Dragende, bombastiske ruiner

Dagen før havde budt på metalcore-sved og breakdowns ad libitum inde i indre by. Nu skulle der være et genreskift til noget mere introvert. Som altid er jeg glad for spillestedet på Christianshavn, da det ligger meget tæt på mit værelse.

Son of Seth

Dette en-mandsprojekt arbejder med genren death-industrial, hvor musikeren leverer skrig og brøl med sin mixerpult ved sin side. Der er blandt andet udgivet EP’erne SonofSeth (2020), De Dor A Odio (2022) og Singlen, The Curse of a Thousand Names (2022). Tilbage i 2021 til en sidned-koncert på BETA oplevede jeg musikeren varme op for Offermose. Der er gået lang tid siden, og hvordan ville rammerne på Loppen klæde de dystre toner? 

Den klassiske black metal-vokal bliver akkompagneret af nogle tunge og depressive beats. I rødt lys føles det som om, vi bevæger os længere og længere ned i afgrunden. Når sangeren ikke bevæger sig rundt på scenen, så står han som en dommedags-dj ved sin mixerpult, hvorfra vi bliver omgivet af rytmer og langsomt kaos.

Der er noget slæbende og ildevarslende over Son of Seth, der gør, at vi alle står i en stille trance. Besvares, der bliver nogle gange lidt simplistisk, men det introverte had, som emmer ud fra scenen, gør sit for at veje op på det.

På et tidspunkt går det faktisk hurtigere, og man får en følelse af at stå i en mørk klub i Østberlin, imens Son of Seth growler imod os.

Det her bliver måske aldrig den vildeste oplevelse, men det udtryk, musikken går efter, er alligevel fokuseret nok til, at man er underholdt af ondskabsfuld elektronisk musik.

Litvrgy

Dannet i 2005 i USA af sanger og guitarist, Haela Hunt-Hendrix, har vi at gøre med musik, der blander mange stilarter sammen med black metal. Både eksperimental, post og avangarde vil kunne bruges til at beskrive, hvad vi skal opleve i aften. Gruppen består også af Mario Mirton (guitar), Tia Vincent-Clark (bas) og Leo Didkovsky (trommer). Ltvrgy har udgivet seks albums i alt, hvoraf det seneste er 93696 (2023). Gruppen har før optrådt på A Colossal Weekend, men denne weekend bliver det mit første møde med deres musik. 

Der er længere chant af kvindevokal over højtalerne, der nærmest har noget ritualistisk over sig. I røg og blåt lys kommer bandet på scenen. Der føles lidt proppet nu på den gode måde. Folk er mødt talstærkt op.

Det er svært at sætte ord på Litvrgy. Da de første skrig går ud af Hendrix, så er det bestemt en afart af post metal, vi er ude i. Hvad, jeg helt sikkert er vild med, er de melankolske melodier, der er strøet ud over musikken. Selv i sine mest bombastiske sektioner bibeholder Ltvrgy en aura af mystik.

Ofte bliver det nærmest episk følsomt. Det skal dog siges, at vi midt i alle følelserne slet ikke snydes for voldsomt tekniske trommer og tekniske progressive guitarer. 

Opbygning af numrene er varieret, så ens koncentration hele tiden er fokuseret på, hvor vi bevæger os hen. Lyden er ikke helt fantastisk fra, hvor jeg står, og af og til har jeg en fornemmelse af, at jeg går glip af guitararbejdet ude fra venstre side af scenen. 

Bassen har også sine momenter, hvor den er fremtrædende i det soniske angreb. En spøjs ting er dog, når vi igen af flere omgange skal have den samme sang over højtalerne til flere numre, som tydeligvis er båndet. Backingtracket er skruet højt op, men alligevel vil Hendrix gerne synge ind over det on and off. Problemet er bare, at man knap kan høre stemmen fra vokalisten + det tilføjer ikke meget ekstra til denne del af koncerten. 

Vi får en længere instrumental oplevelse, der står som noget af det bedste i aften. Hårdtslående og kompromisløst tæskes vi igennem, så jeg må ned at headbange. 

Det bliver nogle gange helt filosofisk at stå og give sig hen til Litvrgy og de taktfaste lydangreb, de udsætter os for. 

Bandet går af scenen, men vi får ét ekstranummer. Det er et lidt kort et af slagsen, men man skal jo heller ikke være grådig. Ydmygt takker Litvrgy og er væk.

Det her var et show, der mindede mig om, hvorfor jeg cykler rundt i København til så meget musik, jeg kan nå. For når man støder på den her slags ukendte kunstnere, så bliver man af og til meget positivt overrasket af noget større end en selv.