Anmeldelse af: Skeletonwitch, m.fl. Pumpehuset, Kbh. 14. november 2018
I pumpehuset sidste onsdag var der lidt for enhver smag af metal på programmet, selvom der stadigvæk var en rød tråd i meget af seancen
Første indtryk kort før koncertstart i Pumpehuset med de tre orkestre, Deathrite, Mantar og Skeletonwitch, var, at det var noget af et noget efterårs-forkølet fremmøde, der havde indfundet sig ved den lille scene på det københavnske spillested.
Det fremmødte publikum skal dog kun have ros for at støtte op om arrangementet, men første band på scenen virkede ikke til at støtte om om dét credo.
Deathrite
Fremførsel af musik, specielt metal, kan ofte skabe en energibombe i sig selv, hvor musikken vitterligt kan stå for hele udførelsen, interaktionen og fordybelsen hos både kunstnere og publikum.
Men sand for dyden mener jeg, at det er et fåtal af metal-bands, der kan læne sig tilbage og lade lyden tale for sig selv, hvor dette så skal sidde lige i skabet for at fungere.
Det gør det bare ikke for Deathrite, hvor de tonede frem som nogle beskidte rockere anno medio 1970’erne, men som ønskede at spille noget (på papiret) crustet hardcore. Jeg blev mere mødt af generisk death’n’roll (hvis det er en genre?) med en snert black metal over sig og lidt punkede vibes.
De punkede vibes skal nu mere ses i, at dette tyske bands umiddelbart ikke har fundet det store samspil efter otte års eksistens, eller måske kunne de bare ikke høre hinanden denne aften? Der var i hvert fald en del fejl i deres spil, og ofte måtte de kigge på hinanden, musikerne iblandt, for at ramme takten igen.
Var deres musik så bare interessant og indlevende, kunne man til dels undskylde disse (ret store) skønhedsfejl, men deres riffs var generiske, og den ønskede symbiotiske effekt udeblev, og opvarmningsstemningen udeblev for mere end blot mit vedkommende, da et kig på publikum afslørede fraværende headbanging og andre dertilhørende udskejelser.
Dog har bandet tydeligvis potentiale, og deres afslutningsnummer havde myer af noget interessant i sig, så de kan dog blive et mere spændende bekendtskab i fremtiden.
Mantar
Mit personlige højdepunkt dukkede op midtvejs denne aften, da den tyske duo Mantar betrådte den – i dette tilfælde passende – størrelse scene for at levere deres semi-hypnotiserende blackened hardcore.
Jeg havde en ret så positiv oplevelse med disse to gutter for to år siden på BETA, så jeg havde med stor glæde set frem til dette genmøde – og jeg blev ikke skuffet.
Allerede fra første strofe stod det mig klart, at lyden var effektiviseret markant siden Deathrite, hvilket kan forklare, at første band på scenen måske havde en off day.
Den bassende guitar fra forsangeren i Mantar kombineret med hans skrig og råb sad perfekt, og selvom trommeslageren missede nogle beats og tabte stikkerne enkelte gange undervejs, så blev det aldrig udslagsgivende og førte til en dårlig performance.
Mantars musik kan heller ikke stå på egne ben uden en anelse henvendelse fra bandet, og det skete da også enkelte gange, men det var også tydeligt på publikum, at nu var man klar til den store energi-afgivelse til ære for disse tyskere.
Jeg glæder mig allerede til at se Mantar igen, og du skal unde dig selv den oplevelse, der går under Mantar, hvis du ikke allerede har gjort det!
Skeletonwitch
Så var det blevet tid til hovedretten – og sikke en hovedret!
Fra start var amerikanerne i Skeletonwitch parate med at servere deres energi-bundt, som er deres hofret a la thrash metal med snert af melodier.
Deres singleudspil fra deres nyeste plade havde imponeret mig hjemmefra, og den spænding blev da udelukkende indfriet fra start, da skeletheksen gik på scenen.
Her fornægtede anciennitet sig ikke, og selvom Mantar vinder for mit vedkommende denne aften på målfoto (sikkert grundet præferencen), så er det velforståeligt, hvis de fleste publikummers favorit var Skeletonwitch denne tirsdag aften.
Lyden var smuk, fremførelsen af numrene var noget, som specielt første akt på scenen kunne lære noget af, og spilleglæden var ikke til at tage fejl af, hvor fremmødet da også havde oppet sig en anelse siden koncertens begyndelsen.
Skeletonwitch lagde kegler ned og lavede et samlet strike, og overordnet set blev det en langt over godkendt aften til slut i Pumpehuset.
Fotograf Mathilde Maria Rønshof var også på pletten i Pumpehuset og skød blandt andet følgende billeder: