Alice Cooper

Den her forbigår vi i dyb tavshed

Anmeldelse af: Walking Rumor “Symbiosis”. Udgivet 10. april 2020. Selvudgivet.

Nogle gange støder man på den slags udgivelser, man ville ønske, man aldrig skulle stifte bekendtskab med – sådan er det med Symbiosis fra danske Walking Rumor

 

Tilbage omkring årtusindeskiftet var den, af mange, udskældte metalgenre Nu Metal øverst på mange landes hitlister, og det gjaldt i sær i USA, hvor disse bands, der spillede den type musik, var lige så populære som dem, der spillede alt fra R’n’B, Pop, Hip-Hop med videre.

Du kender dem, selvom du måske ikke kan lide dem: Korn, Limp Bizkit og Linkin Park var de helt store mastodonter, der hærgede hitlisterne. Ergo: der var penge i lortet!

Mange bands i samme afart skød op som ukrudt for at få en del af kagen, hvor de ofte blev proppet ned i kategorien at være Nu Metal, eller de blev overtalt af pladefolk med videre til at forfølge den lyd.

Man havde bands som 36 Crazyfists, Dry Kill Logic og Mushroomhead, som måske nogle af jer læsere kender, men så var der også Stabbing Westward, Lollipop Lust Killer, Ultraspank og… Ja, ud fra bandnavnenes opfindsomhed kan du næsten godt regne ud, at markedet hurtigt blev udvandet.

Blandt dem opstod så Walking Rumor som endnu et efterlignings-band, der troede, at hvis man bare kopierede alle bands i samme udvandet musikgenre, kogte det sammen og glemte at være originale, så var man også noget specielt.
Efter udgivelsen af deres første fuldlængdeplade, Symbiosis, indså de også, at de blev overgået af alle de andre bands, da Walking Rumor tydeligvis ikke havde noget nyt at byde ind med, hvorfor de gik i opløsning.

Eller: Sådan kunne man havde fået det hele til at give mening, når man lytter til pladen, men nu er det år 2020 og ikke 2000 plus/minus et par år, og det er som om, at en tidsmaskine har tilsendt den her skive – og det skal ikke menes positivt.

Symbiosis er en pastiche på alt “godt” og ondt, der kendetegner Nu Metal-genren som helhed: Oversimplificerede guitar-melodier, der forsøger at være så fængende efter alt for kort spilletid, at de bare bliver kvalmende, før de overhovedet når at blive repeterende og kedelige.
Flødevokalen i samtlige omkvæd med en fortælling om, hvor angstfyldt livet altså, lissom er, ikk, og jeg har det hårdt i et af verdens bedste samfund.
Og så den – UF – obligatoriske rap-vokal med babybrøl indover, der er så tåkrummende elendig, at en sammenligning med Fred Durst fra Limp Bizkit ville få det både tekstmæssigt og fremførelsesmæssigt til at fremstå som at sammenligne at bladre i en pixie-bog på hovedet kontra en forelæsning i eksistensfilosofi – og her vinder Fred med længder.

Jeg orker ikke engang at fremhæve nogle sange fra pladen, for det ville bare få dig til at undersøge, om jeg har ret i mine udpenslinger af sangenes pauvre eksistensberettigelse, og denne anmeldelse skal ses som en ADVARSEL til at holde sig fra den her skive, hvis man bare har en smule musisk integritet tilbage – og jeg kan altså godt lide Nu Metal!

Alle numrene – hvor man kunne have kortet antallet af udvalget ned til tre eller fire, og så ville de mest tonedøve bagerst i klassen stadig have fanget pointen – lyder som noget, Spineshank, Sevendust og tidlig Papa Roach kunne have lavet i en brandert, ørlet over råbåndet og så sat ild til det for kollektivt at blive enige om, at det udgiver vi aldrig, men gemmer det for sjov skyld. Og så fik Walking Rumor fat i det.

“Men, Anders,” hører jeg en vis anmelder fra en dansk tabloidavis udbryde og fortsætte: “Der må da være NOGET positivt at sige om Symbiosis!?”

Jo, produktionen er god, men det er også som et minimum, man kan forlange anno 2020, hvor alle med to kabler og en ukulele kan indspille en symfoni!

Hold dig fra Symbiosis, så kort kan det siges.

Walking Rumor

Discover

Latest

Behøver vi virkelig at lade som om?

Anmeldelse af: Red Warszawa – Lade. Udgivet 24. april 2020. Gusten Fætter/Target Group. EFTER ET ÅRTI ER DER NYT FRA ALTID AKTUELLE, HVIS IKKE SENSATIONELLE,...

Jorden er ikke så giftig længere

Anmeldelse af: The Floor Is Made Of Lava - Live At The Moon. udgivet: 29. maj 2020 via Target. Med Live At The Moon (og...

Anmeldelse af: Nordic Noise 2020 – dag 2

Anmeldelse af: Nordic Noise 2020 - Streaming for Vengeance. Derhjemme. 08. + 09. maj 2020. Så var der tid til Streaming for Vengeance på andendagen...

Anmeldelse: Nordic Noise 2020 – dag 1

Anmeldelse af: Nordic Noise 2020 - Streaming for Vengeance. Derhjemme. 08. + 09. maj 2020. En streamet festival vil aldrig kunne overgå den ægte art...

En sjælerejse i fornemt selskab

Anmeldelse af: Alkymist - Sanctuary. Udgivet 01. maj 2020. Indisciplinarian.   HALVANDET ÅR ER GÅET, SIDEN ALKYMIST VAR PÅ GADEN MED DET SELVBETITLEDE DEBUTALBUM. TIDEN ER...