Anmeldelse af: Electric Wizard. Roskilde Festival, Avalon. 29. juni 2023.
Electric Wizard var klar til at levere en koncert på højt blus, men flammen blev aldrig helt stor.
Foto: Louise Petersen
Stemningen blandt publikum boblede i koncertbongen, inden det ikoniske stonerband Electric Wizard skulle indtage Avalon-scenen. Der var i hvert faldt tændt godt op for joints blandt publikum, og skuede man flittigt nok, kunne man også spotte et par spidse hekse- og troldmandshatte blandt de ivrige fremmødte.
Sætlisten bliver skudt i gang med ”Black Mass”. Der var rigtig mange, der brokkede sig over lyden til Lorna Shore-koncerten på samme scene to dage tidligere. Dér befandt jeg mig rimelig tæt på scenen, og for mit vedkommende var den ikke lige så slem, som den eftersigende har været længere tilbage i teltet.
I aften står jeg ikke lige så tæt på scenen, og det kunne godt høres. Vokalen forholdt sig i hvert fald konsekvent utydelig gennem hele koncerten. Resten af lydbilledet er ellers fint. Der er afsindigt meget bund, og de stenhårde stoner-doom-riffs runger ganske glimrende ud i teltet.
Der bliver vist alt fra satanistiske kultforsamlinger til okkulte erotiske ritualer, der til tider grænser pornografi i form af projiceringer. Meget af tiden bliver man distraheret af en af publikummerne, der intentionelt placerer en standart med oppustelige bolledyr foran projektoren. Det hiver fokus lidt væk fra projiceringerne – og til dels også musikken.
Det er tydeligt at se, hvilke gæster, der elsker musikken, og hvem, der ikke ser særligt begejstrede ud. Om det skyldes musikalske præferencer eller indtagelse af visse rusmidler, vides dog ikke.
Electric Wizard er ret minimalistisk – men det kan også noget. De fuzzy-guitarsoloer samt de supertunge og langsomme riffs er næsten beroligende. Vokalen er dog så utydelig, at det mere føles som én lang stenet instrumentalperformance.
”Funeralopolis” fra stooner-doom-klassikeren Dopethrone lukker naturligvis aftenens koncert. Det er her, at koncertkomfuret er tættest på højt blus, men flammen falmer i det dårlige lydbillede. Koncerten føles som et tændt komfur, hvor gassen langsomt siver ud i lokalet. Når noget så endelig bliver antændt, er det ikke den store eksplosion, man oplever.
Det var godt, men mere end godt, var det ikke.
Louise Petersen har flere billeder fra koncerten her:
