Alice Cooper

Tygers på spring og i skjul

-

Anmeldelse af: Tygers Of Pan Tang – Ritual. Release 22. november via Mighty Music/Target.

Tygers Of Pan Tang har engang været en vildkat – nu er de mere en tæmmet huskat, der dog stadig kan hvæse, skyde ryg og slå kløerne i et bytte.

 

Ritual er mere dyster og mørk end den selvbetitlede forgænger fra 2017. Det ses både på albumcoveret og høres på sangene. Det klæder dem med mere tyngde, og sangene er heldigvis stadig lette at synge med på. Det er tydeligt, at Tygers Of Pan Tang stadig kan deres kram. 

Selvom der er mange gode uptempo rocknumre med fremragende guitarsoli og lyriske passager, er der heldigvis også plads til de stille ballader “Words Cuts Like Knives” og “Love Will Find A Way”. De er yndefulde og yndige ligesom “Angel In Disguise” og “I Got The Music In Me” fra den selvbetitlede forgænger.

Allerede på det første nummer, “Worlds Apart”, føler man bandets nærvær og energi.
På “Spoils Of War” spiller specielt trommerne en dominerende rolle. Der er gamle march-trommer, hvilket kunne lyde som, noget Sabaton havde lavet bare bedre. Guitarsoloen tager også kegler – der er næsten strike.
“The Art Of Noise” er også en af mine favoritter, fordi den viser perfekt, hvordan “larm” bliver til kunst. 

Der er kun ét originalt bandmedlem tilbage fra 1978 og debuten Wild Cat (fra 1980), som er den ene guitarist Robb Weir. De fire andre er kommet til undervejs, senest den anden guitarist, Micky Crystal, der steg ombord i 2013. Antallet af tidligere medlemmer runder hele 20(!) forskellige personer. Det skyldes, at der har været fire forsangere, fire bassister, fem trommeslagere og syv guitarister. Det er lidt overvældende, så man kan godt diskutere, om det stadig er “Tygers Of Pan Tang”, eller om de skulle have skiftet navn undervejs. Men det er blot en detalje.

Tygers udfylder deres egne sko, som man skulle tro, at de aldrig har haft andet fodtøj på. Med denne plade tror jeg heller ikke, at de stiller træskoene lige foreløbig. Men kan slet ikke høre, at det er nogle halv-gamle mænd, og det er deres 13.(!) studiealbum – de har stadig en spilleglæde og talent, så man skulle tro, at de stadig var i 30’erne – også live. På Nordic Noise 2017 og 2019 så jeg Tygers, og jeg var meget imponeret over deres niveau. Deres genre “new wave of british heavy metal” (NWOBHM) er måske knap så ny længere, men de spiller stadig, som om de var i deres tyvere.

Tygers Of Pan Tang er klassisk “far-rock”, men ikke på den dovne, halv-kedelige, bedrevidende, platte og brokkende måde – men den seje måde, hvor faren spiller musik fra sin ungdom til sit barn. Sådan en far, man selv gerne vil have. 

På Ritual er Tygers i topform med fart over feltet og i fuld firspring, men de er også lidt kryptiske, mystiske og skjulte, hvilket er gode egenskaber for en tiger og et rockband. 

 

Trackliste:
Worlds Apart
Destiny
Rescue Me
Raise Some Hell
Spoils Of War
White Lines
Words Cuts Like Knives
Damn You!
Love Will Find A Way
The Art Of Noise
Sail On

REVIEW OVERVIEW

Tygers Of Pan Tang - Ritual

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories