Anmeldelse af Ulthar + support, d. 14.08.24, på BETA, Amager.

Det er som om, at sommermånederne er ved at blende sammen til et miskmask af oplever. Herunder alle festivalerne og dagene i byen under solen og nætterne under månen.

Foto: Gabriel Rasmussen.

Alene de sidste par dage har jeg været til Pustulant Flesh og Necrot på Stengade søndag, øver med bandet mandag og endte via en gratis billet fra en veninde til New Money og Jesus Piece på Basement tirsdag. Denne onsdag står jeg på BETA, og fredag og lørdag er der Jailbreak i Horsens.

At stå stille er vist ikke en vane jeg har tillagt mig, men på den anden side er man jo også velsignet med muligheder for kulturelle oplevelser i hjertet af hovedstaden. Netop den slags chancer har lokket mig et par meter ned fra mit værelse til hvad der på papiret ligner en spændende blanding af ekstrem metal.

Elitist

Dannet i 2018 i KBH, består denne gruppe af Thomas Fischer (vokal, bas), Simon Stenbæk Christensen (vokal, guitar), Rasmus Moesby Sørensen (guitar) og Niclas Sauffaus (trommer). Medlemmerne udgav i 2023 deres debut A Mirage of Grandeur og med en musikalsk baggrund i Piss Vortex, Dysgnostic og UxDxS er det en erfaren gruppe herrer der åbner ballet på Amager. Dette bliver min debut koncert med Elitist og lidt spændt er man da altid på nye bekendtskaber. Særligt når de kommer fra det eksperimenterende label Indisciplinarian.

Nøj, hvor går det stærkt da musikken starter. Fischer har et godt skrig og Christensen et brøl der fint matcher bassistens, særligt når han kommer rigtig dybt ned i sit toneleje, uha, det er sejt. 

Det er en art af teknisk død vi har med at gøre. Ikke normalt den slags musik jeg lytter til, men det her overbeviser mig nu alligevel ret hurtigt. Vi er ikke mange her midt på ugen, men alligevel udviser Elitist et godt humør og spilleglæde. Smilet bliver der ihvertfald og man hygger dig i de interessante temposkift i galopperende fart.

Den nye sang “Enforced Malnurishment” bliver introduceret ved at den åbenbart handler om at blive tvunget til at spise noget virkelig gammel brød. Jamen det kan vi da alle relaterer til. 

Det er råt og brutalt og selvom det tydeligvis ikke bliver den store moshpit-fest i aften, så fungerer det fint. Lysshowet er flot sat op med rækker af røde og blå lamper i hver side af scenen og lidt røg kæler da også for setuppet. 

Der er nogle tekniske problemer med et guitarboard, en kort pause opstår og så er det tid til noget groovy ballade med “Deluded Fallacies Spew From Rancid Mouth”. Nøj, et tight trommespil og en lille bassolo titter da også frem. Generelt står der hele ret klart i lydbilledet og selv om folk står lidt stille så virker det til at rummet nyder musikken.

“Vacuous Magnificence” bliver dedikeret til de to næste bands. Sangen har nogle korte flabede breaks, der får den til at stå ekstra meget ud på setlisten. 

Under sidste nummer bliver guitaren skruet for højt op ved en fejl, men alt i alt synes jeg at aften er startet godt og jeg skal helt sikkert tjekke Elitist ud en anden gang. Potentialet og talentet for en større scene var tydeligt

Succumb

Nu tager vi til San Francisco i USA for at møde det næste band. Fra 2014-2017 gik de under navnet Cloak, men siden da blev det til Succumb. Under dette navn har de udgivet to albums, Succumb (2017) og XXI (2021). Vi har at gøre med death metal-genren og et band jeg ikke har vidst noget om før i dag. Well, back into the fray med Kirk Spaseff (vokal, bas), Harry Cantwell (trommer), Derek Webster (guitar) og Cheri Musrasrik (vokal). 

Atter skal det gå stærkt med den næste omgang død. Dog er det en smule mere simpelt i denne omgang, uden at det nødvendigvis er mindre krævende at spille. Særligt Cantwell skal have ros, i denne sammenhæng, han får straffet sine tønder, så man har helt ondt af dem. 

Musrasrik starter godt ud med nogle særdeles intense øjne, der virker helt skræmmende. Hendes stemme kontrol er fin, men vokalen har ikke de store udsving og bliver desværre lidt kedelig i længden.

Det samme kan faktisk siges om Succumbs optræden generelt. Musrasrik går lidt frem og tilbage på scenen, siger ikke et eneste ord til publikum og de resterende medlemmer står i hver deres hjørne uden den store entusiasme. Lidt solo arbejde på guitaren er ikke nok til at løfte koncerten.

Jeg kan uden tvivl godt anerkende den koncentration, det må kræve at lave den her form for musik, men at man ender med at fremstå med så lidt lyst til at være her, at det til tider virker som om at det her blot skal overstås, det er en skam. 

Spaseff har muligvis en god stemme, men jeg kan ikke høre den. I gult og rødt lys er det da brutalt nok, men ud over sangerindens drabelige øjne er Succumb blottet for enhver form for karisma. 

Ikke nogen sejr denne onsdag til amerikanerne.

Ulthar

Med albumtitler som Cosmovore (2018), Providence (2020), Anthronomicon (2023) og Helionomicon (2023) er vi dybt inde i H.P. Lovecraft-inspireret blackened death metal. Som musiker der selv synger i et band, der er baseret på denne forfatters litterære kosmiske horrorarv, er jeg bestemt nysgerrig på hvad USA-bandet har at byde på.

Andre lignende projekter som The Old Ones og særligt Sulphur Aeon har jeg et godt øje til i forvejen. Ulthar er også navnet på en fiktiv by i Cthulhu-universet, der bliver nævnt i novellerne The Cats of Ulthar og The Dream-Quest of Unkown Kadath. Kultisterne i trioen er Steve Peacock (vokal, bas), Justin Ennis (trommer) og Shelby Lermo (vokal, guitar). Lad os hidkalde Azathoth og komme igang! 

En mumlende dyster intro over højtalerne varsler om rædsler i vente. Peacock har en god skrigende stemme og noget gyser ekko effekt på sin mikrofon og Lermo kan både growle og komme op i lysere toner som sin bassist. Dog er der ét stort, markant problem, der skal vise sig at blive koncertens akilleshæl.

Trommerne er ganske vist spillet med præcision og professionalisme, men de er ganske simpelt skruet alt for højt op. De dominerer lydbilledet i en sådan grad, at nærmest alle andre detaljer i musikken drukner. 

I det blå scene lys kommer Ulthar med mere energi end det forrige band og det trækker da lidt op i oplevelsen. Men musikken har en lidt kedelig vane med at køre i samme speed tempo. Det har den effekt, at det ikke er synderlig interessant i længden. 

Jeg kan af og til næsten høre guitaren og indser at der jo gemmer sig melodier og stemning inde bag tromme muren, men disse små glimt af hvordan Ulthars musik egentlig lyder er alt for få. 

Der er momenter, hvor det ikke går 120 kilometer i timen og man mærker at det jo er en variation i det hele. Der grooves godt og på trods af der her heller ikke snakkes til gæsterne så headbanges der da på scenen og et par enkelte nede på gulvet er da også med på legen. Det er dog kun kortvarigt og hele seancen er efterhånden en smule tam. 

Lermo har guitar problemer og forsvinder bagved under et nummer for at finde en ny spade. Da hans nye instrument bliver slået til, tror jeg kort at nu vil hans del af musikken endelig skinne igennem, men det er en stakket frist. 

Der er en start på et nummer hvor en smule stemning bygger sig op med klar guitar og rolige taktfaste trommer, og jeg kan mærke Lovecraftian-stemning lidt, men det varer ikke længe.

Uden et farvel går Ulthar af scenen og det er slut. En lidt flad fornemmelse hvor vi kun fik bidder af hvad det var for et tentakkel monster vi havde fået besøg af fra verdensrummets dyb.