Dead, Chaotian og Inhume i 2023. Tid til et comeback. 

Havde dette været et ukendt band for mig ville jeg sige at de godt nok skulle stramme sig an oven på Broder og Cadaveric Incubator, men dette er en gruppe på et andet niveau. Man mærker for alvor, at nu er hovednavnet ankommet. Det er alligevel lidt tid siden at jeg har set BETA så fyldt. Der lægges ud med “Misfarvning Af Liget”, “Menneskeæder” og “I Dit Stiveste Pus”.  

Den gutturale, dybe og perverse stemme fra Torturdød præsenterer perfekt disse maltrakterede numre og gæsterne er ellevilde. Der svinges med håret fra starten og pitten er rødglødende. Når guitaren står alene, bringer den noget dysterhed til brutaliteten. Haarløv giver også sit besyv med i form af aggressiv growl. 

“Så, dansk dødsmetal?” spørger Torturdød. Ja, den genre er vist udød på den bedste måde, må man konstatere i aften. “Den her sang handler om at være mælkehvid i gennemsigtig”, der jubles og vi sveder endnu mere i Undergangs selskab. Næste solo har tema som en 80’er gyserfilm og sange som “Livløs I En Pøl Af Egne Udskillelser” og “Døden Læger Alle Sår” giver os lige præcis den gustne omgang rabalder kun Undergang kan levere. 

Hvert nummer har den særlige splatter fornemmelse, men alt musikken byder dog på sin egen måde på nye og klamme sektioner, der gør at man aldrig keder sig. Det høje tempo gør dog at den vilde pit af og til tager en lille pause. Alt andet ville da også være umenneskeligt.  

Men vi er ikke kun ude i høj hastigheds larm her, flere steder læner Undergang sig op af langsommere opbygninger hvor stemningen af ondskab mærkes på en anden måde, dog lige så uundgåelig og fascinerende. 

“Kan i mere, vil i mere?” bliver vi spurgt fra scenen. Det kan i tro og med “Frivillig Donation Af Vitale Organer” og “Efter Obduktionen” lukker Undergang BETA efter den bedste aften Extremely Rotten Death Metal jeg kan huske at have bevidnet.

Vi er alle blot rødt, dødt kød takket være bandet, kom snart igen når i har erobret mere af udlandet! 

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

Broder
Cadaveric Incubator
Undergang

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af Extremely Rotten Death Metal vol. 23 på Beta, Kbh, d. 23.08.24. Tidligere på ugen stod jeg til Left To Die i Pumpehuset. Nu var jeg taget til BETA i mit nabolag, hvor Extremely Rotten Death Metal Vol. 23 skulle indtage Amager med et,...Den bedste omgang galde fra undergrunden