Anmeldelse af: Slipknot + Behemoth, Royal Arena – Kbh. D. 20. februar 2020
På Roskilde Festival 2009 så jeg Slipknot for første gang. Siden da har jeg set dem fire gange: Roskilde ‘13, Forum i ‘15, Copenhell i ‘15 og ‘19.
Slipknot har aldrig skuffet mig, så forventningerne til aftenens koncert var derfor meget høje. Opvarmningen/special guest, Behemoth, har jeg til gengæld aldrig set, men forventningerne var alligevel også høje.
Behemoth
5. oktober 2018 udkom Behemoths 11. studiealbum, I Loved You At Your Darkest, som fik en overordnet god anmeldelse af medier og fans. Siden da har polakkerne turneret og spillet mange koncerter, bl.a. på Knotfest Roadshow 2019 i selskab med Slipknot, Gojira og Volbeat og sidste år spillede de i Danmark to gange: i Store Vega d. 25. januar og på Roskilde Festival.
Tidligere har jeg ikke lyttet til Behemoth, da jeg har været travlt optaget af at være fan af Gojira, Slipknot, Nightwish og mange andre bands, hvilket jeg personligt ærgrer mig lidt over. Fordi Behemoth er noget af det mest ondskabsfulde, satanistiske/antikristne, grusomme og smukke, der findes. Så man kan roligt sige, at Behemoth er et perfekt match som opvarmning til Slipknot.
Med børnekoret i introen til “Solve” indtog Behemoth scenen. Det var allerede tydeligt, at dette ikke var en Ghost-koncert, hvor der blev flirtet uskyldigt med djævlen; Behemoth er meget mere explicit i deres satantilbedelse, og efter min mening er det meget bedre. Efter “Wolves ov Siberia” kom forsanger, Adam “Nergal” Darski, ind på scenen med to fakler, gik lidt rundt og knælede med dem og smed dem så ud til siden af scenen. Bevares, det så godt ud, men det føltes også lidt underligt.
I introen af “Bartzabel” tævede trommeslager, Zbigniew Robert Promiński, på tønderne, og det blev han ved med resten af nummeret, og jeg glemte næsten resten af bandet.
Som outro blev “Coagvla” spillet som playback, efter de fire polakker havde forladt scenen. Ca. halvvejs inde kom de tilbage, spillede på fire “marchtrommer” og forlod scenen igen uden yderligere bemærkninger. Det var en lidt spøjs afslutning på en ellers fin koncert. Desværre spillede Behemoth hverken “O Father O Satan O Sun” eller “God = Dog”. Det er ellers optimalt at spille nogle af de mest kendte numre til en opvarmningskoncert, hvor størstedelen af publikum ikke kender alle deres numre.
Sætliste:
Solve (intro)
Wolves ov Siberia
Daimonos
Ora Pro Nobis Lucifer
Bartzabel
Rom 5:8
Blow Your Trumpets Gabriel
Conquer All
Ov Fire and the Void
Chant for Eschaton 2000
Coagvla (outro)
Slipknot
Sidste år udkom Slipknots sjette album, We Are Not Your Kind, som jeg gav 5/5 stjerner – læs anmeldelsen HER.
Slipknot lagde godt ud med “Unsainted”, “Disasterpiece” og den sjældne “Eeyore”, men så begyndte der at ske ting og sager… Der var en pause, hvor alt var sort i ½-1 minut. Forsanger, Corey Taylor, kom tilbage på scenen, havde den lidt “obligatoriske” snak med publikum om, hvem der havde set dem før og spillede så den nye “Nero Forte” i en lidt anderledes version, hvor omkvædet lød anderledes end original-versionen. Det lød ikke decideret dårligt, men jeg nåede lige at tænke: “hov – er det en fejl?” Det var dog hurtigt glemt, da de gik i gang med klassiskeren “Before I Forget”. Alle publikummer sang med på “I am a world before I am a man, I was a creature before I could stand, I will remember before I forget, Before I forget that” og alt syntes perfekt.
Men derefter var der endnu en pause. Dette gentog sig hele 5 gange – dvs. ca. efter hvert 3. nummer opstod der dette vakuum, hvor koncerten nåede at falde lidt til jorden, inden de ni mænd indtog scenen igen. Det var lidt som at starte forfra efter en pause. Det skabte også lidt forvirring ved ekstranumrene, fordi pausen var bare lidt længere end de andre, og ekstranumrene mistede derfor deres ekstraordinære værdi. Et par gange spurgte Corey, om vi stadig var der – jeg var fristet til bare at trække på skuldrene i stedet for at råbe i vildens sky “YEAH!”. Men det lød som om, alle andre stadig var der og var ellevilde.
Aftenens højdepunkter blev nået under “Birth of the Cruel”, hvor Alessandro “Vman” Venturella svingede bassen og en flammekaster i takt til musikken, og parrende dyr og fødsler blev vist på skærmene, og under “All Out Life med”, hvor ALLE sang omkvædet/statementet “We Are Not Your Kind”.
I min optik spillede de alt for få nye numre og ingen fra The Gray Chapter-albummet, hvilket, jeg synes, er en skam. De spillede måske lidt for mange gamle numre i forhold til, at det var en WANYK tour. Men det er jo også “problemet” ved at have et så stort bagkatalog, som de har nu. Slipknot spiller godt, men de er ikke længere så fænomenale, som da jeg så dem i Forum i ’15 eller Copenhell i ’15. WANYK var ellers et forrygende album, som viste deres aktualitet i metalmiljøet. Men det er som om, Slipknot er blevet et “fortidslevn”, som hellere spiller de sikre gamle hits (“New Abortion”, “Wait And Bleed” og “Eyeless” med flere) end deres nye som “Orphan”, “Red Flag” og “A Liars Funeral”. Jeg er ikke vred, jeg er skuffet.
Slipknot er et af de bands, jeg har hørt gennem mange år, så det skærer mig også ekstra dybt i hjertet kun at give dem 4 stjerner, når jeg ved, at de kan gøre det meget bedre.
Hvis Slipknot udgiver nyt album, vil jeg sikkert også gerne høre det, men jeg er ikke sikker på, at jeg behøver at høre dem live igen.
Desværre.
Sætliste:
Insert Coin (intro)
Unsainted
Disasterpiece
Eeyore
Nero Forte
Before I Forget
New Abortion
Psychosocial
Solway Firth
Vermilion
Birth of the Cruel
Wait and Bleed
Eyeless
All Out Life
Duality
Ekstranumre:
742617000027
(sic)
People = Shit
Surfacing
‘Til We Die (outro)
Se billeder fra fotograf Mark Stoumann herunder:
